I vores moderne samfund, hvor vi er opdraget med at vi kan kontrollere selv meget vigtige aspekter af vores liv, prøver vi ofte at tvinge vores følelser i en bestemt retning. ”Det er bedst for at blive gravid/for baby, at du har positive tanker”, ”Giv slip på at blive gravid, så kommer det lige pludselig” og ”Visualiser at det sker, og så sker det” er bare nogle få af de velmenende råd, man let kan få, når man befinder sig i følelseskarrusellen. Ydermere er vores store viden om både mental og fysisk sundhed med til at give os uendelige afprøvningsmuligheder i arbejdet på at finde ”det rigtige” … det, der får f.eks. en ny graviditet til at lykkes.

Vi vil gerne handle os ud af frustrationerne, men rundkørslen har uendelige afkørsler, og hele tiden kan vi høre både for og imod de forskellige veje. Man kan derfor let komme til at ligge og ”køre rundt” i rundkørslen, hvor man f.eks. prøver at beslutte sig for at tage vejen mod syd, og derfor kører forbi de andre, men når man så kommer til den sydgående afkørsel, får man øje på alle advarselsskiltene nede ad den vej, og gasser alligevel op og kører videre. Alt imens man misunder dem, der glade og halvblinde valgte en afkørsel og kom videre med deres liv.

Men kan man bestemme sig for at glæde sig? Kan man med den rationelle fornuft slutte sig frem til, at hvis man bare tror på det, så sker det? Eller kan man beslutte sig for at give slip på ønsket om at blive gravid igen … og hvis man gør det, med henblik på netop at blive gravid, har man så reelt givet slip – eller drøner man så stadig rundt i rundkørslen…?

Svaret er nej, det kan man ikke. Man kan ikke bestemme sig for at have bestemte følelser. Det eneste, man kan vælge, er at søge at finde en måde at rumme de følelser, man nu engang har. Undersøge dem, hvis man har behov for det, finde ud af hvor de stammer fra, og hvordan det giver mening for én at have netop disse følelser. Man kan f.eks. ikke beskytte sig mod følelsen af sorg ved at vælge at tro på næste forsøg; enten så tror man på det, eller også gør man ikke. Og limboet kan være ganske så krævende at være i, fordi intet i princippet er afgjort før man som kvinde går i overgangsalderen og/eller får nej fra adoptionstilsynet, eller før man som mand har fået en sygdom eller lignende, der gør, at man ikke længere er fertil. Det allervigtigste man kan gøre er at vedkende sig og anerkende de følelser, man nu engang har: Det er f.eks. sorgfuldt ikke at tro på, at det kan ske, for det rummer et muligt tab af identitet som forælder. Det er angstfyldt ikke at ”turde” tro på det, fordi man ligger på kanten af at begynde at bearbejde nogle grundfølelser og grundindstillinger, man kan have til livet – f.eks. at man i bund og grund ikke tror på, at der ligger gode ting og venter på én. Det er en hård erkendelse at dykke ned i, men det er nødvendigt, hvis man vil ændre på den, for før man har konfronteret smerten og angsten ved at leve et liv, hvor man ikke forventer at få støtte og dejlige overraskelser, er man ikke i stand til at se nøgternt på de muligheder, der rent faktisk er for, at det kan ske.

Efterbearbejdelsen i netværket

Skriv en kommentar: