Forleden havde jeg en klient, der forsøgte at forklare mig hvor vanskeligt det er for en person at vide hvilken behandler, de skal opsøge, for at få hjælp til at løse deres problemer. Ikke bare hvilket menneske, men også hvilken slags behandler. Og jeg forstår dem virkelig godt – især set fra den psykoterapeutiske synsvinkel. For mig personligt, var valget let, dengang jeg startede: Der var ikke meget at vælge imellem; det var et spørgsmål om behandling eller ikke:

Hvem bestemmer om man går i behandling?

Det gør man da selv, tænker du måske? Ikke jeg. Da jeg startede på behandling i 2005 havde jeg ønsket mig det i mange år, men min eksmand ville ikke have det. Det var ham, der styrede også mine penge, og han var bange for, at jeg ville etablere et for tæt forhold til en behandler, og ville fortælle vedkommende om de uhyrligheder, der foregik derhjemme.

Jeg traf derfor først valget for mig selv, efter jeg havde stået på en jernbanebro, og det at springe faktisk havde givet mening. Havde det ikke været for en togfører, der skævede usikkert op til mig og sænkede farten på toget, havde jeg måske også gjort det. Heldigvis fik min altid så dominerende evne til at sætte andres behov før min egne mig til at vinke og smile til ham, og trække mig baglæns væk fra rækværket. Og slå hjernen til igen. ”Det her har du læst for meget om, Ilse”, tænkte jeg: ”Når man har det sådan, skal man have hjælp!”.

Psykiater – psykolog – psykoterapeut

Der var altså ingen vej udenom for mig, og ad kringlede veje lykkedes det mig at ende hos min læge, som ville sende mig til psykolog. Det tænkte jeg aldrig, jeg fik igennem derhjemme pga. økonomien, og spurgte lægen om hun ikke kendte en psykiater, der også gav behandling. Det gjorde hun heldigvis, og gav mig en henvisning til psykiater Pia Bohn Christiansen i København. Til andre, der står i lignende situation, som jeg gjorde dengang, er der et link til hendes klinik her.

Havde jeg dengang valgt selv at bestemme over mine penge, tror jeg, jeg havde valgt en psykolog. For det var, hvad jeg vidste fandtes – og jeg havde absolut ingen tillid til den uorganiserede masse af mere eller mindre selvbestaltede terapeuter, som ikke engang havde en beskyttet titel. Jeg havde ingen tillid til mig selv dengang forstås, endsige til min egen dømmekraft eller evne til at sige fra, hvis jeg blev manipuleret med – og set i bagklogskabens skærende lys var det nok noget af det tætteste, jeg dengang kom på sandheden om mig selv. Jeg levede jo i et psykisk voldeligt forhold, der også havde været fysisk voldeligt i mange år (i 2005 var det dog lykkedes mig at sætte en grænse for det), hvor jeg dagligt blev manipuleret med, så det var jo sandt, at jeg ikke var i stand til at sætte grænser overfor den slags.

Hvis jeg nu dengang var rendt ind i en type som jeg selv er i dag, var jeg sandsynligvis løbet skrigende væk. Vedkommende havde nok ret hurtigt sat spørgsmålstegn ved mit forhold, og det var jeg slet ikke klar til. Intet i mit liv var jo mit valg, så hvordan forholde sig til det?

Senere, da jeg var blevet separeret, udløb mit behov for at gå hos psykiateren. Hun kunne trods alt kun symptombehandle, og jeg måtte dybere ned nu. Hendes kognitive hjælp havde dog fået mig til at indse nødvendigheden af at forlade min eksmand, hvis jeg ville overleve, og for det arbejde med at tydeliggøre min levemåde for mig selv, skylder jeg hende megen tak.

Ville hjælpe andre videre

Jeg besluttede mig for at uddanne mig til en, der hjalp andre, som jeg selv var blevet hjulpet. Men med på det tidspunkt allerede to uddannelser i bagagen (Bachelor i pædagogik og retorik og en pædagoguddannelse), magtede jeg ikke at læse til psykolog. Samtidig stod jeg også netop selv på grænsen af erkendelsen af, at den kognitive terapi ikke var nok, hvis man gerne ville være helt rask. Jeg fik jo stadig angstanfald, og havde stadig mange negative tanker og sære leveregler, og nu ville jeg være FRI!

Jeg gav mig derfor til at undersøge forskellige psykoterapeutiske retninger, og havde egentlig tænkt mig at besøge en masse åbent-hus-arrangementer, men den første aften fandt jeg ”hjem” i den oplevelsesorienterede gestaltterapi. Jeg startede på uddannelsen med en dyb indånding, og kort tid efter i terapi hos Nina Schiøtz i Grevinge. Også her var valget forholdsvis let; egenterapi på uddannelsen skulle varetages af en af Psykoterapeutisk Institut godkendt terapeut – og da jeg boede på landet, skulle det enten være én derude, eller én tæt på offentlige transportmidler inde i byen. Et par telefonsamtaler afgjorde lynhurtigt sagen – Nina var den, jeg havde lyst til at tale med igen, og det viste sig, at det havde været det bedste pejlemærke, jeg nogensinde havde benyttet mig af. Den terapi og den uddannelse (som tog 4 år) viste mig vejen til min kerne, og gav mig for alvor styrken til at tage ansvar for mit eget liv.

