Kan du huske første- og andenvælger? Når hele klassen stod klar til idræt, og skulle deles i to hold? Det kan jeg. Jeg blev ofte valgt som én af de sidste – ikke fordi jeg var ringe til boldspil (selv om jeg heller ikke var fantastisk), men fordi jeg var ét af klassens mobbeofre. Jeg havde lav status. Og når man lader elever sammensætte et hold, bliver det efter popularitet og de grupperinger, der i forvejen er i klassen, og ikke efter hvem, der er dygtigst.
Nu er det så tid til at vælge lokalpolitikere igen. Da jeg ikke engagerer mig politisk til daglig (sådan på den måde, hvor man rent faktisk går ind og prøver at gøre en forskel), nøjes jeg med at tage hatten af for dem, der gør, og i respekt for dette tænke mig godt om, inden jeg sætter mit kryds. Men hvad gør man, når man ikke kender ret mange af politikerne i ens kommune, eller ved ret meget om, hvad de egentlig kæmper for?
En dag jeg og min mand kørte i bil, og delte hvor trætte vi var af valgplakaterne allevegne, sagde min mand: “Jeg tror altså XX får min stemme i år! Han er en god mand, ham kender jeg fra folkeskolen!” Jeg sad tilbage og tænkte, at eftersom min mand er meget sympatisk, kunne det ikke være helt skidt at stemme på én, han også fandt sympatisk. Om aftenen gik jeg derfor ind og tog et par kandidattests, og håbede, at jeg delte holdninger med den omtalte mand. Han kom overhovedet ikke frem på min skærm. Ligegyldigt hvilken test jeg valgte, for jeg prøvede naturligvis flere. I stedet fik jeg 68 % match med en politiker, jeg fandt aldeles latterlig sidste gang, der var valg. Ham ville jeg i hvert fald ikke stemme på. Og nåja – hvad er de tests egentlig værd? Spurgte jeg mig selv.
Jeg fandt omtalte mand, og læste lidt om ham. Sympatisk var han i hvert fald, og hans mærkesager lå blandt mine top 3. Som i nummer 3 altså.
Og så var det, det slog mig, at jeg – i stedet for at gå til de forskellige tests med åbent sind – sad og håbede på, at de ville bekræfte mig i det valg, jeg havde mest lyst til at træffe. Nemlig at stemme på ham, min mand havde anbefalet. Fordi jeg ikke kendte nogen af de andre. Og fordi jeg kender min mand, godt kan lide ham, og godt kan lide at dele gode følelser af enighed med ham. Og tanken om at sidde dér og glæde os sammen, hvis omtalte mand kom i byrådet, var ganske rar.
Bedst som jeg næsten havde besluttet mig for at droppe den videre spekuleren i kandidater og bare vælge ham, kom jeg i tanke om, at det var en tåbelig strategi for mig: Min mand går så meget op i ytrings- og valgfrihed, at han sagtens kunne finde på at sætte sit kryds et andet sted, når han så endelig stod i boksen. Og kun måske fortælle mig om det. Og hvor ville det så efterlade mig?
Ingen vej tilbage. Jeg er altså nødt til at vælge min egen kandidat. Jeg er nødt til at indtage en bevidst rolle som førstevælger. Og tage ansvar for mit valg.
Jeg ved ikke endnu hvad jeg vælger. Men jeg ved, at jeg finder ud af det inden 21. november. Og jeg vil opfordre jer allesammen til at gøre det samme – bruge jeres stemme, og præge sammensætningen af jeres byråd på den måde, I nu engang bedst kan. Af de grunde, I selv finder vigtigst.
Godt valg!