Det er så trist, at det at have en spiseforstyrrelse bliver betragtet som at have en sygdom. Som at være selve årsagen til problemerne. Virkeligheden ser anderledes ud. En spiseforstyrrelse er et symptom på, at noget andet er galt – at det menneske, der har  udviklet et outreret spisemønster, har det virkelig, virkelig skidt indeni.

Jeg har ofte revet mig selv i håret i afmagt over de offentlige behandlingstilbud, som for en stor del handler om opfedning af mennesker med anoreksi eller hjælp af en diætist til mennesker med ortoreksi. “Hvorfor!!??” har jeg udbrudt igen og igen … og med min søsters lille beskrivelse af hendes personlige historie, gik det pludselig op for mig: Fordi sygehusvæsenet først ser patienterne (!), når de er derude, hvor det er for sent, hvor symptomerne har taget over, og mennesket med en spiseforstyrrelse har fået mishandlet deres egen krop så groft, at der også må fysiske korrektioner til. Sagt med andre ord; livsnødvendig fedt til anorektikerens hjerne, fedmeoperation eller nye knæ til den overvægtige, behandling for knogleskørhed hos bulimikeren eller ortorektikeren.

Min søsters historie er ikke grel – jeg tror netop, det var dens fine væsen og stille historie, der fik mig til at tænke på, hvordan den ligner så utroligt mange andres. Jeg var så heldig at kunne få lov til at dele den på min blog. Læs den!

http://ilsebjerregaard.dk/?p=469

 

Skriv en kommentar: