Spørgsmålet opstod hos mig en dag, jeg lå brak på sofaen, fældet af den graviditetskvalme, der åbenbart i min krop skal tage mere end de famøse 3 måneder, og være så slem, at jeg kun kan spise meget begrænset og på bestemte tidspunkter (hvilket ikke er givet på forhånd, så jeg kan ikke planlægge efter det) – ellers kaster jeg op. Og ofte kaster jeg op alligevel. Ikke at kroppen spørger mig, om jeg overhovedet har noget i maven – det er som om det ikke er det, det handler om. Det kan lige så godt være, at jeg har overanstrengt mig ved f.eks. at tage bilen ned og købe ind, eller har været i bad på et tidspunkt, hvor jeg burde have hvilet mig i stedet. Eller var faldet sulten i søvn, hvilket også er en rigtig dårlig idé. Så vågner jeg ved en altfortærende sult og en forvirring i hovedet så stor, at jeg dårligt kan finde ud af at åbne køleskabet (mens jeg holder vejret for ikke at snuse ind) og få taget noget mad.

Sojakakaomælk og knækbrød med ost har været min lifesaver utroligt mange gange. Andre gange har jeg kaldt på min mand, og fået ham til at lave noget til mig. Som han måske endte med at måtte spise selv, for selv om jeg cravede det, da jeg bestilte det, skulle jeg da bestemt ikke have det, når det så stod foran mig.

Medfølelsen hos mand, forældre og svigerforældre er stor, og på sådan en dag fik jeg en SMS fra min svigermor, der lød noget i retning af: ”Hold ud. Jeg synes, du er meget stærk. Det er synd for dig, at du skal lide sådan.”

Lide? Led jeg? Ja, det gjorde jeg jo. Jeg havde det forfærdeligt, og ønskede det ikke for min værste fjende. Skummet stod mig i halsen ved den blotte tanke om et glas vand, og jeg var tørstig. Jeg lå på sofaen og var mat af sult, men ville ikke have noget af det, der var i køkkenet. Men det var ikke tanker omkring lidelse, der fyldte mit hoved, snarere den indre hammer, der så lidt ned på den Maude, der lå dér og ikke engang kunne finde ud af at stå op og tage noget at spise. Herregud, hvor langt var der lige over til køkkenbordet?

Men det kunne jeg jo ikke. Min svigermors bemærkninger om, at det var synd for mig, fik mig nærmere til at tænke, at jeg da ikke var noget offer. Offer ville jeg ikke være. Offer havde jeg været det meste af mit liv, og brugt det som overlevelsesstrategi, så at acceptere mig selv som offer, fik mine alarmklokker til at bimle, og advarede mig om ikke at gå ned ad den sti igen.

Snigløbet af den gamle selvkritiker

Havde jeg ikke en dejlig mand? Et godt liv? Et skønt arbejde? En venlig chef, god overenskomst og en forstående læge, så jeg kunne være sygemeldt lige nu? Havde jeg ikke fået et mirakel af en datter som 44-årig, og ventede jeg mig nu for søren da ikke igen, og barnet så sundt og raskt ud? Og så lå jeg her, og havde ondt af mig selv?

Og ikke nok med det; min svigermor og min mand og min mor havde sørme også ondt af mig. Min gamle overlevelsesstrategi bestod også af et stort behov for, at andre ikke skulle mærke det mindste ubehag, og her fik jeg min elskede familie til at føle tristhed?

Men så var det, det slog mig: Det var jo den gamle overlevelsesstrategi, der snakkede. Som oftest, når man er svækket, tyer kroppen til de gammelkendte strategier, fordi de engang netop gjorde, at man klarede sig uden at tænke. Tænke ja … det var jeg vist lige nødt til. Jeg fik slæbt mig over til køkkenet og drukket lidt sojakakao (af kartonen, der var virkelig ikke overskud til også at finde et glas). Og så satte jeg mig tilbage i sofaen og lod sukkeret virke.

Når mine ellers meget fornuftige mand havde ondt af mig … så var det sgu nok fordi der var en grund til det! Det var sgu synd for mig!

Men var jeg så offer?

Tilbage var så at finde fred med om jeg så nu igen var et offer – om end af en anden slags end tidligere. Jeg tyede for en sjælden gangs skyld til en ordbog, fordi jeg ikke selv vidste, hvad jeg skulle putte i begreberne ”offer” og ”lidelse”. Enten skulle ”offer” forstås anderledes, end jeg havde gjort hidtil, eller også skulle jeg have ryddet op i mine rodede følelser omkring hvad det var at være et offer, og acceptere, at der var flere måder at være offer på.

Definitionen på et offer var i psykologisk forstand ”en person, der havde været udsat for overgreb”. Og ja, det havde jeg, men jo ikke i denne sammenhæng. Jeg var ”bare” gravid. På en ret hård måde, men det var jo hormonelt betinget, og altså kroppens egne processer. Og engang opfandt én eller anden mand det mantra, at det jo ikke er en sygdom at være gravid, så kvinderne omkring ham kunne holde op med at ynke sådan, når de havde det skidt. Eller altså; det er jo ikke en sygdom, det er en lykkelig omstændighed. Men eftersom langt fra alle har så alvorlig kvalme som jeg, blev jeg enig med mig selv om, at man godt kan være gravid på en lidt syg måde.

Men okay – jeg var lidt lettet over at vide, at jeg ikke var offer. Så slap jeg da for at gen … (hvad fanden hedder det nu? Ud og drikke lidt kakao … nåja …) genoverveje betydningen af det at være offer. Men hvad så med lidelse? Her stod: ”Lidelse: en tilstand forbundet med smerte, pine, plage, nød, besvær, uheld og ulykke. Tilstanden kan være fysisk bestemt, fx tandpine” …

Så okay – jeg behøvede heller ikke redefinere noget, for at acceptere, at jeg led. Det kunne godt være fysisk, og var der noget, kvalme var, så var det da fysisk. Og jeg kunne godt – i hvert fald ifølge ordbogen – lide uden at være offer.

”Du er bare ikke særlig god til at være gravid,” smilede min mand, med reference til en veninde, der måske nok havde haft lidt kvalme én dag … ”eller også gør du det bare helt vildt grundigt!” føjede han til, og efterlod mig som så mange gange før med selv at skulle vælge min indgangsvinkel.

Og det er nok dér, den ligger, som med så meget andet. Som jeg skrev tidligere, plejer jeg ikke at slå op i ordbøgerne for at afgøre, hvad jeg lægger i et ord. Det har jeg det fint med at afgøre selv. Det er jo mig, der føler og mærker, og min oplevelse af tingene, der i bund og grund er afgørende for, hvordan jeg handler på den måde, jeg har det.

Det gælder vist også ret meget andet i livet. Da jeg var gravid med vores datter, var jeg – ud over at have lige så meget kvalme – også bange for alligevel ikke at blive Mor. I, der har fulgt bloggen, kan huske de tre aborter, vi måtte igennem først, I andre kan læse om det her. Denne gang var jeg jo Mor, og selv om denne graviditet skulle gå til grunde, ville jeg stadig være Mor. Så det er ligesom ikke på spil denne gang.

Mine følelser denne gang er derfor nogle helt andre. Og derfor handler jeg anderledes. Sidste gang blev jeg skannet hver måned, så nervøs var jeg. Og en ekstra livstegnsskanning eller to blev der nok også puttet ind imellem, sådan helt akut. Denne gang har der været én ekstra skanning, fordi lægen var sød, that’s it. Og jeg tager lægetjek og jordemodertjek så roligt, at jeg forleden lige måtte slå op hvornår den næste var – om jeg havde glemt det.

Så hvad ville jeg denne gang? Føle mig svag og dårlig over ikke at være særlig god til at være gravid, eller sidde med følelsen af, at jeg bare byggede en lillebror helt vildt grundigt? Jeg tror, jeg vælger det sidste – med den lille tilføjelse, at jeg måske nok ikke denne gang behøver helt så meget kvalme for at tro på, at tingene stadig går som de skal. Håber universet lytter med.

Stay tuned for nyheder om min snarlige bogudgivelse. Det er på torsdag, så jeg må hellere få skrevet lidt om den også.

Felter med en * skal udfyldes

Skriv en kommentar: