En ven delte for et stykke tid siden på Facebook en af de her citater fra ingen-ved-hvem-mere; opslaget handlede om tøffetid. Om at man skal huske at sætte tid af til at tøffe formålsløst rundt og flytte nullermænd engang imellem.

I denne her hede er det nærmest umuligt at tænke, og jeg har nået at glæde mig mange gange over at jeg 1) har ferie, så jeg ikke behøver at tænke og 2) at jeg ikke bor længere sydpå, og har det så varmt til daglig. Alligevel er der noget afslappende over varmen, og lysten til at slænge sig på sofaen i tide og utide … nej hov vent! Der er jo ingen utide, når man har ferie…

… eller er der? Jeg husker mange sommerferier, hvor jeg ganske vist har oplevet utroligt meget, men også er kommet træt hjem, og mest af alt har haft brug for endnu mere frihed. Det har jeg lært af, og øver mig i at skabe rum både før og efter jeg skal nogen steder hen. Rum til ingenting, rum til at tøffe i.

Det her med at tøffe handler nemlig om at blive i nuet, og er det ikke det, jeg råber op om til daglig? Bliv i dit nu og nyd det, bedøm det ikke og planlæg ikke hvad du vil i det næste – eller som den søde Nina Ekman i mit 30-minutters yogaprogram siger: “Hvis du mærker, at der er tanker til stede, måske vurderinger, eller tanker til det, du laver, så noter blot, at der er tanker til stede, og vend venligt opmærksomheden tilbage på de kropslige fornemmelser…” (Nina Ekman: Mindfuld Yoga).

Ikke fordi jeg får lavet meget yoga. Tror det er blevet til en eller to gange på 4 ugers sommerferie. Men det, jeg så har lavet, kommer ikke skidt tilbage, og jeg gør, som Nina Ekman også slutter med at sige: “Og idet vi afslutter, vil du måske tage dig nogle tidløse øjeblikke, og give dig selv ros og anerkendelse for at du har taget tiden til at gennemføre dette program, så godt du kunne.”

Hver gang, jeg hører det, mærker jeg glad, at det var godt, det jeg gjorde. Godt nok, for jeg gjorde det jo så godt jeg kunne, og bedre … ja bedre kan jeg jo ikke. Så lad mig da lige anbefale CD’en, som jeg fandt på hjemmesiden her. Der er to yogasekvenser på – den første er til de dage, hvor man bare har poser under øjnene og i virkeligheden ikke orker andet end at ligge ned. Så sæt CD’en på og gør de af øvelserne, du synes, du har overskud til. Den tager 40 minutter, og det kan lyde af meget, men hvis du alligevel hviler dig det meste af tiden…

Den anden sekvens er på en halv time, og er eminent til at få strukket kroppen igennem, og også styrket lidt muskler. Den bruger jeg, når jeg selv er lidt mere energisk, og rent faktisk har overskud til at gøre noget godt for mig selv.

Ninas stemme er halvsvensk, blød og varm. Enjoy!

 

Skriv en kommentar: