Jeg skrev under afsnittet om rundkørslen, at man hverken kan vælge at tro på en ny mulighed eller lade være. I den sidste fase af krisen – nyorienteringsfasen – er det imidlertid ikke helt rigtigt. Men man kan først vælge det, når det er et reelt valg, man har.

Mange vil mene, at det valg har man sådan set fra starten, og det er også rigtigt, hvis man fra starten f.eks. ikke kommer i krise over tabet af et ufødt foster. Det betyder nemlig, at man fra starten har accepteret, at det er et muligt livsvilkår, at man – lige såvel som man ikke kan bestemme hvornår livet skal slutte – heller ikke kan bestemme hvornår det skal opstå.

Ikke at komme i krise er jo netop lig med at være i balance med at man gerne må føle det, man føler – sorg, vrede, angst eller hvad det er. Er man det, mærker og accepterer man ret hurtigt sine reaktioner/følelser på det skete, og kommer derfor også hurtigere til reparationsfasen og nyorienteringsfasen. Man accepterer, at man skal igennem en kendt proces, og tager sig den nødvendige tid og det nødvendige fokus til den.

Min pointe her er, at når man har været krisens faser igennem, også nyorienteringsfasen, har man fået lagt sig en ny strategi for, hvordan man vil gøre nu. I det ligger også en vis forventning om, at sker noget lignende igen, har man en idé om hvordan man kan komme videre. Og det er her, man er i stand til at forholde sig til et valg, for det er her, man reelt erkender, at man ikke har kontrol over hvad der kommer til at ske i fremtiden – men at man også har fundet ud af, hvilke leveregler, man selv trives bedst med. Her er et par mulige stykker:

  1. Næste gang lykkes det.
  2. Næste gang får vi fertilitetshjælp, og bliver vi forældre.
  3. Det lykkes nok på et tidspunkt, hvis vi bare bliver ved.
  4. Sker det, så sker det – og det bliver dejligt, hvis det sker.
  5. Jeg gør ikke noget aktivt for at undgå det, men jeg regner heller ikke med noget.
  6. Jeg tror ikke, vi bliver forældre.
  7. Vi bliver ikke forældre, men mine dejlige niecer/naboens børn/nogle plejebørn har også brug for nogle ekstra voksenhænder, og dem har vi jo nu.
  8. Vi bliver ikke forældre, og de skal ikke være børn i vores liv.

Forskellen på at vælge aktivt og at kaste sig blindt ind i en tro er netop erkendelsen, og forskellen er kun noget, man selv kan mærke på sin egen krop: Er der ro på kroppen, når man vælger, og er der ro på, at muligheden for, at det slet ikke går, som man vælger at tro, også er til stede?

Uanset hvilken en, man hælder mest til, risikerer man selvfølgelig at komme i krise igen, hvis de udfordres – og selv om man troede sig nok så meget i balance med dem, kan man let opdage, at det var man slet ikke. Men som jeg plejer at sige: Hvis man ikke oplever, at man har et problem, har man ikke et problem. Er kroppen i ro, er den i ro, og stresser ikke: Vi har alle forskellige måder at leve og overleve på, hvilket i min optik netop er menneskets allerstørste styrke, nemlig vores mangfoldighed og tilpasningsevne.

Tilbage til hovedsiden: Vi er alle barnløse, til vi har fået det første barn

Skriv en kommentar: