Følg med i min Facebookside

Med en lille baby på armen det meste af dagen, bliver der ikke megen tid til blogindlæg – ikke fordi de ikke ligger og bobler indeni hovedet, men med en baby, der sover max 3 x 30 minutter om dagen, er der som regel ikke tid til at få dem ned på bloggen her. Så det må vente – baby først. Jeg får dog skrevet inde på min Facebookside jævnligt, så jeg vil meget opfordre jer til at gå ind og give jeres besyv med derinde, indtil jeg igen kan blogge lidt mere regelmæssigt.

Her er linket til siden og det sidste nye indslag, som handler om underretninger til kommunen – skal man, eller skal man ikke?

https://www.facebook.com/ilsebjerregaard.dk/?fref=ts

 

Categories: Anerkende sig selv, Angst, Arbejdsliv, Depression, Fællesskab, Katastrofetanker, Kommunikation, Liv og død, Livskvalitet, Misbrug, Parforhold, Psykiske sygdomme, Selvstændighed, Spiseforstyrrelser, Stress, symbiose, Tilknytning, Vold i parforholdet | Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Hvorfor er det skamfuldt at gå ned med stress?

Jeg stod i en forsamling af mennesker, jeg fandt spændende at netværke og snakke med, og havde nærmest bogstaveligt talt slået kløerne i én, der vist egentlig var på vej hjem. Hun stod i hvert fald nærmest kun på det ene ben, mens vi snakkede; det andet forsøgte hele tiden at tage et skridt over mod trappen, der førte nedenunder og ud, men det kunne ikke rigtig få fodfæste og sætte af, fordi hun stod så tungt på det første ben.

Selv om man kan læse den slags kropssprog hos folk, skal man ikke altid lade sig mærke med det, det skal man virkelig ikke. For det første og vigtigste fordi nogle føler sig klædt af, hvis man spørger ind til det; det er ikke engang altid, de selv er bevidste om det. Og hvad skulle jeg også sige? “Hør sig mig; vil du egentlig ikke hellere hjem end at stå her og snakke med mig?” Og hvad skulle de svare? “Ja, jeg bliver egentlig kun stående for at virke mere imødekommende, end jeg egentlig orker at være.”

For det andet skal man holde sin mund med det, man har lagt mærke til, for måske ser man forkert, og så bryder man den ellers gode kontakt, man har med vedkommende, og ikke for noget, der i øvrigt er relevant. Plus at den anden måske vil begynde at overveje om man er i stand til at holde fokus, eller om man måske har en helt anden dagsorden end det, I taler om.

For det tredje fordi det er folks eget ansvar at skære igennem og gå, hvis de ikke ønsker at tale med én. Ikke fordi man ikke siger noget spændende (for det gør alle jo altid!), men fordi de også skal tale med nogle andre. Jeg kender flere, der godt kan finde ud af at sige, at nu vil de gerne tale med nogle andre også. Meget befriende og hvis jeg bliver skuffet, siger jeg det.

Så selv om jeg kunne se, at trappen trak i hende, sagde jeg ingenting, for jeg havde et vigtigt budskab. Jeg var i gang med at anbefale hende en ven, som jeg syntes, hun skulle bruge som mellemleder, for han var én af de ledere, der brænder mere for sagen end sig selv, og holder man den personlige balance i dét, er man den bedste leder, der findes. Gør man ikke, brænder man ud, og det kan du læse mere om i mit blogindlæg her: Ildsjæl? Undgå at brænde dit lys i begge ender.

Min ven var netop kommet til at brænde sit lys i begge ender, og havde som så mange andre til sidst måtte erkende, at det gik ikke. Ikke på den behagelige måde, hvor man når at stoppe i tide, men på den ubehagelige, hvor kroppen til sidst er nødt til at lægge én ned med stress, før man begynder at lytte til den. Nu havde han imidlertid været stærk et stykke tid, og trængte igen til at bruge sig selv som leder.

Det sagde jeg til hende. Og om det var fordi hun selv var bange for at gå ned med stress, eller fordi hun syntes, jeg udleverede ham … i hvert fald skiftede vægten omgående til det andet ben, som straks fik placeret hende et godt stykke nærmere trappen, og kort efter var hun på vej ned ad den.

Grounding

En samtale med manden selv nogle uger senere viste også, at han skammede sig over sit sygdomsforløb, og ikke brød sig om, at jeg snakkede om det. Hvortil jeg spurgte ham, om han ikke følte sig klogere og dygtigere nu, og om han ikke havde lært, hvor meget han kunne bruge sig selv og hvornår han skulle stoppe? Jo, det mente han jo nok. Og så er det, jeg spørger:

På hvilken måde gør det ikke ham til en endnu bedre leder?

Det spørgsmål kunne jeg godt tænke mig, du svarede på. Lige her, i kommentarfeltet, og helst på selve blogindlægget, så dit svar kan læses af både Facebooklæsere og LinkedInlæsere. Men ellers også gerne dér hvor du har set opslaget.

Alternativt kan du være med til at bryde tabuet omkring det kontroltab, det er at gå ned med stress, ved ganske enkelt at begynde at tale om og med dem, det sker for. Min holdning er, at det kan godt være, man ikke så det komme; men hvis man nu er heldig at have en god leder, når det sker – og måske endda én, der har prøvet det selv – så er risikoen lille for, at lidelsen bliver langvarig, og chancerne store for, at du kommer stærkere ud i den anden ende.

Categories: Anerkende sig selv, Angst, Arbejdsliv, Depression, Fællesskab, Katastrofetanker, Kommunikation, Ledelse, Livskvalitet, Selvstændighed, Stress, Uncategorized | Tags: , , , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Den sarte symbiose

Jeg sad højgravid og stønnende i sofaen, og min mand var på vej op af trappen. Pludselig standsede hans trin, og han sagde: “Skat – jeg tror måske nok, at jeg elsker vores kommende datter mere end dig!”

Glemt var ubehaget ved graviditeten, og mit hjerte svulmede af lykke: Det var lige præcis sådan en indstilling, jeg ønskede mig af mit barns Far. Jeg smilede til det hoved, der nu var kommet til syne over gelænderet, og sagde: “Skat – jeg er godt tilfreds med at vi deler en andenplads!”

Hvorfor var netop den indstilling så vigtig for mig?

For at være i stand til at sætte sit barns behov højere end sig sine egne, er man nødt til at have en sund tilknytning til andre mennesker: En tilknytning, hvor man føler sig sikker på, at man kan klare sig uden dem (ikke at man behøver at have lyst til det, altså), og hvor man er helt skarp på, at deres behov ikke altid er lig med ens egne behov.

I det første halve år af ens liv, flyder behovene frit mellem Mor og barn. Det er der en grund til, for skal babyen overleve, er moderen nødt til at kunne mærke alt barnet mærker. Barnet på sin side kan også mærke alt det, moderen mærker, og derfor er det alfa og omega, at moderen er i stand til at kende forskel på hendes og barnets behov, selv om barnet ikke er det.

Kære dig som er Mor, eller snart skal være det. Eller Far, som har lyst til at forstå lidt mere om, hvad det er, der foregår mellem din kone og din baby. Læs de tre sider, jeg har tilføjet under emnet “selvværd”. De står dér, fordi det er i den tidlige kontakt mellem barnet og dets primære omsorgspersoner, grundstenene til et sundt selvværd bliver lagt.

Den sarte symbiose 1/3: Hvorfor Mor ved bedst

Den sarte symbiose 2/3: Min Mor og jeg

Den sarte symbiose 3/3: Min datter og jeg

Categories: Anerkende sig selv, Angst, Depression, Fællesskab, Fertilitetsbehandling, Katastrofetanker, Kommunikation, Liv og død, Parforhold, Selvstændighed, symbiose, Tilknytning | Tags: , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Jeg er jo mig

For dem, der ikke har det eller har haft det, er lavt selvværd svært at forstå. De forveksler det med ydmyghed, som er vigtig i tilgangen til andre mennesker, og kan ikke se det store problem i det. Men har man lavt selvværd, betyder andres anerkendelse og accept af én ganske simpelt alt. Så snart, man vejrer, at der er nogen i ens omgangskreds, der ikke bryder sig 100 % om én, kommer man på overarbejde. Hvad skal der til, før de bryder sig om mig igen, spørger man sig selv.

Har man lavt selvværd, er man på et tidspunkt i sit liv – oftest i den primære familie – blevet underkendt på én eller anden måde, og på en måde hvor det havde betydning for, om man blev passet godt nok på eller ej. Var tendensen gennemgribende i familien, bliver spørgsmålet tilsvarende mere eksistentielt, da spædbarnet er afhængigt af forældrenes omsorg, opmærksomhed og interesse for at overleve.

En meget brugt overlevelsesstrategi i sådan en familie er facader. Facader og roller. Det gælder om at “holde facaden” udadtil, og være den, de andre ønsker sig, og spille den rolle, de andre har brug for, man spiller.

Forleden var jeg til en indvielse af en rideklub, min veninde er formand for. Stort arrangement, pengemænd og -kvinder involveret, pressedækning osv. Med i flokken var en fotograf, som jeg har kendt fra jeg var teenager og glad hestepige; dengang fik jeg lov at tage med ham til forskellige stævner og dyrskuer, når han skulle fotografere til Hippologisk Tidsskrift, i dag ejer han et stort mediehus. Men vores relation er den samme: kammerater. Hvis der er noget, der hedder det mere blandt voksne?

Da vi begge var yngre, var jeg mere smart-i-en-fart, og havde meget travlt med at gøre mig selv bemærket på den dér teenage-jeg-er-bare-så-lækker-og-lidt-fræk-nok-se-ikke-røre måden. Men indeni havde jeg det ikke godt; jeg var ensom og havde en del angst, uden at jeg dengang vidste, at det var det, der var i vejen. Selvværdet var helt i bund. Som 19-årig mødte jeg så min eksmand, og levede efterfølgende 19 år i et voldeligt forhold, uden at have kontakt til min kammerat (det måtte jeg ikke). Da jeg så forlod min eksmand for 7 år siden, genoptog jeg derfor kontakten til mange af mine venner fra før den tid, og fotografen her var altså én af dem. Men noget havde jo ligesom forandret sig, og det var ikke bare de ydre fysiske rammer for vores kammeratskab.

Ud over, at jeg selvfølgelig var blevet 20 år ældre, kunne jeg nu pludselig mærke, at han var betydningsfuld at kende. Alle i hesteverdenen vidste nu hvem han var, og jeg kunne mærke den gamle jagt på opmærksomhed røre på sig. Når jeg var ude til ridestævner som tilskuer eller medhjælper, kunne jeg mærke den gammelkendte hyperaktive teenager røre på sig, hende der anglede for andres opmærksomhed og anerkendelse. Og min krop vidste, at her flød opmærksomheden næsten af sig selv min vej.

Desværre fulgte alle de negative følelser, jeg jo også rummede dengang, med. Det var derfor på den ene side altid rart at sige hej til min kammerat, for han var jo stadig en rar og ret skæg mand at omgås, men på den anden side var det også ret stressende, fordi jeg ikke kunne finde min egen rolle i forhold til ham. Jeg var jo ikke mere den flirtende teenager, og havde ikke mere så stort behov for at blive lagt mærke til og anerkendt, og jeg forsøgte på én og samme tid at være den gamle smart-i-en-fart Ilse, og den nye Mor-og-psykoterapeut Ilse. Og de to roller var ikke rigtig kompatible.

Til indvielsen den anden dag, stod det så pludselig klart for mig, hvad der var på spil. Siden jeg havde set ham sidste gang var jeg blevet Mor, og for dem, der har prøvet det, ved de, at det forandrer éns tilgang til verden totalt. Man er Mor før man er noget som helst andet. Og som jeg stod dér i ridehallen med min baby på armen og min mand ved min side, kunne jeg slet ikke finde ud af at udfylde den rolle, jeg havde givet mig selv i forhold til min ven: Hende, der føler sig særlig og lidt ophøjet fordi han var kendt og havde penge nok; hende, der solede sig i hans venlighed og opmærksomhed. Jeg kunne kun mærke mine venskabelige følelser for ham, og de var til gengæld stærkere nu de ikke var blandet op med alt muligt andet. Og frem for alt mærkede jeg mig. At jeg hvilede i mig selv som jeg var nu, og bestemt ikke hvilede i at prøve at være den, jeg var engang.

Nå, men så var det vel så nemt? Jeg skulle jo bare være mig, ikke? Øh joh … det var jo rationelt set logisk nok, og jeg var da også blevet ret god til det, efter jeg havde forladt min eksmand. Men sådan et spøgelse fra fortiden lod sig ikke bare kyse væk uden videre … for hvad nu, hvis han ikke kunne lide mig mere?

Ja hvad så? Så ville vi vel ikke være kammerater mere…?

Og øh … hvad så? Ønskede jeg at være kammerat med én, der ikke kunne lide mig som jeg var?

Svaret er og har altid været “nej”. Men hvor jeg før i tiden ikke mente det andet end i teorien, er det nu også sådan i praksis. For der er da ingen grund til at samle på kammeratskaber, som i virkeligheden burde været imellem to andre. Jeg mener; hvad gjorde jeg selv, når folk omkring mig ændrede sig til noget, jeg ikke brød mig om? Blev jeg så ved med at bruge en masse tid på dem, i forsøget på at lave dem om, så de stadig passede til mig?

I gamle dage ja. I dag … not so much.

Som jeg stod dér i ridehallen stod det klart for mig, at hvor jeg godt vidste, at jeg tidligere havde været én stor facade udadtil (og angst og ulykkelig og ensom indadtil), så var jeg ikke så bevidst om, at jeg også havde givet mig selv forskellige roller i forhold til folk. Og det gik op for mig, at hvis jeg endelig ville gebærde mig i forhold til på forhånd definerede roller, lige dér den dag på rideskolen, ville jeg sørme få travlt: Fotografens ven, smart, flirtende, formandens veninde, måske kommende businesspartner for nogle af de fremmødte, psykoterapeut, Mor, min mands kone – for ikke at tale om de to børn fra mit tidligere arbejde, som var dukket op – skulle jeg så også være pædagog og påtage mig voksenrollen i forhold til dem?

Det hjælper nogle gange at holde et spejl op foran sig selv, og det gjorde jeg her. Alle disse roller, som jeg spillede eller havde spillet i forhold til alle disse mennesker – var nogen af dem egentlig mig … eller var de allesammen? Det sidste er nok det mest rigtige. Trods alle de roller, jeg spillede, viste spejlet jo kun én og samme person. Og det slog mig, at hvis der i hele denne flok af mennesker, jeg kendte, sad bare én, der havde det samme behov for at folk forbliver dem, de er, altid – så ville de da først få et problem med mig. For jeg var jo mig … og det var jeg jo også dengang jeg første gang mødte min fotografven. Og da jeg var pædagog. Og før jeg blev Mor. Og nu.

Når man møder gamle situationer med sit nye jeg, bliver man mere bevidst omkring hvad der var engang. Hvor er det dog dejligt at blive ældre. Jeg er jo Ilse.

Hvem er du?

 

Categories: Anerkende sig selv, Angst, Depression, Katastrofetanker, Kommunikation, Livskvalitet, Tilknytning, Uncategorized | Tags: , , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Den sære nedtur efter en optur…

I disse dage går jeg og er lidt underligt til mode. Ikke fordi det er regnvejr, for det holder jeg egentlig meget af, så længe det bare ikke er koldt samtidig. Heller ikke fordi jeg ikke har det godt – for det har jeg: Jeg har stort set alt det i mit liv, som jeg altid har ønsket mig: En kærlig mand, et barn, et stort netværk og en kærlig familie, som jeg ser flere gange om ugen. Jeg er – som I måske nok har regnet ud – pt. på barsel, og bruger næsten al min energi på den lille nye prut, vi har udvidet familien med.

Så – megen tid er der ikke til at blogge, og det er måske én af de ting, jeg savner lidt. Men det kommer nok tilbage; jeg håber, I hænger ved. De første 6 måneder var de hårdeste – nu kan vores datter næsten kravle, og spiser selv en lang række ting. Så hvorfor føler jeg mig underligt til mode?

For et par uger siden døde min eksmand; ham, jeg har omtalt her på siden som voldelig. Han havde kræft, og for et par uger siden fik jeg så pludselig et telefonopkald fra hans søster om, at han var sovet stille og roligt ind under en middagslur. Det var meget underligt. Pludselig var alt det, jeg havde gået og været bange for, væk. Pludselig kunne jeg ikke finde nogen rimelig grund til at gå og være bange for, at han skulle finde en måde at skade mig eller min datter på, utilregnelig som han var dengang vi var sammen. Fravær af ubehag, som man siger – og hvad stiller man op med det?

Min første reaktion var lettelse – så skam over lettelsen (det var trods alt et menneske, der var dødt) – og så lettelse igen. Dernæst medfølelse med de tilbageværende familiemedlemmer; især søsteren og onklen, som jeg altid brød mig godt om. Og som jeg jo altså heller ikke rigtig har set i de 7 år, der er gået, siden jeg forlod ham. Og som han jo aldrig har slået.

Og så kunne jeg mærke tomheden i mine overlevelsesstrategier; der var ikke længere brug for katastrofetanker, som ellers var noget af det, jeg selv led meget under tidligere. En lille rest havde fået lov at blive tilbage, fordi jeg var bange for min eksmands utilregnelighed, og derfor ikke havde valgt at konfrontere ham: Skulle han vise sig stadig at være farlig, var der nu andre end bare mig selv at tænke på – der var mit lille barn.

Helt efter bogen konstaterede jeg en usikkerhed, fordi en del af min overlevelsesstrategi blev arbejdsløs. En trang efter at finde nogle andre ting at være bange for, dukkede frem, og jeg blev mindet om hvor stærk vores overlevelsestrang er: Selv i denne situation, i mit nye liv omgivet af kærlige mennesker, og med mit allerstørste ønske opfyldt, mærkede jeg en uro og en anelse irritation over, at jeg helt reelt skulle vælge, om jeg ønskede at fortsætte med at have katastrofetanker eller ej. Det var irriterende, fordi jeg jo godt kendte svaret: Selvfølgelig ønskede jeg ikke det! Men det betød også, at jeg skulle udvikle mig – ændre mig. Til sådan én, der ikke hele tiden bekymrer sig om fremtiden, men er til stede i nuet og får det bedste ud af det – fuldt og helt. Ikke et eneste lillebitte “men” kunne jeg argumentere for, at der skulle være tilbage.

Det gik der et par dage med. At gå og minde mig selv om at grine af de katastrofetanker, der alligevel poppede op ind imellem – unødvendige bekymringer over vores datters udvikling, over lidt jordslåethed i barnevognen eller over det tykke lag af forskellige papirer, der tyngede mit skrivebord i knæ (og hvor det jo kun var det øverste lag, der var akut). Det lykkedes nu meget godt, syntes jeg – det her nye liv – og det sandsynligvis fordi jeg egentlig var rigtig godt i gang i forvejen.

Og så i går og i dag mærkede jeg, hvordan jeg bare havde brug for alenetid. At sidde og glo ind i iPad’en, skrive et blogindlæg (det gør jeg jo så nu, men der er mange andre, jeg også har lyst til at skrive), læse Samvirke eller Tænk i ét stræk fra ende til anden i stedet for i små bidder, når babyen sov, og der ikke lige var andet, jeg skulle tage mig af (og det er der altid; er der noget, man bliver god til som forældre, så er det at prioritere). Min nye livsstrategi fik mig til med lethed i går at vælge at besøge Svigerforældrene, der dikke-dikkede og underholdt min datter mens jeg fedede den på sofaen, og til i dag at vælge at få gjort gymnastik og skrevet dette blogindlæg mens barnet sov. Prioriteringer FOR MIG, som jeg ikke ville have været i stand til at gøre, dengang jeg satte alle andres behov foran mine egne.

Så hvor jeg lige efter meddelelsen om hans død følte mig som en korkprop, der har siddet fast på bunden af en sø og nu slap fri, var det pludselig som om noget bagefter trykkede den korkprop tilbage under vandet igen. En nedtrykthed, som jeg har lært at genkende som modstand mod at indtage nyt land og udvikle mig – ikke fordi jeg rationelt ikke gerne vil, men fordi det altid er forbundet med en form for sorg at sige farvel til en del af sig selv – uanset hvor skattet eller uskattet den del har været.

Som min mand siger – med et glimt i øjet: “Jeg hader ændringer – også til det bedre!”

Med de ord vil jeg sige tak fordi I læste med – det føles godt at tage sig af sig selv, og rent faktisk være i stand til at gøre det, uden at få dårlig samvittighed, eller føle mig som et dårligt menneske. Kommentér og spørg endelig, hvis I har noget på hjerte. Nu har jeg lettet mit.

Perspektiver

Categories: Anerkende sig selv, Depression, Fællesskab, Katastrofetanker, Liv og død, Livskvalitet, Parforhold, Tilknytning, Vold i parforholdet | Tags: , , , , , , , , , | 2 Comments

Fremme eller hæmme?

Arbejdet med skolereformen er et principvalg

Jeg ved ikke, hvor mange jeg allerede har set skrive, at nu starter det andet skoleår med den nye reform. Alligevel skriver jeg det også, for nu har skolerne prøvet reformen et helt år. Ganske vist blev de kastet lidt hovedkulds ud i det, men det er et år siden, så nu skulle det gerne køre … eller hvad?

En ting vores tids tendens til individfokus måske har glemt lidt er, at intet kører af sig selv. I mine yngre dage som pædagogikstuderende på Københavns Universitet, havde jeg en seddel hængende på min opslagstavle:

 

Teori er, når intet fungerer, og alle ved hvorfor

Praksis er, når alt fungerer, men ingen ved hvorfor

I dette lokale er teori og praksis forenet:

Intet fungerer, og ingen ved hvorfor.

 

Jeg elskede den! For den talte mere end noget andet om forholdet mellem teori og praksis. Det ene er intet uden det andet, og de er gensidigt afhængige. På uni favoriserer man teorien – på seminarierne (og dermed skolerne) favoriserer man praksis – og intet af det er i princippet forkert! Men der skal være en forbindelse, en evig penduleren frem og tilbage. Ellers går det ikke.

For at komplicere det yderligere, er der en dimension mere, der påvirker skolereformen: Villigheden til at arbejde for sagen. Og her deler vandene ellers, skal jeg love for. Som jeg har beskrevet i andre blogindlæg har jeg stor forståelse for det personale, der har svært ved at vænne sig til at arbejde på en ny måde, og også på en meget anderledes måde end det, de oprindeligt uddannede sig til. For dem må det føles lidt som et jordskred, som om deres eksistensgrundlag hives væk under fødderne på dem. Men det kan ikke nytte noget kun at dvæle ved dét perspektiv – individperspektivet.

Nogen trænger til en rusketur

Når så den forholdsvis nye formand for Danske Skoleelever Silke Fogelberg i en artikel i Information (læs den HER) i fredags fortæller, at hun først og fremmest bliver mødt af skuffede elever, der havde troet, de skulle til at opleve en ny måde at gå i skole på, så får jeg lyst til at give mine kolleger (lærere og pædagoger) en god rusketur.

Hvorfor er det nu, vi er her? Hvad er det nu vores job er? Og hvad var det egentlig, vi lærte om på seminarierne i sin tid? Var det individualismen, der allerede dengang var så fremherskende, at vi først og fremmest blev pædagoger og lærere for at få et job vi selv syntes, gav mening? Eller ville vi egentlig også gerne være med til at gøre noget for samfundet og de kommende samfundsborgere?

Nu hvor reformen (stadig) er en realitet, er det vores pligt at få det bedste ud af den. Ikke, som Information citerer Silke Fogelberg for, i egen vrede over at være blevet røvrendt af politikerne, bare sætte os ned og sige, at fra nu af kommer vi uforberedte på arbejde. Fordi der ikke er tid nok.

Der er ikke tid nok. Det har der aldrig været – det er ikke noget nyt. Vi havde bare vænnet os til den gamle måde ikke at have tid nok på. Den måde, vores samfund er skruet sammen på, resulterer i konstante sving mellem teori og praksis; mellem ideologierne og den reelt mulige udformning af dem. Vores opgave er at få det bedst mulige ud af det. Ikke det perfekte. Vores kræfter har aldrig slået til, hvis vi troede, vi skulle ud og gøre alt det, der stod i alle bøgerne, og det gør de selvfølgelig heller ikke nu. Men politikerne er nødt til at sætte barren højt, for at få alle til at trække det bedste, de kan.

Og hvad var det så, vi lærte på seminariet? Lærte I andre ikke også om fællesskabets betydning, om gruppedynamik og fælles tredje … eller var det kun mig? Om hvordan man som pædagogisk ansat bruger sig selv som instrument og indgår som  guide i det fællesskab, man gerne vil skabe?

Implementering tager tid

Det har aldrig været nogen hemmelighed, at man ikke implementerer teori i praksis på et øjeblik. Faktisk tager det cirka 10 år før forskningsresultaterne for alvor slår igennem i daginstitutioner og skoler. Det er samtidig cirka den tid, det tager for det demokratiske danmark at lade politikerne arbejde hen imod enten øget individualisering eller øget fællesskab: Bedst som praktikerne har implementeret ideen med fællesskabet, skal de til at arbejde på at passe den praksis ind i en voksende ideologi om vigtigheden af det enkelte individs udvikling. Når det så er ved at være på plads, går retningen den modsatte vej.

Men sådan er det. Lev med det, som man siger, og nu siger jeg det lige igen: LEV med det. Bidrag til fællesskabet på den måde, du formår bedst, og skab den rarest mulige dag for de elever, der ligesom dig ikke er blevet spurgt om du syntes reformen var en god idé. GØR den til en god idé – magten ligger rent faktisk hos dig. Du kan fremme eller du kan hæmme – valget er dit, og dit valg påvirker alle dem, du er guide for. Og hvad er de bedst tjent med, tror du?

Prøv det nu bare

I skolereformens første år arbejdede jeg selv i en SFO II, og mit arbejde i skoletiden handlede mest om trivsel og en smule om den nye måde at undervise på. Skoledagen som en motiverende helhed tiltalte mig, så for at prøve det, tilrettelagde jeg et forløb på 8 lektioner i Natur og Teknik efter den nye model, med klassens lærer på sidelinjen. Og jo, det kan godt lade sig gøre. Faktisk var det ikke engang svært (og det er ellers 10 år siden, jeg blev uddannet). Klassen fik både løst opgaver selv, rørt sig, trænet deres sociale evner, tænkt ud af boksen og holdt brainbreaks – ud over at komme godt rundt i det faglige stof, som læreren også var en garant for blev formidlet tilstrækkeligt til at alle fik udbytte af det. Eleverne valgte selv deres fremlægningsform, og her kom læreren selvfølgelig på arbejde både som guide og som kompensator for deres uudviklede formidlingsevner, men noget skulle han jo lave.

Og vi samarbejdede ikke engang med andre fag på tværs, som reformen ellers lægger op til. På skolen var der ikke overskud i lærerstaben til at tage den model ind også det år. Det bliver der forhåbentligt i dette skoleår.

Så kære nogle-af-mine-kolleger: Hvad laver I så med armene over kors ovre i hjørnet? Kan I så få lettet måsen fra stolen, trække vejret og se om I ikke kan gøre en lille forskel i en positive retning, i retning af jeres ideologi og teori! Kæmp for jeres rettigheder til at have en tålelig arbejdsplads, men lad være med at gå helt i baglås, for det gavner hverken jeres arbejdsdag eller børnenes fremtid.

Og hvem er det nu, der skal køre samfundet, når du er gået på pension?

Categories: Anerkende sig selv, Arbejdsliv, Fællesskab, Katastrofetanker, Kommunikation, Ledelse, Livskvalitet, Skolereform | Tags: , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Kan man bestemme sig for at få et barn?

Min egen beretning om det at være barnløs kontra få et barn er lang. Meget længere end jeg har skrevet her. Men det er også en historie, der skal ud, for jeg besluttede mig for 5 år siden for at bryde tabuet omkring det. Det er det, dette indlæg handler om, så læs med, hvis du er interesseret, eller spring det over, hvis du ikke er. Jeg har også lavet en række mere faktuelle sider om emnet under afsnittet om tab og traume, så er du selv processen igennem eller kender du nogen, der er, kan du læse med her: Vi er alle barnløse, til vi har fået det første barn.

Vi kan ikke bestemme, hvornår døden indtræffer – det ved vi godt. Men som de færreste måske tænker over, kan vi heller ikke bestemme, hvornår livet skal opstå. Det måtte jeg og min mand sande, da jeg første gang lå på scanningsbriksen til det, vi troede var vores første 12. ugers scanning, og sygeplejersken ganske enkelt ikke kunne finde nogen baby. Lige meget hvor meget, hun ledte. En velfungerende moderkage, der opretholdt kroppens tro på, at den var gravid, og en lille ubestemmelig klat, der nok engang havde været et foster på et meget tidligt stadie.

Men sande det ville vi ikke. For os var det et chok – ingen havde forberedt os på muligheden af, at det kunne gå galt, så det tænkte vi ikke, det kunne. Vi mødte op på hospitalet med skrækblandet fryd over at skulle se vores barn for første gang. Først bagefter erfarede vi, at det er mellem hver 4. og hver 5. graviditet, der går til grunde i det første trimester. Og først bagefter opdagede vi, at der var 11 – elleve – par i vores nærmeste omgangskreds, der havde prøvet det samme.

Allerede dengang besluttede jeg mig for at bryde det tabu, for hvor ville jeg dog gerne have været forberedt. Jeg fik en medicinsk abort, men eftersom jeg ikke blev fulgt ordentligt eller scannet umiddelbart efter, gik der 3 måneder, før den sidste rest af moderkagen endelige gav slip og kom ud. Det var et meget kaotisk forløb, og jeg vandrede rundt i en mærkelig krisetilstand i lang tid, fordi mit HCG-niveau faldt så uendeligt langsomt, og min krop fysisk derfor ikke ville give slip på at føle sig gravid. Sammen med alle mine traumer efter mit tidligere ægteskab, som jeg arbejdede på at slippe af med, tågede jeg rundt i ingenmandsland og kunne hverken erkende tabet eller lade være.

Jeg havde været gravid to gange før, med min eksmand. Men ingen af dem havde været ønskebørn – den første sneg sig forbi en spiral, der var gledet lidt ned, og den anden forbi en p-pille, der blev udsat 12 timer. Jeg havde derfor ingen grund til at tro, at jeg ville få svært ved at få børn. Men det skulle det vise sig at være.

Filimus

Der gik vist ikke engang et halvt år, så blev jeg gravid igen. Lykke! Og denne gang så det ud til at blive hængende. Min læge fulgte mit HCG-niveau, der steg som det skulle, og vi gik spændte men dog nervøse til nakkefoldsscanningen. Stor var vores lettelse, da der tonede et minimenneske frem på skærmen, men sygeplejersken delte ikke vores lettelse, og ville hente en læge. Det viste sig, at fosteret havde væske i hele kroppen og så svær grad af Downs Syndrom, at det sandsynligvis ikke ville overleve graviditeten ud. Valget var barskt, om end det ikke var så svært. Men der blev tænkt nogle tanker. Grundet fosterets alder var kun medicinsk abort mulig, og jeg ”fødte” selv vores lille søn, godt bedøvet af en rygmarvsbedøvelse – men kun i kroppen. Mit hjerte græd af sorg over den sværeste beslutning, jeg nogensinde havde truffet: Med vilje at påføre mig selv endnu et tab (trods min lange historie med og angst for samme), fordi det var det eneste barmhjertige at gøre: Selv om vores lille dreng ville overleve mod alle odds, ville ingen af os få det, vi mente var et godt liv efterfølgende.

At prøve at tvinge naturen

Det var en hård tid, der fulgte. Jeg blev ikke hurtigt gravid igen, faktisk slet ikke, og uret tikkede. Jeg ville fylde 40 den kommende sommer, og vores største ønske var at blive forældre. Vi besluttede os derfor, for at gå i fertilitetsbehandling.

Det blev til 7 forsøg i alt – først 3 med inseminering, dernæst 4 med ægudtagning, og oplæg af befrugtede æg. Alle uden graviditet til følge. Min krop vred sig i hormonskævheder, og i hele dette år befandt jeg mig på skift på fortvivlelsens rand over, at det ikke ville lykkes, og i håbets tro på, at næste gang, så var den der. Håbet var nødvendigt for at fortsætte, for det var utroligt hårdt for både mig og min mand. Alt imens kløede lægerne sig spekulativt i nakken, og kaldte os ”uforklarligt barnløse”. Hvilket i bund og grund jo egentlig bare betød, at de ikke vidste nok om, hvad der kunne forårsage infertilitet, og at de ikke havde kontrol over forløbet.

Jeg fyldte 41, og vi var begge enige om, at det var omsonst at begynde at bruge mange penge på noget, der ikke så ud til at lykkes. Men jeg ville være Mor, og jeg begyndte at orientere mig mod muligheden for at blive godkendt som adoptivforældre – i starten med en lettere modvillig mand, der kæmpede med sit urinstinkt om at videregive sine egne gener, eller ganske enkelt bruge krudtet på noget andet. Vi var igennem alle aspekter og forbudte tanker omkring forældreskab og parforhold, men heldigvis kunne vi tale åbent om dem alle sammen, og de forblev derfor tanker, og vi valgte aktivt at holde sammen.

Ønsket om en lille brun baby

Til sidst overgav min mand sig, for han elskede jo børn, og indpakningen var jo i grunden ligegyldig, som han udtrykte det. Men det var heller ikke let at blive godkendt som adoptivforældre, grundet min bagage med angst, depression og PTSD – hvilket jo i og for sig er fornuftigt nok, men det var hårdt for os, når vi nu vidste, at vi ville blive verdens bedste forældre. Vi følte, vi havde de bedste forudsætninger for at forstå de problematikker, der omgav sådan en lille størrelse, der kom skævt ind i verden, kun for at blive revet op med rode og omplantet indtil flere gange. Jeg måtte igennem en stor personlighedstest hos en psykiater og terapeut, og 5 samtaler med en psykolog, der skulle garantere, at jeg kunne finde ud af at være Mor uden at videregive mine egne traumer. Jeg fik papir på, at jeg var normal, og vi blev godkendt og kom på venteliste.

Mens vi ventede – og vi ventede i modvind, da det var lige omkring det tidspunkt, AC Børnehjælp havde kludder i deres regnskaber – blev jeg pludselig gravid igen. Vi tav stille overfor Statsforvaltningen, da vi ikke rigtigt troede på, at det ville lykkes denne gang, og ikke ønskede at få vores sag sat i bero. Mit psykiske forsøg på sådan nærmest ikke at føle mig gravid blev i dén grad forpurret af en graviditetskvalme så graverende, at jeg meget modstræbende måtte opgive at gå på arbejde, og lægge mig hjemme på sofaen. Jeg kunne godt have fået en scanning i uge 8, men ville ikke, fordi jeg arbejdede med at få vendt katastrofetankerne, som fyldte mit hoved selv om jeg ikke kunne røre mig for kvalme. Godt tegn, sagde alle, og vi ville så gerne tro på det, men så jævnligt hinanden i øjnene og sagde: ”Lad os nu se…”. I uge 9 forsvandt kvalmen næsten fra den ene dag til den anden, og nu måtte jeg pludselig have omgående vished. Ugen efter købte vi en scanning selv, og sygeplejersken lyttede til mine symptomer og sagde, at det lød jo helt normalt denne gang. Forventningsfuld lagde jeg mig på briksen, men indså hurtigt, at fosteret på skærmen var alt for lille. Det var dødt i uge 8. Jeg gik i øjeblikkelig og uafvendelig krise, og min vejleder på psykoterapeutstudiet beordrede mig 10 dages zombietilværelse. Det er det bedste råd, jeg nogensinde har fået.

I de 10 dage ravede jeg rundt og lavede ingenting. Flyttede min krop mellem sengen, sofaen, toilettet og køkkenet, og gik måske i bad en enkelt gang eller sådan noget. På 8. dagen på vej ned af vores trappe, kan jeg huske, jeg tænkte: ”Hvordan var det egentlig før jeg blev gravid?”, og på 9. dagen kom jeg i tanke om, at vi jo stadig skulle adoptere. Da jeg først var kommet frem til den erkendelse, hvilket min mand gjorde meget før mig, var det ikke helt så hårdt som de andre gange. Det sværeste for mig var at finde ud af hvem i vores netværk, jeg kunne udholde at være sammen med, for de måtte nødvendigvis dele mit behov for at give hurtigt slip på denne her baby, og igen koncentrere mig om at forberede det lille barn, vi skulle adoptere på et tidspunkt. Vi havde besluttet at skifte til DanAdopt, og da de ikke formidlede børn fra Taiwan, som vi ellers havde valgt i AC, skiftede vi til Sydafrika, og forestillingerne begyndte nu at cirkle om en lille brun baby i stedet for én med skæve øjne. Men egentlig var det lige meget. Vi skulle være forældre uanset vores uheld med de biologiske forsøg, og det var hovedsagen.

Om at give slip

Ventelisten rykkede hurtigere, end vi havde forventet, og vores sag nærmede sig udsendelse til Sydafrika. Selv om de sjældent vælger de sidst ankomne, vælger de ikke efter anciennitet i Sydafrika, når sagen først er sendt til landet, så vi fik pludselig meget travlt med en lang række forberedelser af både papirer og hjem. Jeg trivedes ikke længere på min arbejdsplads, hvor jeg arbejdede som pædagog på en skole. Min nærmeste leder, som jeg havde sparret meget med, var gået ned med stress, og der var et meget dårligt psykisk arbejdsmiljø. Samtidig havde jeg brug for at blive brugt – nu havde jeg tre uddannelser i bagagen, og var begyndt at kede mig lidt for meget. Min overordnede leder afviste at bruge det, jeg kunne, selv om jeg nok selv mente, at skolen havde brug for det, og således ”forbigået” var det meget stressende for mig at gå på arbejde.

I juleferien besluttede jeg mig derfor for at skifte job. Grundet adoptionsprocessen kunne jeg ikke forlade mig udelukkende på min gestaltterapeutiske praksis, da den ikke var fast etableret endnu, og derfor ikke et gyldigt indkomstgrundlag for en ny familie i Statsforvaltningens øjne. Jeg måtte derfor blive i Aalborg Kommune, og sendte i første omgang mails rundt til skolerne nordenfjords, og spurgte om de havde brug for en dygtig trivselsperson. En leder svarede positivt tilbage, og jeg lagde an til at skifte job.

Min søster er uddannet naturopath i biologisk medicin, og har stor forstand på hormoner og fertilitet. I hendes viden fandt jeg en rimelig forklaring på, at vi tilsyneladende ikke kunne hverken producere sunde fostre eller få dem til at sætte sig fast, og på mine stadig større udsvingende menstruationer, som indikerede at jeg var på vej i tidlig overgangsalder. 15 år på p-piller og 1 år i fertilitetsbehandling havde slidt på mit hormonsystem, og en blodprøve, hun foranstaltede, indikerede, at der ikke var mange æg tilbage.

”Du har godt nok svært ved at give slip, hva’!” Sagde min mand til mig, en dag jeg sad ved min søsters spisebord og med hendes hjælp forsøgte at begribe blodprøvesvarendes afspejling i den virkelige verden. Jeg så op fra papirerne og trak vejret: ”Ja,” sagde jeg, og skubbede dem væk: Jeg kunne tage nok så mange tests – babyen udeblev jo alligevel.

Hvad jeg ikke vidste på daværende tidspunkt var, at jeg allerede var gravid igen.

Når man ikke ved hvor vejen ender

Og her sidder jeg så, i skrivende stund i 23. uge, med en stadig voksende mave, og en sund og livlig pige derinde. Jeg nåede at være på mit nye arbejde i 3 dage, og i den efterfølgende vinterferie blev jeg syg. Sådan rigtig influenzaramt, med snot, hoste, feber og hele pivtøjet. Kvalme tilmed. Voldsom, graverende kvalme. Hård mave. Om fredagen gik jeg til lægen for at få noget mod den hårde mave, da jeg var sikker på, det var den, der gav mig kvalme. Det var det så ikke.

Mandag ringede jeg grædende til min nye leder, flov over ikke at magte at udføre den opgave, jeg var blevet ansat til, og ked af at skuffe det menneske, der havde givet mig muligheden for at komme væk fra den gamle arbejdsplads. Men lederen lo varmt af den forvirrede hormonella, han havde i røret, sagde kærligt tillykke, og så var det jo sådan, det var. Han håbede det bedste for os, og sagde, at nu skulle jeg lige tage mig af mig selv først og fremmest. Da jeg talte med ham en måneds tid senere, havde han forresten fastansat mig; og jeg græd af glæde over så megen imødekommenhed og respekt, oveni hans interesse for den trivselsperson, jeg kunne blive på hans skole bagefter.

Jeg har ikke været på arbejde siden, og kommer det heller ikke. Jeg har kastet op 4 måneder i streg (hvorfor der også har været lidt stille på bloggen her), og – som min mand har beskrevet det – siddet i sofaen, jamret og krammet skraldespanden. Ikke engang vand ville blive nede, og alting handlede for mig om at finde noget, jeg kunne spise og drikke, og ellers få tiden til at gå.

Tiden ja. Spændte som vi naturligvis var, formåede vi begge denne gang at rumme, at vi ikke anede, hvor det endte; om det ville lykkes med dette foster eller ej. Den ene scanning efter den anden viste et sundt og livligt barn, der voksede som det skulle – nakkefolden var lille, organerne, tæer og fingre intakte, og en blodprøve af barnets DNA i mit blod blev sågar sendt til USA med flyver i en lille foliepakke og analyseret, så de kunne se om der var kromosomfejl eller sandsynlighed for andre misdannelser. Alle forstod vores bekymringer, alle omkring os holdt vejret, græd, grinede eller nikkede indforstået alt efter hvem af os de talte med hvornår. For følelserne svingede naturligvis rundt, og kunne hverken bestemme sig for at være bange, eller for at glæde sig.

Lægen ringede med ”et helt normalt prøvesvar” til mig en dag, og for resten var det en pige. Det sidste vidste jeg nu godt, det havde jeg følt det var næsten fra da jeg blev klar over, at jeg var gravid, men nu troede de andre også på det.

Efter det, kørte jeg ”af i rundkørslen”, og turde godt glæde mig, og for første gang siden den første graviditet, gik vi igen til en scanning opfyldt af forventningens glæde. Og den har vi endnu. Vi glæder os, til hun kommer ud, og ja – tusind ting kan stadig gå galt. Det kan også gå galt på vej ud, eller når hun er kommet ud – når hun begynder at gå, eller selv skal til at cykle i skole. Livet ender jo med, at vi alle sammen dør. Og vi kan jo ikke selv bestemme, hvornår det skal være.

Categories: Abort, Anerkende sig selv, Angst, Barnløshed, Depression, Fællesskab, Fertilitetsbehandling, Katastrofetanker, Liv og død, Livskvalitet, Parforhold | Tags: , , , , , , , , , , , , | 3 Comments

Hvorfor vælger dine medarbejdere et liv i opposition?

Kære leder.

Du kender dem godt – medarbejderne, der altid skal protestere. Ligegyldigt hvad du finder på af tiltag, protesterer de. Selv hvis du gør noget af det, de selv har bedt om, hører du – nogle gange ad omveje, andre gange direkte – den mistroiske kommentar: “Ja, det lyder godt. Hvis det så bare bliver sådan, at …” … underforstået “for ellers vil vi ikke være med til det”.

Det at blive mistroet på sine intentioner er noget af det sværeste at tackle, uanset om man er leder eller ej, med mindre man hviler virkelig godt i sig selv. Og måske især når man er leder, føler man sig ekstra forpligtet til at gøre en indsats for at nå de mennesker, om ikke for andet, så fordi det er sundt for en organisation at rumme mange forskellige slags medarbejdere.

Men hvem ejer problemet? Og hvor er faldgruberne?

Hvorfor gør de det?

Som jeg skrev foroven, kan det være voldsomt provokerende at blive mistroet på sine gode intentioner. Alt afhængigt af om man er fortrinsvis udadreagerende eller indadreagerende, er det fristende enten at skyde ansvaret tilbage på den mistroiske medarbejder, eller blive ramt, og starte en selvransagelse for at finde ud af, hvad man gør forkert. Altså enten kaster du kritikken tilbage, eller også bliver du selvkritisk.

Den individorienterede måde at forstå det på

Her har vi fokus på din (såvel som medarbejderens) grundlæggende indstilling til samværet med andre mennesker. Din forhåndsindstilling til andre mennesker stammer fra din egen opvækst og dit eget personlige liv, og afhænger af hvilke erfaringer, du har gjort dig med hvor vidt eller hvordan andre er til at stole på. Hvis du i din primære familie altid endte med at få skylden for et evt. problem, kan du f.eks. have udviklet én af to strategier:

  • Hver gang, du møder kritik, eller andre påpeger, at noget er dit ansvar, kommer du i kampberedskab og er klar til at afvise det, så du ikke (endnu engang) ender med en følelse af at være uduelig, fordi det tydeligvis er dig, der skal løse problemet, og du ikke i din vildeste fantasi kan forestille dig, hvordan du skal bære dig ad.
  • Eller også resignerer du, når det lykkes nogen at sige, at det er på grund af dig eller noget du gør, at de ikke trives. Følelsen er alt for velkendt, og ansvaret meget tungt at bære, men det er åbenbart sådan, det er. Skyld og skam tårner sig op og gør dig tung om hjertet, og du kæmper indædt videre for at finde ud af, hvad det er dog er, du skal gøre anderledes, for at andre bliver tilfredse med dig.

Eller naturligvis alting midt imellem; her forsøger jeg blot at stille nogle prototyper op. Det afgørende for at du kommer videre er, at du erkender, hvordan du har det med situationer, der ligner den, du står i lige nu, og især hvor du har den følelse fra. Det sidste er den gestaltterapeutiske del af det, og det kan godt være lidt af et gravearbejde at finde frem til. Ikke desto mindre er det dine hidtidige erfaringer, der afgør, hvordan du handler også i ledelsessammenhænge, og de er derfor vigtige at få kortlagt, sådan at du er i stand til at træffe nogle bevidste valg om hvordan du vil løse problemet med de utilfredse medarbejdere.

Det er de samme principper, der gælder for de utilfredse medarbejdere; deres grunde er vidt forskellige, men fælles for dem er, at de også stammer fra deres personlige udvikling. Eksempelvis:

  • De føler sig grundlæggende som ofre, og forsøger hele tiden at finde en løsning på dette, ved at protestere mod alt, der kommer fra autoriteterne (hvilket er dig i denne sammenhæng) – deres kamp handler om at finde en vej ud af offerrollen.
  • Hvis de er den utilfredse type, der altid brokker sig, men aldrig gør noget ved problemerne selv, kan det være fordi de ganske vist ikke befinder sig godt i offerrollen, men på den anden side ikke har det mod, der skal til, for at konfrontere følelsen, og derfor passer det dem egentlig meget godt at medvirke til et arbejdsmiljø, hvor det meget “tydeligt” hele tiden er dem, det går ud over. Det er et ubehageligt sted at være, men det er velkendt, og giver på den lidt skæve måde en følelse af tryghed.
  • I deres opvækst har de været “familiens sorte får”, og de er derfor bange for også at føle sig udenfor i arbejdsfællesskabet. Det er derfor vigtigt for dem at lave alliancer med de andre medarbejdere, og gerne mod dig, for at føle sig på sikker grund.
  • En afart af dette kan også være, at de gennem deres opvækst har skullet parere mange urimelige ordrer, og dette har medført så megen smerte, at de kæmper med næb og kløer for at holde sig fri af krav oppefra. Så snart du derfor åbner munden, er de på vagt overfor, om det, du siger, nu kan tolkes som om, at det er dem, der “skal” noget. Og eftersom det er dig, der er lederen, er der ganske stor sandsynlighed for, at dette er tilfældet.

Det er en personlig problematik. Hvilket de færreste som sagt er klare over, eller tager konsekvensen af.

Den systemorienterede måde at forstå det på

Nu sagde jeg godt nok, at årsagen først og fremmest skal findes i den enkeltes personlige proces. Men der er også en systemisk proces, du er nødt til at have for øje. For ud over den enkeltes personlige årsag til at vælge sig en bestemt position, udgør den samlede personalegruppe også en helhed, hvor individerne påtager sig forskellige roller. Ligesom du selv gør. Det er vigtigt, at du i forståelsen af den enkelte samtidig holder dig overblikket over det samlede system for øje, alene fordi du dermed lettere kan samarbejde med processen i stedet for at modarbejde den. Er du ude i at prøve at lave folk om, kan du lige så godt finde en grund til at få dem fyret med det samme, for det kommer ikke til at ske. Hverken med pisk eller gulerod; de ændrer sig kun, hvis de selv har interesse i det.

Det kan de så have, hvis de ikke trives på deres arbejdsplads – og gør de ikke det, er der straks åbenbaret en potentiel udvikling for dig og din organisation/personalegruppe. Kriser og “bøvl” er derfor bestemt ikke noget, du skal tage afstand fra, men i stedet lære at elske, om end det kan være udfordrende konstant at befinde sig med røven i klaskehøjde. Men har du det ikke okay med det, skal du ikke være leder.

Prøv at se din personalegruppe som et system. Hvilken rolle udfylder den altid mistroiske medarbejder? Hvilken funktion har hun? Hvilken fordel er der for gruppen som helhed, at hun altid er skeptisk? Kan det tænkes, at hun giver dig muligheden for at blive mere tydelig? For ikke at gå på kompromis, eller måske netop øve dig i at gøre det? Hvilke udfordringer giver det dig som leder, både personlige og organisatoriske?

Alt afhængig af hvor meget af din egen rolle, du er bevidst om, kan det være godt at få nogen til at se på organisationen/din personalegruppe udefra – og det kan være en rigtig god idé at modtage løbende supervision. Men bild dig ikke ind, at alverdens eksperter kan løse din arbejdsplads’ problemer for dig. Det er der kun dig til – i samarbejde med dine medarbejdere.

Hvad kan du gøre?

Nu kan du ikke – og skal heller ikke – sætte alle dine medarbejdere i terapi, for det fantastiske ved at lede en gruppe er dels, at der også er det systemtiske aspekt at tage hensyn til, og at det hverken er dit ansvar eller din opgave at sørge for, at de medarbejdere bliver klar over deres egen udviklingshistorie. Derimod skal du undersøge dine egne reaktionsmønstre, så du kan handle relevant på deres (og det kan såmænd være et stort nok arbejde i sig selv).

Balance er kodeordet her, som så mange andre steder. Du skal finde dit eget punkt på følgende skalaer:

  • Ønsket om at gøre alle tilfredse kontra trangen til at ignorere deres ønsker og problemer.
  • At strække dig for langt for at få systemet til at passe til dem – kontra udelukkende at kræve, at de hver især tilpasser sig systemet.
  • Søge at gøre alle i organisationen lige (det er I ikke!) – kontra at etablere dem-og-os polariseringer.

Alle yderpoler er lige dårlige, for selv om I ikke er lige, skulle I gerne være ligeværdige, og alle have krav på respekt og anerkendelse. Selv om det således kan være fristende – også for dig – at lave alliancer med nogle medarbejdere frem for andre, på tværs af det system, der i forvejen er lagt i organisationen, er det en faldgrube af værste skuffe: Din måde at favorisere f.eks. én medarbejder på, eller betro dig til vedkommende men ikke til hendes ligemænd, vil forplante sig som måden-at-gøre-det-på ned igennem din organisation. Og dermed smuldrer hele samarbejdsgrundlaget for én fælles organisation, der trækker på samme hammel og har et fælles mål.

Altså skal du sparre med folk på eller over dit eget niveau, og/eller ansætte én til at have rollen som den, der ser organisationen udefra – en slags støttepædagog om du vil, mere populært kaldet en trivselsperson. Alle skoler i Aalborg Kommune skal eksempelvis have mindst én sådan, men det er alt for få ledere, der i min optik giver dem opgaver i alle organisationens niveauer. Ofte er det “kun” børnenes problematikker, de er ansat til at tage sig af, og dermed har man bedt dem gøre netop det, jeg fraråder i dette blogindlæg: Begrænse sig til individniveauet.

Og hvad så, hvis børnenes manglende trivsel skyldes, at de voksne omkring dem heller ikke trives?

Moderne ledelse er en kompleks størrelse, og med indføringen af Leadership Pipeline mange steder, blandt andet i Aalborg Kommunes Skolevæsen, bliver det mere end vigtigt, at du som leder er i stand til at bevare overblikket, og i stand til at uddelegere ansvar til andre. Kan du ikke det, brænder du sammen i et krampagtigt forsøg på at være den alfaderlige figur, gammeldags ledere forventedes at være.

Det er ikke det, der er behov for nu.

 

Categories: Anerkende sig selv, Arbejdsliv, Fællesskab, Kommunikation, Ledelse, Livskvalitet, Skolereform, Tilknytning | Tags: , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Når nu ens overlevelsesstrategi er at ligne én, der har styr på det…

…hvordan overbeviser man så andre om, at man har brug for deres hjælp?

I mange år brugte jeg facader til at dække over mit kaotiske indre – så mange år, at det blev en fast indgroet del af mig aldrig at vise nogen helt, hvordan mine følelser var. Jeg havde nemlig så lavt selvværd, at jeg var overbevist om, at fik nogen mit indre kaos at se, ville de vende sig om og gå.

Jo værre, jeg havde det, des mere smilende og overskudsagtig sørgede jeg derfor for at se ud.

Her 6 år efter jeg forlod det liv, hvor der var brug for den strategi, har jeg i stedet fundet en god måde at være sårbar og stærk i livet på samme tid, og nyder det drive, jeg får af det: Alle de aspekter af livet, som jeg mærker, og som andre mindre følsomme mennesker går glip af.

Men når jeg bliver presset, går jeg som alle mennesker et skridt tilbage i den personlige udvikling, og finder derfor mig selv bruge den gamle overlevelsesstrategi igen og igen. Og har man så som jeg pt. en læge med et mekanisk menneskesyn, der fokuserer på de fysiske symptomer, er det ikke nogen god idé at komme ind og ligne en million. Men når det nu er det, jeg gør, når jeg har allermest brug for hjælp? Hvad gør jeg så? Hvad kan andre gøre?

Ud over at arbejde videre med den personlige udvikling, så støtte fra lægen bliver et mindre og mindre behov, er der ikke så meget andet at gøre end at skifte læge. Skifte til én, der forstår det sprog, man snakker, når man beskriver, hvordan man er indrettet, og som gerne vil støtte én på de præmisser, man selv har behov for. Fordi man har lært hvad der er brug for, og fordi lægen ved, at når man kommer til ham, er det fordi han sidder med adgangen til de tilbud, samfundet har til borgere med behov for ekstra støtte. At man netop kun kommer, fordi man ikke helt selv kan sørge for det, der er brug for.

I mit tilfælde er det min følsomhed, der resulterer i stress over ting, som andre ville kalde bagateller. For det er det for dem. Men når jeg så ikke bare ligner én, der er væltet i grøften, er det fordi en stor del af mit liv er gået med at være bange for at blive kaldt forkælet, fordi jeg ind imellem havde behov for at blive vist særlige hensyn. Den angst gjorde, at jeg havde en fantastisk evne til konstant at bagatellisere mine egne behov, hvis jeg overhovedet nævnte dem, og i stedet forsøge at lade være med at mærke dem ved at tage mig af alle andres behov før mine egne. Derfor har jeg brug for en læge, der forstår min følsomhed, selv om hun ikke kan se den, og som støtter mig i at forstærke de små pip om egne behov, som jeg trods alt kommer med nu, også selv om jeg er presset.

Har jeg ikke sådan en læge, går jeg til en samtale og ligner en million, der beder om særlige hensyn. Og resultatet må jo så nødvendigvis være, at den uforstående læge tænker, at overskud har jeg da masser af, og derfor konkluderer det sidste, jeg har brug for: At jeg er forkælet og sådan set bare skal have et skub ud i det, jeg tror, jeg ikke kan, og så opdager jeg glad, at jeg alligevel kunne.

Derfor siger jeg til folk i en lignende situation: Skift læge! Jeg havde engang en læge, som ganske vist undrede sig meget, den dag jeg kom og brød sammen foran hende, men som gav sig til at lytte til hvad jeg fortalte, og tog udgangspunkt i den, jeg var, og i hvad jeg sagde, jeg havde behov for. Hun reddede mit liv dengang, og fik mig ud af depression, angst og PTSD i samarbejde med en dygtig psykiater (og i samarbejde med mig selv, naturligvis), og jeg har de to mennesker at takke for, at jeg i dag sidder og kan skrive dette blogindlæg til jer.

Derfor: Skift læge! Og blive ved til du finder én, der forstår dig. Det er ikke dig, der er noget galt med.

Categories: Anerkende sig selv, Angst, Arbejdsliv, Depression, Katastrofetanker, Kommunikation, Liv og død, Livskvalitet | Tags: , , , , , , , , , , | 5 Comments

Behandlerjunglen – og om at finde vej i den

Forleden havde jeg en klient, der forsøgte at forklare mig hvor vanskeligt det er for en person at vide hvilken behandler, de skal opsøge, for at få hjælp til at løse deres problemer. Ikke bare hvilket menneske, men også hvilken slags behandler. Og jeg forstår dem virkelig godt – især set fra den psykoterapeutiske synsvinkel. For mig personligt, var valget let, dengang jeg startede: Der var ikke meget at vælge imellem; det var et spørgsmål om behandling eller ikke:

Hvem bestemmer om man går i behandling?

Det gør man da selv, tænker du måske? Ikke jeg. Da jeg startede på behandling i 2005 havde jeg ønsket mig det i mange år, men min eksmand ville ikke have det. Det var ham, der styrede også mine penge, og han var bange for, at jeg ville etablere et for tæt forhold til en behandler, og ville fortælle vedkommende om de uhyrligheder, der foregik derhjemme.

Jeg traf derfor først valget for mig selv, efter jeg havde stået på en jernbanebro, og det at springe faktisk havde givet mening. Havde det ikke været for en togfører, der skævede usikkert op til mig og sænkede farten på toget, havde jeg måske også gjort det. Heldigvis fik min altid så dominerende evne til at sætte andres behov før min egne mig til at vinke og smile til ham, og trække mig baglæns væk fra rækværket. Og slå hjernen til igen. ”Det her har du læst for meget om, Ilse”, tænkte jeg: ”Når man har det sådan, skal man have hjælp!”.

Psykiater – psykolog – psykoterapeut

Der var altså ingen vej udenom for mig, og ad kringlede veje lykkedes det mig at ende hos min læge, som ville sende mig til psykolog. Det tænkte jeg aldrig, jeg fik igennem derhjemme pga. økonomien, og spurgte lægen om hun ikke kendte en psykiater, der også gav behandling. Det gjorde hun heldigvis, og gav mig en henvisning til psykiater Pia Bohn Christiansen i København. Til andre, der står i lignende situation, som jeg gjorde dengang, er der et link til hendes klinik her.

Havde jeg dengang valgt selv at bestemme over mine penge, tror jeg, jeg havde valgt en psykolog. For det var, hvad jeg vidste fandtes – og jeg havde absolut ingen tillid til den uorganiserede masse af mere eller mindre selvbestaltede terapeuter, som ikke engang havde en beskyttet titel. Jeg havde ingen tillid til mig selv dengang forstås, endsige til min egen dømmekraft eller evne til at sige fra, hvis jeg blev manipuleret med – og set i bagklogskabens skærende lys var det nok noget af det tætteste, jeg dengang kom på sandheden om mig selv. Jeg levede jo i et psykisk voldeligt forhold, der også havde været fysisk voldeligt i mange år (i 2005 var det dog lykkedes mig at sætte en grænse for det), hvor jeg dagligt blev manipuleret med, så det var jo sandt, at jeg ikke var i stand til at sætte grænser overfor den slags.

Hvis jeg nu dengang var rendt ind i en type som jeg selv er i dag, var jeg sandsynligvis løbet skrigende væk. Vedkommende havde nok ret hurtigt sat spørgsmålstegn ved mit forhold, og det var jeg slet ikke klar til. Intet i mit liv var jo mit valg, så hvordan forholde sig til det?

Senere, da jeg var blevet separeret, udløb mit behov for at gå hos psykiateren. Hun kunne trods alt kun symptombehandle, og jeg måtte dybere ned nu. Hendes kognitive hjælp havde dog fået mig til at indse nødvendigheden af at forlade min eksmand, hvis jeg ville overleve, og for det arbejde med at tydeliggøre min levemåde for mig selv, skylder jeg hende megen tak.

Ville hjælpe andre videre

Jeg besluttede mig for at uddanne mig til en, der hjalp andre, som jeg selv var blevet hjulpet. Men med på det tidspunkt allerede to uddannelser i bagagen (Bachelor i pædagogik og retorik og en pædagoguddannelse), magtede jeg ikke at læse til psykolog. Samtidig stod jeg også netop selv på grænsen af erkendelsen af, at den kognitive terapi ikke var nok, hvis man gerne ville være helt rask. Jeg fik jo stadig angstanfald, og havde stadig mange negative tanker og sære leveregler, og nu ville jeg være FRI!

Jeg gav mig derfor til at undersøge forskellige psykoterapeutiske retninger, og havde egentlig tænkt mig at besøge en masse åbent-hus-arrangementer, men den første aften fandt jeg ”hjem” i den oplevelsesorienterede gestaltterapi. Jeg startede på uddannelsen med en dyb indånding, og kort tid efter i terapi hos Nina Schiøtz i Grevinge. Også her var valget forholdsvis let; egenterapi på uddannelsen skulle varetages af en af Psykoterapeutisk Institut godkendt terapeut – og da jeg boede på landet, skulle det enten være én derude, eller én tæt på offentlige transportmidler inde i byen. Et par telefonsamtaler afgjorde lynhurtigt sagen – Nina var den, jeg havde lyst til at tale med igen, og det viste sig, at det havde været det bedste pejlemærke, jeg nogensinde havde benyttet mig af. Den terapi og den uddannelse (som tog 4 år) viste mig vejen til min kerne, og gav mig for alvor styrken til at tage ansvar for mit eget liv.

Ansvaret er let som en ballon

Det ansvar vil jeg aldrig af med igen. Til at starte med var det tungt at bære, for det skræmte mig at jeg ikke kendte omfanget af byrden, og ikke anede hvordan jeg bar den, men Nina holdt mig i hånden, og fulgte mig over vejen i mit eget tempo. I dag hænger den og svæver som en let ballon over mit hoved, og følger mig automatisk hvor jeg går. Hvis jeg vil, tager jeg et hiv af dens helium, og får mig en grinetur over den forvrængede stemme, der ekkoer til mig fra fortidens spøgelser, men ellers mærker jeg bare dens små ryk i snoren når den følger dansende efter mig, og minder mig om dens eksistens, og hvad den består af.

En coach, der går til psykolog

Jeg følger en blog af en coach, der hedder Anne Deppe. Hun går til psykolog. Hvordan hænger det sammen? Er det ikke at skyde sig selv i foden, og automatisk sige, at det ikke er nok at blive coachet?

Det synes jeg bestemt ikke. Tværtimod er det en vigtig anerkendelse af de forskellige faggrænser og vores opgaver. For  at være en dygtig psykoterapeut, er jeg nødt til at kunne genkende alle mine egne spøgelser, når de stikker hovedet frem, så jeg kan skelne mellem dem og klientens. For at være en dygtig coach, tror jeg det er vigtigt at gå til psykolog.

Alle burde have en psykolog

”Alle burde have en psykolog”, kommenterer Anne Deppe selv sit eget blogindlæg. Hvilket fik mig til at skrive ”Velkommen til Amerika”. For jeg mener ikke, alle er nødt til at have et menneske udenfor dem selv, der kan hjælpe med at finde frem til det, der er rigtigt for én selv. Men det ville være dejligt, hvis det ingen steder i verden var skamfuldt at gå til coach/psykolog/psykoterapeut. Det at få hjælp af en professionel, handler jo om at finde frem til den indre psykolog, vi alle sammen har i os: En indre stemme, der fortæller os, hvad der er godt for os, og hvad der ikke er. Det skal ikke være et evighedsforhold, en ekstra forælder, som man aldrig forlader; det skal være et trin på udviklingstrappen, en trampolin, man sætter af fra, og på et tidspunkt hopper videre. Når man kan selv.

At lytte til ens indre psykolog, kræver en intens og vedholdende tro på sit eget værd. Det er selvværd i sin bedste form, hvor vores eget overskud bliver brugt på at hjælpe andre, fordi vi har fundet frem til en måde at leve på, der sikrer, at vi selv har nok. Alt det ekstra kan vi så dele ud af, uden behov for, at det skal byttes med noget andet. No strings attached.

Det kan godt være et stort stykke arbejde at finde ud af at lytte til sin egen indre psykolog, hvis ens opvækst på en eller anden måde har fået ham/hende til at holde kæft. Her har vi forskellige behov, og derfor er det fedt, at der findes så mange forskellige (slags) behandlere. Nogen har “nok” i en coach, andre må til psykolog for at forstå mekanismerne bag handlingerne. Og igen andre har brug for at gå i dybden og hele traumerne, ændre på de leveregler, de har, så problemerne, der spænder ben i hverdagen, ikke opstår mere. Det kan man bruge en (grundigt uddannet) psykoterapeut til. Sådan ser jeg forskellen, og priser den: Vi er alle forskellige, og ønsker forskelligt af vores liv.
Men den indre psykolog har vi alle. Den er vi mennesker født med, en overlevelsesskabelon, en måde at bringe arten videre på. Det handler om at lære at bruge den.

Prøv dig frem

Det vigtigste når du skal finde dig en behandler, der er god for dig, er derfor at prøve. At prøve noget, med visheden om, at føles det ikke godt, finder du en anden. Det er dit allerførste skridt i retning af at lytte til din indre psykolog. Det kan være rart at gemme sig bag andres ansvarstagen, som jeg selv gjorde, og vælge en behandler, samfundet har godkendt for mig – og det kan være tilsvarende frustrerende at erkende, at den færdige skabelon for, hvad der er godt for den enkelte, netop ikke findes i noget opslagsværk. Med mindre man kan betragte sig selv som et opslagsværk, selvfølgelig. Så er det bare at gå på jagt efter den side, det står på.

Categories: Anerkende sig selv, Angst, Arbejdsliv, Fællesskab, Katastrofetanker, Kommunikation, Livskvalitet, Tilknytning, Vold i parforholdet | Tags: , , , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Den ekskluderende inklusion i folkeskolen

Inklusion er oppe i tiden. I Aalborg er de ved at lægge en ny strategi for inklusion i skolen, og godt for det. Jeg kender ikke den, der er, i detaljer, men jeg ved, hvad der er vigtigt.

I forlængelse af mit forrige blogindlæg omkring diagnosticering, vil jeg understrege, at hver gang vi definerer nogen som gruppe, ekskluderer vi dem. At opdele børn i grupper, er et udmærket arbejdsredskab, men KUN hvis man ved hvad man har med at gøre! Ellers bliver alt for mange puttet i en ADHD-kasse, en ukoncentreret-kasse, en asocial-kasse eller autistagtig-kasse. Uden der sker mere.

Jeg går ind for mangfoldighed, og for at hvert enkelt barn skal mødes præcis som det menneske, det nu engang er, og ikke skal slæbe på fordomme om hvordan det nok også er, når det nu f.eks. har svært ved at sidde stille. Men ressourcerne er jo ikke ubegrænsede, og én af grundende til at oprette specialklasserækker er, at her har man en mulighed for at samle de voksne, der “har noget at have det i”. Og at det er for dyrt at uddanne alle skolelærere og pædagoger til at være i stand til at tage sig lidt af alle slags problemer.

Så hvis man slanker PPR og specialklasserækkerne med det sigte at inkludere flere børn i klasserne – hvilket jeg som sagt går ind for – er der en helt utroligt vigtig ting, man er nødt til at turde italesætte, som kun få steder bliver det nu: Lærernes og pædagogernes grad af rummelighed og selverkendelse.

De voksnes angst for at se deres egen andel
Børn tilpasser sig de voksne omkring dem. Det er en naturlov, og sådan har det altid været. Men børn får problemer, når de voksne omkring dem af en eller anden grund ikke kan rumme dem for dem, de er, men har brug for, at de er nogle helt andre.

Hvad søren mener jeg mon med det?
Lad os lave et eksempel. Karin er børnehaveklasselærer, og har været det i 20 år. Hendes liv har budt på en del modgang, som hun har klaret ved at “tage sig sammen” og stå de stormvejr igennem, der kom, med oprejst pande. Hun fremstod altid stærk, og ingen gav hende andre muligheder.
I hendes 0. klasse kommer der hvert år sært nok altid nogle børn, der ret hurtigt viser sig at være noget galt med. De protesterer, sidder uroligt på stolen, kommer tit i konflikter eller græder let for ingenting. Det er synd for dem, synes Karin, og hun forspilder ikke en chance, når det kommer til at fortælle de børn og deres forældre, at hun godt kender deres problemer, har set det masser af gange før, og lige præcis ved, hvad de har brug for.

Og så begynder hun at definere dem. For sin egen skyld, i virkeligheden, så hun ved, hvordan hun skal forholde sig til alle de forskellige følelsesudbrud af forskellig art, og ikke mindst føler sig sikker på, hvordan hun skal reagere på dem som voksen. Hvad hendes opgave er. Det er krævende at komme godt igennem en årsplan med så mange forskellige typer børn og læringsstile, men hun har lagt en plan, for hun har jo prøvet det før. Hun får ret hurtigt inddraget trivselspersonen, og inden længe også PPRs psykolog, og alt sammen i inklusionens navn. De her børn skal jo udredes, så de kan få den støtte, de har brug for.

Når et barn fx ikke har lyst til at løse den opgave, hun har sat ham til, beslutter hun, at “han har det svært”, og indtager en forstående og hjælpende attitude overfor barnet. I bedste mening. Hun ser ikke, at barnet sådan set bare protesterer, og prøver grænser af, og egentlig blot trænger til at blive mødt i, at det er pissesurt at skulle lave noget, man ikke gider, når livet indtil nu for en stor del har bestået af leg og lystopgaver. Hun vælger i virkeligheden den attitude for ikke at blive vred på barnet og markere grænsen, for det er ikke en del af hendes selvbillede som børnehaveklasselærer, at hun er sådan én, der bare “stikker ordrer ud”, som hun selv formulerer det – måske sin egen mors skrappe og ufølsomme kommanderen rundt in mente.

Den forstående attitude får dog bare barnet til at skrue op for sin adfærd og protestere yderligere, mere, højere, alene fordi hans behov og følelser ikke er blevet anerkendt og set, og han dermed har fået hjælp til at udtrykke dem. Og jo mere, han protesterer, des tykkere bliver den mur af tilsyneladende omsorg, som Karin pakker ham ind i. Indtil hun en dag er nødt til at bede om hjælp udefra til den stakkels dreng, som tydeligvis ikke trives. Hverken i hendes timer eller med hendes løsningsforslag. Han har det simpelthen for svært…

Hvem kan hjælpe Karin?

Der kan iværksættes en bunke af tiltag til børnene, men Karin selv får ingen hjælp, og ville helt ærligt også se det som lidt af et nederlag, hvis hun skulle have det. Hun slipper børnene videre til 1. klasse med en oplevelse af at have kørt dem godt og forsvarligt ind i skolen, og sendt dem videre med de bedste muligheder for at få den hjælp, de har behov for.

I mellemtiden er de imidlertid blevet puttet i en kasse af en art. De er ikke bare børn længere, ikke bare små mennesker, der er ved at udvikle sig, og som gør det på vidt forskellig måde. I overleveringen fra 0. til 1. klasse bliver netop disse børn fremhævet som nogen, man skal være særligt opmærksom på. For det var Karin nødt til at være, for at kunne bevare sit selvbillede som velfungerende lærer med kontrol over undervisningen, og som kan sætte et hak ved, at alle børnene i hendes klasse er blevet så dygtige, som de kan. Hun har gjort noget.

Jeg siger ikke, det er Karins problematik alene. Slet ikke. Men Karin mangler i dén grad et sted at gå hen, et miljø at færdes i, hvor det er helt i orden at føle, at man ikke slår til. Hvor forvirring og manglende kontrol er alles virkelighed, og hvor en del af lærergerningen består i at gøre sit bedste, men aldrig kunne gøre nok.

Det er sjældent det, man hverver lærere til, og endnu sjældnere det, der står skrevet i panden på dem, der føler lærer- og pædagoggerningen som et kald. Og det er synd. For dermed drejer alt det, hun rent faktisk får udrettet, og alt det, hun kan, ud af fokus – til fordel for alt det, der ikke er styr på.

Politikere – forvaltning – skoleledelse nok engang

Jeps. Det er dem, der virkelig kan gøre en forskel. Politikerne er langt væk fra dagligdagen, og laver ambitiøse love. Lokalpolitikerne kan gøre deres til at fokusere på rummeligheden, og skoleforvaltningens ledere kan ikke sige ofte nok, at også de voksne skal trives i skolen. Ikke bare børnene. Det har de gjort i Aalborg, og nedfældet det i deres vision, at alle voksne skal have mindst én meningsfyldt voksen at kunne gå til på deres arbejdsplads. Det er en visionssætning, der er mindst lige så stor som at alle børn skal have mindst én ven – for det er jo den enkelte, der afgør, hvad der er meningsfuldt, og hvad der ikke er. Dermed understreger visionen for mig at se, at Aalborg Kommunes Skoleforvaltning ønsker diversitet i deres skoler – og inviterer den enkelte voksne til at tage stilling til, hvad der giver mening for dem.

Nu er forvaltningen ikke gearet til at alle lærere og pædagoger henvender sig til dem personligt, hvis de ikke synes, deres arbejdsplads giver mening (men muligheden er der, forstås). Derfor kræver det ekstra meget af forvaltningens uddannelse af skolelederne – både at de åbent støtter op om diversitet i skoleledelsen som helhed, men også at de sørger for at uddanne de ledere, der sidder på “toppen” af hver skole, til at fremelske denne diversitet både i deres ledelsesgruppe, men også i deres stab i øvrigt. Og – ikke mindst – til at kunne rumme den.

For at have nogle ledere, der kan det, er forvaltningen nødt til at have nogle ledere, der tør se på dem selv. Som ikke er…

Ledere, der er angste for at se deres egen andel

Aalborg Skoleforvaltning vil uddanne deres ledere i Leadership Pipeline – det har jeg behandlet i et andet blogindlæg HER. Det er ikke nogen dum idé, for så vidt at den øverste leder dermed kan sætte sig selv fri til at sørge for, at personalet trives. Enten ved selv at vide, hvordan man bakker det enkelte individ op i sin særegenhed, eller ved at have en trivselsperson for personalet også, som kan rumme deres forskellige tilgange til arbejdet.

Men lad mig benytte lejligheden til endnu engang at pointere akilleshælen i Leadership Pipeline, som jeg spændt venter på et udspil fra forvaltningen omkring, hvordan de vil tage højde for: At sørge for, at samarbejdet på tværs i ledernetværket bliver af en sådan karakter, at også lederne internt hver især har mindst én meningsfuld person at gå til, og at lederne tør spille deres kort åbent og kigge indad på deres egen andel af fællesskabet, når der er noget, der ikke fungerer.

Kun sådan kan de vise deres medarbejdere, hvordan det gøres.

Categories: Anerkende sig selv, Arbejdsliv, Fællesskab, Kommunikation, Ledelse, Skolereform | Tags: , , , , , , , , , , , , | 2 Comments

Særligt sensitiv – diagnose eller?

Blev lige spurgt hvad jeg mener om diagnosen “Særligt sensitiv”, og fik lige lyst til at dele svaret med jer, og høre jeres kommentarer, hvis I har nogen. Tror jeg selv ville få den, hvis jeg havde brug for den, men det har jeg ikke. Før I læser nedenstående, kan I lige klikke ind på min hjemmeside og læse hvad jeg mener om diagnoser i det hele taget (se link).

http://ilsebjerregaard.dk/personlig-udvikling/diagnoser-eller-mennesker/

Dernæst skrev jeg:
Jeg tror på, at vi mennesker har forskellige grader af følsomhed. Men jeg tror mere, at det er vores opvækst og graden af vores families rummelighed, der afgør, om det bliver et problem. For et problem bliver det først, når den overlevelsesstrategi, vi får valgt os, enten ikke passer ind i vores omgivelser eller bliver selvskadende.
Jeg går til særlig sensitivitet med en systemisk og anerkendende tilgang. Men jeg føler mig ikke sikker på, at diagnosticering er løsningen på problemet, fordi det på en måde nok engang sætter fokus på “en syg”, på individet som afviger, i stedet for at fordele ansvaret lige mellem individ, gruppe og samfund.

Hvad tænker du? Har vi brug for diagnoser for at kunne rumme menneskehedens mangfoldighed? Har skolen brug for diagnoser for at kunne lave differenteret undervisning?

Categories: Anerkende sig selv, Angst, Depression, Fællesskab, Katastrofetanker, Kommunikation, Ledelse, Livskvalitet, Psykiske sygdomme, Skolereform, Spiseforstyrrelser | Tags: , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Vi er alle normale…

Til at begynde med hed dette blogindlæg “Krøllede hjerner” … og derefter “Hvordan hjerner krøller sig sammen og folder sig ud igen” … men så læste jeg en artikel om forskning, der egentlig bekræfter, hvad jeg hele tiden har ment: At psykiske lidelser blot er variationer af én måde at danne en hjerne på, og at netop psykiske lidelser ofte er dannet som overlevelsesmekanisme, som et forsøg på at kompensere for traumatiske hændelser. Derfor måtte min titel hedde: “Vi er alle normale”, for det er vi. Og derfor virker psykofarmaka kun symptombehandlende.

Læs artiklen her, hvis du har lyst:

Redefining Mental Illness

For et par uger siden sad jeg sammen med en 11-årig pige, der var ret så ked af det. Hun var begyndt at gå i puberteten, havde fået små bryster og lidt former, og var den eneste i klassen. Samtidig har hun en meget eksplosiv og kreativ hjerne, der tænker mere abstrakt end de fleste, og uden videre problemer accepterer en leg som: “Når jeg nævner et ord, skal du bare sige, hvad du kommer til at tænke på, men det skal være noget i en anden kategori end den, du er i. Altså hvis jeg siger blå, kan du ikke sige gul, men du kan godt sige klokkeblomst.”

Hun behøvede ikke at spørge, hvad jeg mente. Hun var helt med.

“Jeg er virkelig dårlig til matematik,” sagde hun også. Det var hun også ked af. Det rimede dårligt med hendes intelligens i øvrigt, så jeg spurgte lidt ind til på hvad måde hun var dårlig. Hvad lærerne sagde osv. Og det viste sig, at lærerne sagde, at hun var god til matematik, men hun skulle tro lidt mere på sig selv. At hun bare skulle sige det, hun tænkte svaret var, for det var altid rigtigt, når de spurgte hende.

“Jeg kan heller ikke lide, at jeg er ved at blive fed,” sagde hun også. “Jeg prøver at lade være med at spise så meget, men Ilse, du kender mig, jeg eeeelsker mad!” Jeg så undrende på hende. Fed? Hun var høj og ranglet på den preteenageagtige måde, og ikke et gram for meget fedt sad der nogen steder. Hvad søren mon hun mente?

Det var en hyggelig eftermiddag, og vi sad og lavede håndarbejde imens vi snakkede. Og efterhånden forstod jeg, hvordan hun så sig selv. Det var de nye former, hun talte om. Dem, der viste, at hun så småt var ved at udvikle sig til at være en kvinde. Det var jo fedt, der skulle være der, men hun ønskede det bare ikke. For hun var den eneste i klassen, der så sådan ud. Og med sin høje intelligens og hurtigttænkende hjerne, syntes hun, hun faldt nok udenfor som det var. Så hun forsøgte at spise mindre (læs: for lidt), i et forsøg på at få fedtet til at forsvinde.

Kort sagt følte hun sig udenfor, fordi hun var anderledes, og havde derfor lavt selvværd. Jeg kender klassen – hun blev ikke mobbet, men der blev lagt mærke til hendes forskelle fra de andre. Og ekstra følsom, som hun var, manglede hun nogen til at sørge for at støtte hende i, at hendes måde at være på faktisk gav hende mange fortrin frem for andre. Hun kunne tænke hurtigt. Samtidig var hun intellligent, og var dygtig til at associere på tværs af kategorier = tænke ud af boksen. Innovativ, for nu at bruge et moderne ord. Hun havde masser af energi at handle og udrette ting med, og så var hun tilmed ved at folde sig ud til en smuk svane, som drengene ville glo efter… men hun stak udenfor, og det var det eneste, hun kunne fokusere på. Jeg kom til at tænke på, at det nogle gange kan være sådan, en spiseforstyrrelse starter: Hun ønskede ikke at blive kvinde nu, fordi hun så ville skille sig ud på endnu et punkt – men hendes krop havde valgt for hende.

Medicinen er for ikke at blive vanvittig

Spiseforstyrrelser er bare én af de mange diagnoser, mennesker, der stikker ud i forhold til deres omgivelser kan ende med at få. Jeg kender en mand, hvis “sidste nye diagnose” var en skizoid personlighedforstyrrelse. Øh-okay. Han kunne bruge diagnosen til at få pause fra resten af samfundet – med sådan én i kufferten behøver man ikke deltage i et rapidiseret samfund, hvor der ikke er tid til at tage sig af den slags besværlige mennesker. Besværlige fordi de kræver lidt ekstra, for at samfundet kan bruge deres ellers vældig nyttige sider konstruktivt … fordi de ikke bare af dem selv indgår i samfundet på den måde, de fleste gør.

Men hvorfor er det, de ikke gør det? Det er jo ikke, fordi de ikke vil – det er i hvert fald ikke, hvad jeg hører, når jeg taler med Diagnosefolket (som jeg forresten selv er en del af – jeg har haft 3 i den “mildere” ende). Det er såmænd bare fordi de ikke har lært det. Fordi der ikke var nogen omkring dem i deres opvækst, der forstod dem, og kunne hjælpe dem med at udnytte deres potentiale.

I stedet passede de bare ikke ind, og følte sig dermed forkerte. De voksnes definitionsmagt afgjorde det for dem, og forsøgte at gøre dem til noget andet, end de var. Eller fortalte dem, at det, de opfattede, ikke var virkeligt eller sandt. Og børn tilpasser sig. De sunde af dem holder dog fast i deres egen indre opfattelse, opgiver den ikke, men bliver ved med at stille spørgsmålstegn ved, om virkeligheden virkelig er skruet sådan sammen, som de får at vide. Og det giver problemer for dem, når de opfører sig på en måde, som samfundet i sin nuværende form ikke er gearet til – de passer ganske enkelt ikke ind.

Men samfundet har brug for dem, og for det, de kan – og som de endda leverer uden besvær og nærmest helt af dem selv, hvis de får lov: Et samfund uden innovation går i stå. Og disse mennesker fastholder jo netop, at der  være en anden måde at tænke samfundet på, end den gængse.

Eksempelvis: Hvis vi taler om overgreb, hvadenten det er nu er af psykisk eller fysisk karakter. Hvilken  voksen krænker fortæller offeret, at det er forkert, det han/hun gør? Alle gør deres bedste, også forældre, men hvis de selv er blinde for de overgreb, de begår, er de jo heller ikke på nogen måde i stand til at støtte offeret i følelsen af at få sine grænser overskredet. Og da overgreb er tabu, har offeret heller ikke store muligheder for at få spejlet sin oplevelse af situationen andre steder.

Resultatet er et menneske, der vokser op med en fornemmelse af ikke at være i sikkerhed, og hver gang, mennesket reagerer f.eks. med angst, søges forklaringerne på angsten i helt andre områder end dem, der forårsagede den. Og dermed bliver angsten aldrig forløst, og traumerne får lov at ligge og trigge det ene angstanfald efter det andet. Men deres barndoms oplevelse af ikke at være i sikkerhed nogen steder, er jo sand! Eller var det i hvert fald engang.

De mennesker fejler ingenting. De er sunde, fordi de protesterer. Og bliver de mødt i deres protester, mindsker man risikoen for, at de selv bliver krænkere. De fastholder jo netop protesten, fastholder, at der er noget galt, og nægter at godkende deres forældres adfærd, og har dermed mindre tendens til at kopiere den.

Men deres protest bliver ikke hørt. I stedet bliver de diagnosticeret med forskellige variationer af vrangforestillinger, som så ofte følges af angstanfald og depressioner, fordi de til stadighed dermed får at vide, at deres oplevelse af virkeligheden (stadig) ikke er sand. Dermed reaktiveres deres traumer.

Ikke så underligt, at mange af dem har brug for medicin for ikke at blive vanvittige.

Forgrund og baggrund

I gestaltterapi arbejder man med begreberne forgrund og baggrund. Mange af jer kender sikkert det billede, hvor man ikke rigtigt kan afgøre, om man ser på en vase eller to ansigter i silhouet. Hvem har ret? Hvad er rigtigt? En af mine venner har malet dette billede:

Gren eller revne i væggen

En gren, tænker man nok umiddelbart. Det gjorde jeg. Men nu får man også støtte af, at grenen har fået skygger og dermed rund form. Forestil dig nu, at grenen var malet helt sort. Kunne det så egentlig ikke også være en revne i en hvid mur? Hvem har definitionsmagten? Den, der ser, eller den, der udtrykker sig?

Det samme med billedet på dette blogindlægs banner. Det hedder “Le Chat Beige” (Den Beigefarvede Kat). Hvad får det dig til at tænke? Afviser du det umiddelbart som sludder, eller tænker du lige over en ekstra gang, om du mon godt kunne få det der til at være en kat, hvis du blot fik lidt hjælp med en meningsfuld forklaring?

Vi er alle normale.

Categories: Anerkende sig selv, Angst, Depression, Fællesskab, Kommunikation, Liv og død, Livskvalitet, Medicin eller ej, Misbrug, Psykiske sygdomme, Spiseforstyrrelser, Tilknytning | Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Magt og mundkurve

Nogle gange betyder tingene faktisk det, man siger

Forestil dig, at du står og debatterer med din leder … igen … og pludselig siger han: ”Sikke dog mange ting du blander dig i – har du virkelig tid til det?” Der er ingen tvivl i dit sind; han bryder sig ikke om det, du gør. Men er det et forsøg på at give dig mundkurv på? Eller undrer han sig bare over hvor du får al din energi fra?

Mundkurve og loyale medarbejdere

Kan en leder overhovedet forbyde dig at sige noget videre, eller har du det bare med selv at hoppe ned i mundkurven og spænde den i nakken før han får sagt sin sætning færdig? Og hvor går grænsen mellem loyalitet og mundkurv?

I forbindelse med den nye skolereform og Skoleforvaltningens visionsproces i Aalborg Kommune er der faldet mange bemærkninger omkring mundkurve. Lærere og pædagoger, der ikke tør ytre sig, fordi de enten mener at have fået mundkurv på, eller fordi de er bange for at få det. Ledere, der mere end antyder, at deres ledere i Skoleforvaltningen ønsker begejstringsledelse af dem, og ikke vil høre om de problemer, der også er. Det budskab giver de videre til deres medarbejdere, og scorer i den forbindelse billige point: Jeg forstår dig godt, men det gør de høje herrer deroppe ikke.

Folkeskolen som politisk organisation er én lang kæde af magtforhold, og sådan må det nu engang være: Den er jo en udmøntning af politik, besluttet af folkevalgte ministre, som er sat til at styre landet. Men hvorfor har så mange ledere svært ved ikke at tage parti?

Det er naturligt for mennesket at gruppere sig: Så snart gruppen overstiger 3 personer, vil man uvægerligt søge én eller flere mere end andre. Det handler helt primitivt om overlevelse; hvem man ser sig selv i forhold til, og hvem man holder sig til i usikre tider. En leder er kun så stærk som sin gruppe, og får han for megen modstand, risikerer han selv at blive vippet af pinden. Loyale medarbejdere, der arbejder efter de beslutninger, man tager, er derfor i høj kurs. Men det er ikke det samme som at de ikke ytre sig kritisk både internt og eksternt.

Mundkurve er forbudt – også i Aalborg

Hvis man vil være en dygtig offentlig leder, kræver det derfor, at man er i stand til at lytte til kritik, hvis både man selv som leder og flest muligt i personalegruppen skal trives. I Aalborg Kommunes Fælles Ledelsesgrundlag står der blandt andet, at ”vi gør hvad vi siger” og ”Vi har en demokratisk og dialogbaseret ledelsesstil”. Det sidste betyder at ”Vi træffer beslutning efter dialog uden at konsensus er et mål i sig selv” (Citater hentet fra Aalborg Kommunes Fælles Ledelsesgrundlag 2009, s. 4 og 9).

Sagt med andre ord: Mundkurve eksisterer ikke, og må ikke udleveres. Punktum.

Men hvad nu, hvis man som leder ikke magter at lytte til kritik, og ikke er bevidst omkring det? Hvem skal så hjælpe én med at være leder uden indirekte eller måske mere direkte at forsøge at få kritiske røster til at tie stille?

Det er der kun medarbejderne til. Hvis de ikke gør det, gør ingen. Derfor har du som leder brug for deres kritik af både dig, din ledelsesstil og det produkt, du leverer. Det er ikke sikkert, de har ret, men du behøver ikke at forsvare dig, du kan nøjes med at lytte: Det er deres udsagn, og står helt og holdent for deres egen regning. Og det er stadig dig, der bestemmer, hvad der reelt skal ske.

Krakilske medarbejdere er aldrig krakilske hvis du spørger dem selv

Har du en medarbejder, hvor du mærker din krop reagere negativt, hver gang du ser hende, eller måske endog hver gang du kommer til at tænke på hende? Hvis mails du allerhelst overså, eller hvis fravær til et personalemøde gør dig lettet?

Det, hun får dig til at føle, er 100 % din følelse, og har intet med hende at gøre. Intet. Nul. Zip. Ingenting.

Du kan være stensikker på, at når du møder en medarbejder, der trigger dig, ligger løsningen på dét problem hos dig selv. Det er dig, der skal i supervision, for at finde ud af, hvad det er ved hende, der får dig til at reagere. Det er stensikkert enten noget, du af en eller anden grund gerne selv vil, men ikke tror du kan eller må – eller også fordi hun ligner én, du har mødt tidligere, og hvor du ikke kan afklaret ud af forholdet til dem.

Problemet løser sig selv

Når du får forholdt dig til de oprindelige følelser, som medarbejderen har ”fået lov” at trigge hos dig, og når du anerkender dem og accepterer, at du handlede som du bedst kunne i den oprindelige situation, så sker der altid det, at problemet lige så stille fordamper. Enten fordi medarbejderen nu ikke trigger dig længere, eller fordi du nu uden videre bliver i stand til at reagere relevant. Afgrænse den ivrige medarbejder, der tager al din tid, lade være med at tage dig af den sladder, hun starter, eller også netop konfrontere den, alt efter hvilken løsning, du frit vælger. Det er jo dig, der prioriterer din egen indsats.

Det samme for medarbejderne. Så længe du ikke ønsker at lukke munden på nogen, er det ikke op til dig at sørge for, at de ikke misforstår det, du siger, så længe du er tydelig og præcis i dine formuleringer. Hvis du kender til en medarbejders følsomhed, kan du vise hensyn og f.eks. understrege, at hun altid er velkommen med sine holdninger, men nogen garanti for, at hun hører hvad du siger, får du ikke.

Det er ikke som i Paris for nylig, hvor nogle syge mennesker valgte at skyde nogle andre mennesker ned, fordi de havde brugt deres ytringsfrihed. Og så alligevel som i Paris. For magt er magt, og forskellen på en arbejdsplads og krig er et spørgsmål om graduering.

Mig og min mundkurv

Hvorfor provokerer det så mig, når pædagoger og lærere i forbindelse med reformen ikke vil give feedback på den, fordi de er bange for at miste deres job? Når de nu har både regelsæt oppefra og deres egen fagforening i ryggen til at sørge for, at det ikke sker? Hvad er det, der gør, at jeg ikke bare kan trække på skuldrene og lade dem, der vil, tage mundkurv på og se lidende ud imens.

Det er fordi jeg har prøvet det. Den rigtige mundkurv. Jeg har prøvet, hvad det vil sige, at have en lang række ting, jeg ikke måtte tale med nogen om, og hvis jeg gjorde det, fik jeg konsekvensen at føle. Min eksmand dikterede mine breve til min familie, og lyttede med på mine telefonsamtaler med dem. For at kunne censurere, og for bagefter at kunne gå i rette med mig, hvis jeg havde talt over mig. Måske fik jeg stuearrest. Måske bank. Det var aldrig til at vide på forhånd. Så jeg lod selvfølgelig være.

Det satte sine spor i mig, naturligvis, og vejen var lang ud af angsten for hans reaktion, når jeg sagde min mening. Det krævede mod at starte denne hjemmeside og gå offentligt ud med en erklæring om hvordan mit liv havde været, og selv om jeg i dag har arbejdet mig ud af offerrollen, er der stadig situationer, hvor jeg er kampklar på et splitsekund.

Sammenlignet med det, har lidt brok fra en leder uendeligt lille betydning. At have min egen mening om tingene og turde sige den højt, er meget, meget vigtigere.

Derfor bliver jeg provokeret, når mine kolleger giver sig selv en mundkurv på, der ikke er nødvendig. For mig. Men det er den måske for dem?

Om at vride armen om på sig selv

Der er mange grunde til, at folk ikke siger deres mening – den vigtigste fællesnævner er, at de ganske enkelt ikke har lært hvordan man gør, eller (som jeg) har lært, at det er farligt at gøre. Lige så vigtigt som at lederne arbejder med deres evne til at modtage kritik er det imidlertid, at medarbejderne sørger for at lægge deres kritik hos dem, der kan gøre noget ved det.

Hvis jeg som medarbejder derfor vælger at flygte, og tage hjem og mobilisere tropperne ved at fortælle andre, at jeg er bange, er det sørme vigtigt, at der er grund til det. Ellers er jeg med til at puste til en ild, der ikke er der, og det skader ikke bare forholdet mellem mig selv og min nærmeste leder, men også alle andres forhold til deres ledere. Og dermed er jeg blevet medskaber af et dårligt arbejdsmiljø også for andre end mig selv.

Et godt arbejdsmiljø er alles ansvar. Så enkelt er det.

 

Categories: Anerkende sig selv, Angst, Arbejdsliv, Depression, Fællesskab, Katastrofetanker, Kommunikation, Ledelse, Liv og død, Livskvalitet, Parforhold, Skolereform, Tilknytning, Vold i parforholdet | Tags: , , , , , , , | Leave a comment

Glem aldrig hvor du kommer fra

Det sker sjældent efterhånden, men det sker; at jeg løber mig selv så meget up-tempo, at jeg glemmer hvad det er, jeg består af. Jeg glemmer ikke bare at anerkende mine stærke sider, men glemmer desværre også hvor det er, jeg skal give mig selv ekstra omsorg.

Alle kan køre i overgear i en periode, men for at undgå, at det sætter sig til stress, skal man ikke gøre det ret længe. Og hvis vi hver især ved, hvad vi kan tåle, gør vi det heller ikke. I den ideelle verden.

Hvis du slår efter i bloggen, kan du læse hvad jeg har skrevet om nytårsforsæt de andre år. Det kommende nye år handler for mig om at holde fast i, at det, der engang var min svaghed, nu er blevet min styrke.

Jeg tog fejl af kalenderen i går. Ikke bare en dag eller to, men en hel måned. Jeg havde bestilt billetter til Misantropen på Aalborg Teater, fået manden med ud og spise, og glad og forventningsfuld gik jeg med ham over mod teatret. Som var lukket. Dagen var rigtig nok, det var bare først om en måned.

Men faktisk blev jeg glad. Og derefter endnu mere glad. Glad fordi det bare var for skægt at dumme sig sådan, og endnu mere glad fordi min reaktion var et bevis på, at jeg ikke længere er perfektionist i ordets negative forstand. Min mand lo fornøjet af min fejltagelse, fordi jeg ofte kan være meget detaljeorienteret, og normalt altid har styr på alting, og jeg lo med. I hans øjne var jeg helt klart steget i graderne, fordi jeg havde bevæget mig et nøk hen imod at være mere menneskelig. Det er jo menneskeligt at fejle, husker du nok.

For kun tre år siden var det bare ikke sket. Og var noget lignende så svipset alligevel, var jeg blevet syg indeni af skam og selvkritik. Var blevet tippet helt ud af balance, og skulle arbejde en del for at genoprette den indre ro. I går reagerede min krop ikke det mindste, ikke engang selv om min mand erklærede, at hans kone var et fæ. Eller jo, min krop reagerede, men det var med en følelse af lettelse så stærk, at jeg selv måtte smile og le med.

Fraværet af skam og nedladende tanker til mig selv bekræftede mig nemlig i, at det nytter at blive ved – at forfølge sin egen vej, sit eget spor og og insistere på, at jeg er hvad jeg er. På godt og ondt. Der er noget, jeg er brandgod til, og så er der noget, jeg har brug for hjælp til. Jeg skal ikke noget, jeg ikke kan, og ansvaret for mine handlinger er mit eget. Er der noget, jeg ikke kan, som jeg så synes, jeg skal, må jeg enten få andre til det, eller se at få det lært.

Såre simpelt. Jeg har altid følt mig sådan lidt delt i to, fordi jeg holdt kan adskilt fra er. I snart 6 – eller måske snarere 10 – år har jeg arbejdet på at finde frem til en måde at integrere de to sider på; at bruge alle mine færdigheder, uden at skubbe mine personlige værdier til side – uden at drive rovdrift på mig selv.

I går mødtes de to sider så, helt af sig selv, midt på fortovet med næsen tæt på en kæmpe plakat på Aalborg Teaters facade. Det er ikke et nytårsforsæt, for det er allerede sket. Jeg glæder mig til at se, hvor denne nye indstilling til mig selv bringer mig hen i det nye år.

Glem aldrig hvor du kommer fra, når du bestemmer dig for, hvor du vil hen.

Godt nytår til Dig fra Nye Mig.

Categories: Anerkende sig selv, Katastrofetanker, Livskvalitet, Parforhold | Tags: , , , | Leave a comment

Alt skal være godt 24. december

Everybody’s fine

“Everybody’s fine” er titlen på en film, som jeg så i går. Jeg var ellers lige i humør til en rigtig pladderromantisk-film-der-ender-godt, men vel vidende at så ville min mand gå sin vej (den slags film keder ham), zappede jeg over på DR2 for at lade den omtalte film stå sin prøve. Og vi blev hængende og så den til ende – begge to. Mens vi hele tiden havde en hånd eller kind på den anden.

Filmen handler om en mand, hvis kone er død, og da hans børn er spredt over hele USA, har han inviteret dem alle sammen på weekend. Da de alle sammen aflyser med begrundelser, han fornemmer er løgn, beslutter han sig for at rejse rundt og overraske dem. Læs mere HER om filmen, hvis du har lyst. Jeg kan anbefale den.

I morgen er det juleaften – en tilfældig dato, vi sammen har besluttet betyder en hel masse. Og de før omtalte pladderromantiske film (som jeg godt kan lide) handler alle sammen om, hvordan forskellige besværligheder ender med at blive ren idyl. For idyl skal det være, når det er jul. Problemer i familien skal lægges væk, og vi skal helst lade som om de ikke eksisterer. Julen handler jo om fællesskab og betingelsesløs kærlighed … gør den ikke?

Når idyllen udebliver

Hvad er bedst, når idyllen ikke er der? At lyve omkring det, og lade som om, eller tage konsekvensen og ændre på den måde, vi er sammen på? Jeg er ikke i tvivl; jeg har holdt nok falske juleaftner, hvor jeg i virkeligheden var dybt ulykkelig inde bag ved. Jeg forstår godt de mennesker, der har brug for et “kick” af laden-som-om, måske især fordi de ikke får det i dagligdagen, men for mig betyder det bare, at jeg føler mig helt syg indeni. Og det er det ikke værd.

Uanset hvad der skal til, vil jeg anbefale dig at følge dit hjerte. Hvis du gerne vil se familien, men det også er svært for dig at passe ind i den, så afgræns besøget. Gør det kort, læg det på et tidspunkt, der smerter mindst muligt, acceptér årsagerne til at du gør som du gør, og køb de gaver, der forventes, hvis du ikke har lyst til at tage konfrontationen. Men gør det med fuld bevidsthed og åbne øjne – ikke som noget, du er tvunget til, men som noget, du aktivt vælger.

Det med gaverne

I år fik jeg to julegaver af mit arbejde. Den ene fra Aalborg Kommune, som ville takke mig for min indsats i forhold til implementeringen skolereformen (den forventer jeg ikke næste år), den anden en firmagave fra Salling (den lignede den fra sidste år, og bliver nok ikke anderledes næste år heller). Det var en samling små parfumeflasker fra Lancôme. Jeg bruger ikke parfume, så den blev omgående ekspederet videre til en mandlig kollega, der manglede at købe en 3-400 kroners gave til sin kone. Og hos hende ville den gøre glæde.

Personligt giver jeg helst gaver, jeg har tænkt over ville glæde. For mig er prisen ikke afgørende. Men i min svigerfamilie gælder der visse steder andre værdier, og jeg har brugt en del energi på at afgøre med mig selv hvilke regler, jeg havde lyst til at spille efter. Jeg nåede til den konklusion, at børn skal have gaver efter den måde, de er opdraget på – det er det, der gør dem gladest – og voksne må tage til takke med den slags gaver jeg er opdraget med. Der er aldrig glædegaranti når man giver gaver – derfor skal det være en kombination af noget, jeg har lyst til at give, og noget, jeg i det mindste tror kan glæde modtageren. Og passer en gave ikke, er jeg den første til at opfordre folk til at bytte den eller give den videre, hvis de kan se den gøre glæde et andet sted.

I år deltog jeg også i julehjælp til dem, der har mindre end mig. Det pudsede min karma, som en veninde skrev til mig. Men derudover gav jeg også mig selv en gave, for hvor var det dejligt at glæde en anden – i det her tilfælde en for mig ukendt pige på 8 år, der ønskede sig en bog om stjernerne. Den får hun nu – af hendes Mor, for hun kender jo ikke mig – og med hjælp fra en venlig ekspedient i en boghandel på sjælland. Det var ikke dyrt, men hold op, hvor var det godt.

Vælg dig et yndlingstidspunkt

Min opfordring til dig, hvis jul slår knuder, er derfor: Vælg dig et tidspunkt i de her helligdage – gerne d. 24. december om aftenen, men alle andre tidspunkter kan lige så godt bruges – hvor du gør præcis det, der passer dig selv allerbedst. Vær tro mod dig selv, dine egne ønsker og behov, og se hvor mange af dem du selv kan sørge for at få dækket på lige netop dette tidspunkt.

Det er ikke tidspunktet, der er afgørende, det er hvad du vælger at gøre med det.

Categories: Anerkende sig selv, Fællesskab, Livskvalitet, Tilknytning | Tags: , , , | Leave a comment

Børn i flow i den nye skolereform

Den nye reform får meget skældud – andre dage får den ros, det afhænger lidt af hvem aviserne har interviewet. Personligt synes jeg der er virkelig mange gode muligheder i reformen, om end jeg personligt ville foretrække at få vores gamle opdeling af skoledag for sig og fritid for sig tilbage, hvor børnene havde mange timer hver dag hvor de kunne fordybe sig i deres helt eget interesseområde. Men det ser det ikke ud til, vi kan foreløbig, så lad os i stedet lave en heldagsskole hvor børnene kan arbejde i flow hele dagen.

Det sidste er absolut nødvendigt, når de skal være der så mange timer. Der skal gøres op med de gamle former for skemaer, og undervisningen skal tilrettelægges som projekter, hvor elevsamtalerne udnyttes optimalt for at afdække hvordan de enkelte elever bedst motiveres til at tage imod skolens input.

Der skal tænkes nyt, og det udfordrer mange lærere. De er ikke så vant til at arbejde projektorienteret, som vi pædagoger er. Og det skulle gerne fremgå af andre blogindlæg jeg har skrevet, at jeg har den største respekt for de af mine kolleger, der har vanskeligt ved denne omstillingsproces.

Men ideen i projekttænkning er ikke så svær. I stedet for at tænke f.eks. to lektioners matematik og to lektioners fysik, tænker man: Formiddag med en aktivitet, hvor børnene lærer den og den del af faget. Nu er jeg ikke lærer, og de kan sikkert se mange flere muligheder i det følgende eksempel end jeg selv kan, men hvis eleverne f.eks. skal lære om tyngdekraften og træne brug og udregning af vinkler, kunne det give en munter formiddag at forsøge at kreere dette her: https://www.facebook.com/video.php?v=785032194886919

Hvorfor er det nødvendigt at børnene er i flow?

Det allervigtigste, vi kan som pædagoger og lærere, er at hjælpe børnene med at få et positivt selvbillede. Børn i flow er i nuet, de udvikler og tænker kreativt ud fra hvad de står med lige nu, og hvor de gerne vil hen. De løser opgaver og er innovative – og er det ikke den slags mennesker, vores samfund har brug for? Børn i flow er det perfekte sted på diagrammet her:

Børn i flow får opbygget deres selvværd. De får en positiv tro på dem selv, og deres tilværelse giver mening. De befinder sig godt i fællesskabet, bidrager og får selv hjælp, har ikke noget behov for at mobbe, og tests er noget, vi bruger for at se hvor langt vi er nået hver især, ikke for at sammenligne os med hinanden. I min optik behøvede personalet overhovedet ikke dele testresultaterne med nogen. De måler alligevel kun det målbare, som er en lille bid af det samlede billede.

At det er vores ypperste mål som pædagoger og lærere at sende skolebørn ud i verden med et positivt selvbillede, formulerede Lars Jakobsen, skoleleder på seminarieskolen i Aalborg, på Aalborg Kommunes Skolers side på facebook forleden. Han skrev således: “Dette skal være fundamentet i elevernes læring og i mødet med verdenen under- og efter skoletiden.”

Bagefter skriver Lars Jakobsen, at midlerne til at nå det mål ligger i måden, vi sammen skaber professionelle netværk på, den måde, vi udvikler vores faglighed på og den måde, vi samarbejder med forældrene på. Og at vi kan blive klar over disse måder (metoder – min tilføjelse) gennem læringssamtalerne. Gennem at forstå vores egne metoder, tager vi også ejerskab af hvordan vi når målet.

Det er min egen tolkning af det han sagde, og under alle omstændigheder det, der inspirerede mig til dette indlæg. Om jeg har tolket rigtigt, kan du selv læse og danne dig din egen mening om her:
https://www.facebook.com/aalborgkommunesskoler/posts/1512735698983119

Jeg giver den nye folkeskolelov ros for de muligheder, den giver. Men det er måden, vi UDFYLDER dens rammer på, som vil være afgørende for hvor god en skole vi får lavet for Danmarks børn.

Categories: Anerkende sig selv, Arbejdsliv, Fællesskab, Kommunikation, Ledelse, Skolereform | Leave a comment

Du kan hvad du er…

Selv efter jeg flyttede fra min eksmand, tog det mig flere år at mærke på min egen krop, at der er forskel på hvad man er og hvad man kan. Altså det er let nok at forstå sådan rent teoretisk, men for en (tidligere, lad os bare sige det) perfektionist som mig, har det været en øvelse at give slip på trangen til hele tiden at præstere, og i stedet bare regne med, at jeg er god nok som jeg er.

Jeg skrev: Som jeg er. Lige nu, lige her. Glemsom nok til at glemme min iPad på arbejdet. Afledelig nok til ikke at få ryddet op i bunkerne på skrivebordet, uansvarlig nok til ikke at få lavet regnskab for denne måned, bare fordi jeg ved, at pengene er der. Sjusket nok til at en pose med stokrosefrø, der skal sås i haven, stadig ligger på spisebordet, selv om det er snart 2 måneder siden jeg fik dem.

Det er mig. Og lige nu sidder jeg og drikker kaffe og skriver blogindlæg i stedet for at rydde op. Altså det er jo ikke fordi jeg ikke ved, hvor tingene skal være.

Men jeg har erkendt, at som ildsjæl bliver man aldrig færdig. Der er altid gang i flere ting på én gang, og sådan er livet med mig. For jeg har lært det allervigtigste, som jeg trængte til at lære i mit liv: Det er så vigtigt at være glad for sit liv. Og for mig betyder det åbenbart at fylde det med små og store projekter. Nogle bliver færdige, andre ikke, før jeg slipper dem igen og suser videre. Og imens jeg lever sådan, er jeg.

Som jeg skrev, glemte jeg min iPad på jobbet i går. Og først gik jeg lidt i panik. Den maskine, jeg for 4 måneder siden bedyrede, at jeg aldrig skulle have, havde sneget sig ind i min hverdag og var blevet kittet sammen med den. Til min egen forundring, var det bare skammen over, at jeg havde “fejlet”, jeg mærkede først. At jeg ikke havde passet på den. Den var jo teknisk set ikke min, men Aalborg Kommunes. At jeg ikke var 100 % sikker på hvor den var.

Jeg mener, jeg havde jo kunnet forstå det, hvis det var abstinenser, der gjorde det. For den var – hvis jeg nu skal være helt ærlig – blevet en LIDT for nær følgesvend i dagligdagen. Facebook blev opdateret LIDT for tit, mails tjekket mange gange i løbet af en dag – fordi det er så nemt. Men tiden var blevet taget fra at læse Samvirke til morgenkaffen eller bare sidde og glo ud i haven på de fugle, jeg fodrer i dyre domme. Og jeg havde sådan set taget beslutningen om at vinde min egen tid tilbage fra min iPad. Så hvorfor var jeg ikke bare henrykt over, at den var blevet på arbejdet?

Det var jeg sådan set også. Og jeg kørte heller ikke afsted efter den. Men jeg prøvede da lige at finde den via “Find min Iphone”, for at være sikker på hvor den var. Men jeg havde været for doven til at få slået iCloud til, så fat chance.

I den forholdsvis lille øvelse det var give slip, blev jeg opmærksom på at jeg manglede nogle notater, jeg skulle bruge til en jobansøgning. Oh skræk! Jeg så allerede det endnu ikke søgte job glide mig af hænde. Hvorfor??

Fordi jeg var alt for fokuseret på, hvad jeg kunne, i stedet for på hvem jeg var. Og i det fokus glemte jeg alt det, jeg allerede KAN, og ikke tænker over, i nervøsitet over det, jeg tror, jeg skal præstere, for at blive anerkendt af andre mennesker.

Det var den gamle perfektionisme, der stak hovedet frem: Aldrig god nok, altid på jagt efter nye mål. At det altid var nødvendigt at anstrenge sig til det yderste og komprimere al sin kunnen og vise den frem nærmest i samme åndedrag, som jeg sagde goddag til folk. Af frygt for, at de skulle affærdige mig, ikke se mig, ikke anerkende mig – og dermed ikke ville mig.

Det fik mig til at tænke: “Pyt med notaterne. Hvis jeg nu bare er mig, sådan helt uden at anstrenge mig, så flyder energien nok lettere.” Og så satte jeg mig ned og skrev det her blogindlæg i stedet for at lave ansøgninger.

Hav en god weekend.

Categories: Anerkende sig selv, Angst, Arbejdsliv, Depression, Fællesskab, Katastrofetanker, Kommunikation, Livskvalitet, Misbrug, Tilknytning | Leave a comment

Samtaleteknik hjælper ikke på sygefravær

Har du prøvet at afholde sygesamtaler? Har du prøvet at være til én? Der er forskel. Stor forskel. Og det ændres ikke bare ved at kalde den f.eks. omsorgssamtale i stedet for sygefraværssamtale. Og måske lidt alligevel.

Som leder har du måske prøvet at sidde med de bedste intentioner, og forsøgt at formidle det budskab, at samtalen er en omsorgssamtale, men er alligevel blevet mødt med en stiv og forsvarsberedt medarbejder.

Som medarbejder har du måske siddet og hørt på lederens gode intentioner, og samtidig tænkt at den var god med ham.

Hvor i kommunikationen går det galt? Hvem bestemmer hvad man skal mene at sådan en samtale er for en størrelse? Det gør det enkelte menneske, for vi er helt nede og røre ved individets grundlæggende tillid til sine omgivelser eller mangel på samme. Nok så mange kurser i samtaleteknik vil ikke kunne løse det problem, så lad være med at spilde penge på dem.

Fælles for de to positioner er følelsen af afmagt. Enten fordi man som medarbejder kæmper så godt man kan, og har brug for lidt goodwill fra lederen til at komme ovenpå igen, eller fordi man som leder ønsker sine medarbejdere alt det bedste, men også er nødt til at holde øje med fraværsstatistikken.

Der er ikke så meget at gøre, andet end sit bedste, og medarbejdere kopiere ledelsens måde at forholde sig til sygdom på. Hvis lederen selv atter og atter møder hundesyg op på job, kan han sige nok så meget at hans medarbejdere skal passe på sig selv – hans handlinger taler højere end hans ord, og hans medarbejdere vil slæbe sig på job og fokusere mere på antallet af fraværsdage end på kvaliteten af det job, de kan udføre, når de er til stede.

Omvendt kan en leder, der tør demonstrere selvomsorg og blive hjemme, hvis han ikke føler sig kampdygtig, skabe en arbejdsplads med medarbejdere, der gør det samme. Det kan godt være, det i første omgang giver et kort opsving i antallet af fraværsdage, men efterfølgende vil det betyde, at medarbejderne, når de så er der, yder et så kvalitativt godt stykke arbejde, at arbejdsmiljøet forbedres.

Et bedre arbejdsmiljø betyder færre sygedage. Så enkelt er det faktisk.

Categories: Anerkende sig selv, Angst, Arbejdsliv, Depression, Fællesskab, Katastrofetanker, Kommunikation, Livskvalitet, Tilknytning | 1 Comment

Med barndommen som håndbagage…

Vi har alle sammen ting med os fra barndommen – både fysiske ting og psykiske ting. Forleden dag mindede en meget fysisk ting mig om hvordan mit overansvarlige mønster havde udviklet sig som en form for overlevelsesmekanisme.

Min Mor havde nogle gamle børnemøbler stående, som havde været mine og min søsters, da vi var små. Hun skulle jo i sagens natur ikke bruge dem mere, og hvad skulle der så ske med dem? Logisk var vel, at de gik videre til mig – vores gudbørn kunne jo bruge dem til at sidde på eller noget (vi har ingen børn selv).

Iblandt dem var en gammel sort stol. Stolen havde været min mormors kusines, og med svungne bogstaver stod der “Ellen” malet hen over ryglænet. Den var gammel og meget slidt, og i ryggen var en pind flækket, og bundet nødtørftigt sammen med snor. Det var vist noget min far havde lavet, da jeg var lille.

“Er det okay jeg maler den?” Spurgte jeg min Mor i en sms, og hendes svar var: “Jada, den er din nu.” En dags tid efter ringede jeg til hende om noget andet, og snakken faldt på stolen, og hvad jeg mente man kunne gøre for at gøre den lidt pænere – den var meget slidt og som sagt lidt i stykker i ryggen.

Og så var det, min Mor begyndte at nævne en masse fordele ved at lade den være som den var. Der var jo noget sødt ved, at man kunne se flere generationer numsers slid, og forestille sig de mange hænder, der havde hvilet på de armlæn osv. Det var ikke fordi hun direkte bad mig om at lade den være, det var mere fordi hendes tonefald var så anstrengt og påtaget muntert, når hun nævnte alle fordelene ved det, at jeg til sidst kunne mærke irritationen stige op i mig.

På den ene side sagde hun, at jeg gerne måtte male den. På den anden side lignede alle møbler i dag jo hinanden med den dér glatte IKEA-overflade de allesammen havde. Hm… hvorom alting var; pludselig følte jeg mig ikke spor fri til at male den, hvis jeg havde lyst – og ikke spor fri til at mærke ordentligt efter, hvad det egentlig var, jeg selv helst ville: Male den eller ej. Det var, som om resultatet var givet på forhånd, for hvis jeg malede den, ville jeg ødelægge noget, min Mor holdt meget af. Det var ikke til at tage fejl af. Men tilsyneladende var valget jo mit, så hvad var det, der skete?

Det gik heldigvis ret hurtigt op for mig, og jeg valgte at gå efter min mavefornemmelse af irritation. “Mor”, sagde jeg, “Jeg kan altså ikke lave om på, at jeg sidder med sådan en følelse af, at du i virkeligheden slet ikke er færdig med den stol.” Jeg forklarede hende hvordan hun lød i telefonen, og hvordan hendes ord slet ikke passede til hendes tonefald: Ordene sagde værsgo-den-er-din, og mulighederne-er-mange-det-står-dig-frit-for, men tonefaldet var så åbenlyst påtaget fornøjet, at det var let at høre, at det dækkede over en sorg af en slags.

Sorgen over alle de børn, hun ikke fik selv, men som hun ønskede sig. Sorgen over min storesøster, som vi alle sammen mistede da denne var 7 år. Sorgen over at jeg ikke har gjort hende til Mormor, så hun kunne leve storfamiliedrømmen ud gennem mig. Det sagde jeg til hende, og der blev stille i den anden ende.

“Jeg tror du har ret,” sagde hun. Og vi sukkede af lettelse begge to. Hun fordi hun havde fået sat ord på hvad hun følte, og dermed anerkendt og respekteret sig selv, og jeg fordi det var meget lettere at forholde sig til sorg end til ubevidst manipulation og overføringer.

Vi blev enige om, at stolen hellere måtte komme tilbage til hende lidt endnu. Hun var ikke færdig med den, det var tydeligt. Og jeg stod jo ikke ligefrem og manglede den. Så ingen problemer der.

Og så var det, det gik op for mig, at det, min Mor lige her havde vist mig uden at ville det, var hvordan hendes manglende evne til at anerkende sig selv, havde gjort, at jeg voksede op uden samme evne. Ud over selvfølgelig at efterligne hendes måde at tackle uforløste følelser på (ubevidst at manipulere med andre), havde jeg som lille også måttet udvikle en særlig følsomhed overfor kropslige signaler, fordi de i min Mor var dem, der fortalte hvordan hun virkelig havde det, selv om hendes ord sagde noget andet.

Der er ikke noget at sige til, at jeg er vokset op med lange antenner, og at jeg rent intuitivt ofte kan mærke hvordan folk har det.

I dag er denne evne en gave i mit arbejde med andre mennesker, fordi jeg har lært hvor jeg selv går til, og dermed lært ret klart at kunne skelne mellem andres følelser og mine egne, i stedet for at gøre deres behov til mine behov. Så kan jeg pludselig hjælpe dem med selv at tage ansvar for deres følelser, i stedet for – som jeg gjorde tidligere – at forsøge at gøre det for dem.

Det er det, jeg vil med mit arbejdsliv fra nu af: Hjælpe andre videre i processen med at blive en tydeligere og gladere udgave af dem selv.

Categories: Anerkende sig selv, Arbejdsliv, Fællesskab, Kommunikation, Liv og død, Livskvalitet, Singleliv, Tilknytning | Leave a comment