Ansvaret er let som en ballon

Det ansvar vil jeg aldrig af med igen. Til at starte med var det tungt at bære, for det skræmte mig at jeg ikke kendte omfanget af byrden, og ikke anede hvordan jeg bar den, men Nina holdt mig i hånden, og fulgte mig over vejen i mit eget tempo. I dag hænger den og svæver som en let ballon over mit hoved, og følger mig automatisk hvor jeg går. Hvis jeg vil, tager jeg et hiv af dens helium, og får mig en grinetur over den forvrængede stemme, der ekkoer til mig fra fortidens spøgelser, men ellers mærker jeg bare dens små ryk i snoren når den følger dansende efter mig, og minder mig om dens eksistens, og hvad den består af.

En coach, der går til psykolog

Jeg følger en blog af en coach, der hedder Anne Deppe. Hun går til psykolog. Hvordan hænger det sammen? Er det ikke at skyde sig selv i foden, og automatisk sige, at det ikke er nok at blive coachet?

Det synes jeg bestemt ikke. Tværtimod er det en vigtig anerkendelse af de forskellige faggrænser og vores opgaver. For  at være en dygtig psykoterapeut, er jeg nødt til at kunne genkende alle mine egne spøgelser, når de stikker hovedet frem, så jeg kan skelne mellem dem og klientens. For at være en dygtig coach, tror jeg det er vigtigt at gå til psykolog.

Alle burde have en psykolog

”Alle burde have en psykolog”, kommenterer Anne Deppe selv sit eget blogindlæg. Hvilket fik mig til at skrive ”Velkommen til Amerika”. For jeg mener ikke, alle er nødt til at have et menneske udenfor dem selv, der kan hjælpe med at finde frem til det, der er rigtigt for én selv. Men det ville være dejligt, hvis det ingen steder i verden var skamfuldt at gå til coach/psykolog/psykoterapeut. Det at få hjælp af en professionel, handler jo om at finde frem til den indre psykolog, vi alle sammen har i os: En indre stemme, der fortæller os, hvad der er godt for os, og hvad der ikke er. Det skal ikke være et evighedsforhold, en ekstra forælder, som man aldrig forlader; det skal være et trin på udviklingstrappen, en trampolin, man sætter af fra, og på et tidspunkt hopper videre. Når man kan selv.

At lytte til ens indre psykolog, kræver en intens og vedholdende tro på sit eget værd. Det er selvværd i sin bedste form, hvor vores eget overskud bliver brugt på at hjælpe andre, fordi vi har fundet frem til en måde at leve på, der sikrer, at vi selv har nok. Alt det ekstra kan vi så dele ud af, uden behov for, at det skal byttes med noget andet. No strings attached.

Det kan godt være et stort stykke arbejde at finde ud af at lytte til sin egen indre psykolog, hvis ens opvækst på en eller anden måde har fået ham/hende til at holde kæft. Her har vi forskellige behov, og derfor er det fedt, at der findes så mange forskellige (slags) behandlere. Nogen har “nok” i en coach, andre må til psykolog for at forstå mekanismerne bag handlingerne. Og igen andre har brug for at gå i dybden og hele traumerne, ændre på de leveregler, de har, så problemerne, der spænder ben i hverdagen, ikke opstår mere. Det kan man bruge en (grundigt uddannet) psykoterapeut til. Sådan ser jeg forskellen, og priser den: Vi er alle forskellige, og ønsker forskelligt af vores liv.
Men den indre psykolog har vi alle. Den er vi mennesker født med, en overlevelsesskabelon, en måde at bringe arten videre på. Det handler om at lære at bruge den.

Prøv dig frem

Det vigtigste når du skal finde dig en behandler, der er god for dig, er derfor at prøve. At prøve noget, med visheden om, at føles det ikke godt, finder du en anden. Det er dit allerførste skridt i retning af at lytte til din indre psykolog. Det kan være rart at gemme sig bag andres ansvarstagen, som jeg selv gjorde, og vælge en behandler, samfundet har godkendt for mig – og det kan være tilsvarende frustrerende at erkende, at den færdige skabelon for, hvad der er godt for den enkelte, netop ikke findes i noget opslagsværk. Med mindre man kan betragte sig selv som et opslagsværk, selvfølgelig. Så er det bare at gå på jagt efter den side, det står på.

Skriv en kommentar: