…hvordan overbeviser man så andre om, at man har brug for deres hjælp?

I mange år brugte jeg facader til at dække over mit kaotiske indre – så mange år, at det blev en fast indgroet del af mig aldrig at vise nogen helt, hvordan mine følelser var. Jeg havde nemlig så lavt selvværd, at jeg var overbevist om, at fik nogen mit indre kaos at se, ville de vende sig om og gå.

Jo værre, jeg havde det, des mere smilende og overskudsagtig sørgede jeg derfor for at se ud.

Her 6 år efter jeg forlod det liv, hvor der var brug for den strategi, har jeg i stedet fundet en god måde at være sårbar og stærk i livet på samme tid, og nyder det drive, jeg får af det: Alle de aspekter af livet, som jeg mærker, og som andre mindre følsomme mennesker går glip af.

Men når jeg bliver presset, går jeg som alle mennesker et skridt tilbage i den personlige udvikling, og finder derfor mig selv bruge den gamle overlevelsesstrategi igen og igen. Og har man så som jeg pt. en læge med et mekanisk menneskesyn, der fokuserer på de fysiske symptomer, er det ikke nogen god idé at komme ind og ligne en million. Men når det nu er det, jeg gør, når jeg har allermest brug for hjælp? Hvad gør jeg så? Hvad kan andre gøre?

Ud over at arbejde videre med den personlige udvikling, så støtte fra lægen bliver et mindre og mindre behov, er der ikke så meget andet at gøre end at skifte læge. Skifte til én, der forstår det sprog, man snakker, når man beskriver, hvordan man er indrettet, og som gerne vil støtte én på de præmisser, man selv har behov for. Fordi man har lært hvad der er brug for, og fordi lægen ved, at når man kommer til ham, er det fordi han sidder med adgangen til de tilbud, samfundet har til borgere med behov for ekstra støtte. At man netop kun kommer, fordi man ikke helt selv kan sørge for det, der er brug for.

I mit tilfælde er det min følsomhed, der resulterer i stress over ting, som andre ville kalde bagateller. For det er det for dem. Men når jeg så ikke bare ligner én, der er væltet i grøften, er det fordi en stor del af mit liv er gået med at være bange for at blive kaldt forkælet, fordi jeg ind imellem havde behov for at blive vist særlige hensyn. Den angst gjorde, at jeg havde en fantastisk evne til konstant at bagatellisere mine egne behov, hvis jeg overhovedet nævnte dem, og i stedet forsøge at lade være med at mærke dem ved at tage mig af alle andres behov før mine egne. Derfor har jeg brug for en læge, der forstår min følsomhed, selv om hun ikke kan se den, og som støtter mig i at forstærke de små pip om egne behov, som jeg trods alt kommer med nu, også selv om jeg er presset.

Har jeg ikke sådan en læge, går jeg til en samtale og ligner en million, der beder om særlige hensyn. Og resultatet må jo så nødvendigvis være, at den uforstående læge tænker, at overskud har jeg da masser af, og derfor konkluderer det sidste, jeg har brug for: At jeg er forkælet og sådan set bare skal have et skub ud i det, jeg tror, jeg ikke kan, og så opdager jeg glad, at jeg alligevel kunne.

Derfor siger jeg til folk i en lignende situation: Skift læge! Jeg havde engang en læge, som ganske vist undrede sig meget, den dag jeg kom og brød sammen foran hende, men som gav sig til at lytte til hvad jeg fortalte, og tog udgangspunkt i den, jeg var, og i hvad jeg sagde, jeg havde behov for. Hun reddede mit liv dengang, og fik mig ud af depression, angst og PTSD i samarbejde med en dygtig psykiater (og i samarbejde med mig selv, naturligvis), og jeg har de to mennesker at takke for, at jeg i dag sidder og kan skrive dette blogindlæg til jer.

Derfor: Skift læge! Og blive ved til du finder én, der forstår dig. Det er ikke dig, der er noget galt med.

5 thoughts on “Når nu ens overlevelsesstrategi er at ligne én, der har styr på det…

  1. Kære Ilse

    Tak for dine skriverie. Jeg ville gerne have takket dig for længe siden, men har ikke haft overskud. Jeg arbejder i en DUS i Aalborg, har gjort det i 16 år. Pludselig sidste forår gik alting galt for mig, og jeg kunne ikke mere holde facaden. Og heldigvis havde jeg året inden skiftet læge. Han lyttede og forstod, men det hjalp vist nok hans forståelse, at jeg virkelig IKKE lignede en million!!

    Jeg har slugt alle dine indlæg, både dem, som har med depression og angst/stress at gøre og dem om skolereformen.

    Vh. Marita

  2. Dejligt oplæg som rammer max jeg har også så meget facade ingen som ikke vil eller ikke har evnerne kan ikke se bagved jeg gør også max ud af mig selv mit hjem skal skinne mær jeg har det værst 🙁 det ikke altid en hjælp med den stærke facade selvfølgelig er det jo en overlevelses strategi og den hjælper og har hjulpet men er langt om længe startet med at lærer nye redskaber se bedste tanker malene

    1. Hej Malene, tak for din kommentar. Hvad er det så for nogle redskaber, du har lært? Held og lykke med dem. Varme tanker Ilse.

  3. Hvor er det befriende, når man læser et andet menneskes formulering af en referenceramme der er så tæt på éns egen!
    Den første læge jeg betroede mig til som ung, gav mig det udemærkede råd, at jeg skulle skrue lidt op for tempoet, løbe en tur. Så skulle det hele nok gå.
    Det gjorde det bare ikke.
    Et par år senere prøvede jeg så hos en anden, en kvindelig læge denne gang, for det var nok bedre. Hun rystede lidt opgivende på hovedet og sagde, at hvis jeg skulle henvises til psykolog, så var der meeeeget lang ventetid, og det var desuden nok også mere end min SU kunne financiere.
    Her blev der heller ikke spurgt ind til alle de symptomer jeg havde på depression.
    Den 3. læge var nyuddannet og relativt ung, så det måtte da være lykken?
    Han grinte af mig, og sagde, at hvis jeg bare vidste hvor mange unge piger der kom ind til ham og sad og græd, så….
    Hmm.. Ja, hvad så mon? Jo, så gik jeg så skamfuld!!!!! ud af hans dør, at jeg aldrig siden forsøgte at få hjælp.
    7-8 år senere blev jeg mor til det dejligste vidunder, og uanset hvor lykkelig jeg var for min lille datter, så sænkede der sig de mørkeste skyer over mit sind, mørkere end nogle andre jeg før havde oplevet. Selvom mine opmærksomme omgivelser forsigtigt prøvede at fortælle mig, at der var noget helt, helt galt, så var der ikke 10 vilde heste der kunne få mig til at gå til lægen. Heller ikke da angstanfaldene blev så slemme, at jeg kastede op, nogle dage mange gange. Jeg var så panisk angst for at fer skulle ske noget med min datter, for verden er et farligt sted.
    Ved et tilfælde kom jeg ind til en reservelæge, da hun skulle til 1 års undersøgelse. Lægen granskede af en eller anden grund mit syn på mit barn, og lynhurtigt brød jeg fuldstændigt sammen. Med al min grundige maskerende make up og det hele. Og så skal jeg love for det kom skred i tingene. 3 år med sygemelding, medicin, kognitiv terapi, arbejdsprøvninger, afklarings- og ressourceforløb. Alt sammen forgæves, for min hjerne havde taget permanent skade af de mange og lange depressive perioder. Så nu er jeg pensioneret med stationær depression, og øver mig stadig på at gå ud af døren uden makeup. Altså, mascaraen slipper jeg nok aldrig, for tænk nu hvis…

    1. Hej Anja
      Hold da op en fortælling, du har delt, varmt tak for den! Jeg er sikker på, du dermed hjælper nogle andre, der lige nu ikke er nået så langt, som du trods alt er.
      Jeg er ked af at høre, at du stadig kæmper med at møde din hverdag som den, du er. Med eller uden depression. Alle har ret til at være her, også dig!
      Har du prøvet andre terapiformer end den kognitive? Hvor god den end er, lærer den dig “kun” at håndtere dine problemer som en domptør håndterer en løve … fri af problemerne kommer du aldrig, med mindre du selv er i stand til at omsætte din viden om dine egne mønstre til din krop, hvilket der heldigvis er mange, der er.
      Derudover vil jeg sige til dig, at det er min overbevisning, at hjernen er plastisk, hvilket betyder, at den kan udvikle sig hele livet. Det betyder også, at med den rette hjælp, behøver din depression og angst ikke være kronisk, hvis du er parat til at smøge ærmerne op og gå i kødet på den!
      Jeg har skrevet om det her på min side, prøv at lave en søgning på “plastisk” og på “depression”, så skulle de sider og blogindlæg, jeg tænker på her, gerne dukke frem. Hvem ved, måske er der mere, du kan nikke genkendende til?
      De allerbedste tanker
      Ilse

Leave a Reply to Marita VartiainenCancel reply