FamiliemobningHvordan tonen er imellem to, der danner par, kan de kun selv afgøre. Min mand og jeg kan kalde hinanden ting, der ville sætte pletter på væggene i pænere hjem, men de bliver aldrig sagt i vrede eller frustration. Kun for sjov, som oplæg til en god omgang ord ping-pong.

Min mand er min familie, trods det vi først mødte hinanden, da jeg var 37 (for snart 5 år siden). Han kender ikke min barndom andet end gennem min egen familie, og han kender intet andet til de 19 år af mit liv med min eksmand end det, jeg selv har fortalt. Alligevel er han min bedste ven, inderst fortrolige og min familie. Og jeg har selv valgt ham.

I søndags var ”familiemobning” et tema i det program, jeg har reklameret for før, her på bloggen: ”Ibens” på radio 24syv berørte emnet, og om det var fordi hun lod indføre et nyt begreb eller fordi det er et minefelt at bevæge sig ind i, ved jeg ikke, men i hvert fald fik Iben selv på to timer kun klumpet sig ubehjælpsomt ind på emnet. Undskyld, Iben, du laver fremragende radio, men jeg tror du skulle have researchet lidt mere på denne her.

Forfatteren Katrine Marie Guldager havde introduceret begrebet, og jeg synes, det er et fremragende begreb. Jeg håber, I alle vil begynde at bruge det fremover, indtil det er cementeret fast i vores begrebsverden. Hun talte ikke om uindfriede forventninger eller om manglende evne til at føre en dialog familiemedlemmer imellem; hun talte om forskelsbehandling uden anden begrundelse end at familien havde behov for, at hun spillede en bestemt rolle i det system, familien udgjorde. Systemisk tænkning er det, der skal til, når man vil forstå og ændre på familiemobning, for mobning er et system. Et system af en eller flere mobber(e), nogle medløbere og – forhåbentlig – nogle riddere. Det er den terminologi, jeg bruger, når jeg taler med børn, lærere og pædagoger om mobning, og den kan så fint bruges her.

Forestil dig, at vi har en moster, der mobber sin niece, gør hende til syndebuk og taler grimt og nedsættende om hende. Niecen er altid umulig, dum, tarvelig osv. Mosteren mobber sin egen søster (niecens mor) med, at hun er en dårlig mor, når hun ikke kan opdrage sit barn bedre. Moderen er måske underlagt sin søster, og kommer dermed til at fungere som hendes forlængede arm. Udfører det i praksis, som søsteren siger, skal gøres: Hun bliver medmobber.

Moderens mand tør måske ikke indvende noget over for sin kone – han er ikke selv hård mod datteren, men griber heller ikke ind. Dermed er han medløber.

Datterens søster er mosterens og moderens øjesten, og har overskud til også at se det hele fra sin søsters perspektiv. Hun fortæller sin søster, at hun synes moderen og mosteren er urimelige. Hun er ridder.

Hun kan ikke stille noget op, men hun meddeler åbent sin støtte, hvilket hjælper niecen til at bevare sin selvfølelse. Måske – hvis forholdene er meget grelle – er det søsteren, der henvender sig til en pædagog hun stoler på, og pædagogen videreformidler støtte til familien. Det kan også være en anden tante eller onkel, der ser, at datteren ikke trives, og griber ind. Måske taler hun/han datterens sag åbenlyst i familien, måske giver hun/han datteren et fristed at være, hvor hun kan udfolde sig, som hun har brug for. Det er også en ridder.

Så jo, der er tale om mobning. Og det foregår i familien, så lad os bare kalde det familiemobning. Fremragende begreb.

Selv har jeg ikke været offer for familiemobning, men jeg blev mobbet i skolen fra 1.-8. klasse. Rollen som offer tog jeg med mig til andre fritidsaktiviteter, hvor jeg hurtigt fik placeret mig selv i yderkanten af de sociale fællesskaber, og alt efter disses struktur, blev jeg mobbet, set skævt til, eller blot ikke forstået. Det var den virkelighed, jeg kendte – sådan, jeg regnede med at det var nødt til at være. Resultatet var en stor, tom følelse af ensomhed og mindreværd, som ingen så, og som jeg derfor ikke lærte at vise og tale højt om. Resultatet blev, at jeg gemte ensomheden indeni, og forsøgte at lade være med at mærke den – uvidende som jeg var med hvad søren jeg skulle stille op med den. Den følelse af ensomhed og mindreværd var medvirkende til at jeg valgte en psykopat som min første ægtefælle – at jeg blev det, min nuværende mand så betegnende har kaldt ”en stakkelelsker”. Jeg rummede ikke min egen følelse af ensomhed, kunne ikke være i hus med den, og mærkede jeg den derfor i andre, gjorde jeg det til min livsopgave at forsøge at fjerne den fra dem, så jeg ikke hele tiden blev mindet om den selv. Og psykopater er ensomme. Meget endda. Så jeg var altid beskæftiget.

Men tilbage til familiemobning. Som nævnt er det en størrelse, der må angribes systemisk, hvis man vil den til livs. Nogle gange er det nok, at et enkelt led i systemet ændrer adfærd, og det kan godt være offeret, der ikke finder sig i at være offer mere.

Hvordan kan man ikke være offer, hvis andre gør én til det? Det spørgsmål har jeg hørt nogle gange. Det er præcis den indstilling til offerrollen, der holder folk fast i den: Ideen om, at det udelukkende er de andre, der gør én til offer. At man selv er magtesløs. Men det er man ikke. Som barn var man måske, og det kan være den, der stadig sidder i kroppen. Men som voksent individ er sagen en anden.

Den systemiske vinkel kan hjælpe én med at identificere ridderne, så man ved hvem man kan trække vejret hos. Hvor man skal satse på at få lidt støtte, hvem man har lyst til at omgås. Den kan også hjælpe én med at afgøre hvilke (om nogen) kampe, der er værd at kæmpe – hvilken plads man sandsynligvis ville kunne få i familien, og om pladsen er kampen værd. Måske vil det gøre godt at ”vise dem alle sammen”, måske er det bedre bare at finde nogle andre mennesker at udnævne til sin fortrolige base og sit netværk.

For at kunne begge dele, må man imidlertid finde sig selv (igen). Finde ud af hvem man selv er uden offerrollen, mærke og vedkende sig sine egne lyster, ønsker og evner. Og hvor i nye fællesskaber, man gerne vil være.

Når kursen er sat, kan arbejdet for alvor begynde.

One thought on “Familiemobning

Skriv et svar til Ilse Bjerregaard Annuller svar