Ved havet er jeg fri
ved havet kan jeg alt
ved havet kan jeg ånde
sprede armene som havørnens vinger
og mærke sandkornene le
når de trilles rundt
af det friske vand

Ved havet kan jeg slippe fantasien løs
ved havet åbnes mit hjerte
min sjæl kan flyve frit
mine tanker danse væk
under mågernes hvide vinger

Ved havet kan jeg flyve og le
og kysse bølgernes hvide perler
som danser ned over mig
imens vindens lange dybe suk
strejfer min krop

(forfatter ukendt)

Digtet ”havet” er et af de smukkeste digte jeg har læst i nyere tid. Havet beskrives som en slags drømmehave om man vil. Det er det sted, hvor man kan være sig selv. Slippe alle hæmninger. Være et med sig selv. Ikke hænge sig i andres meninger og holdninger, for her er man fri. Fri til at føle sjælen. Fri til at lade fantasien så frit løb, uden at andre kan påvirke den. Fri til at opføre sig, som det menneske man aller inderst inde er. Den person man gerne vil være, men ikke kan være, for man tænker for meget over, hvad andre tænker og mener. Men alt dette er ligegyldigt når man er ved havet. For havet dømmer ikke, havet har ingen fordomme. Hos havet er vi alle lige smukke. Alle er lige. Der er plads til alt og alle. Ingen tanker og fantasier er forkerte.

Ved havet er man alene. Man er fri. Fri som en fugl, der flyver højt oppe. Den bæres af vinde, det er vinden der holder fuglen oppe, så den er fri. Denne effekt har havet.
Havet er ustyrligt. Havet er frit. Havet er ingen herre over. Dette gør havet så smukt. Det er et af de smukkeste naturfænomener der findes.

Personligt elsker jeg havet mere end det meste. Den følelse man rammes af når man ankommer til stranden. Sandet kærtegner de bare fødder. Den friske hav brise, der møder mit ansigt. Vinden i håret; den ødelægger måske den frisure jeg har brugt næsten en time på, men alt dette er lige meget nu, for det får mig til at føle mig fri. Mit hår er ligeså ustyrligt som havet selv. Vinden kærtegner min kind. Den friske havduft, strejfer min næse. Den friske brise sætter gang i hele min krop. Jeg lukker mine øjne, og føler mig intet mindre end fri. Det føltes som om jeg flyver. Min hjerne slår totalt fra. Al den stress og jag jeg har i hverdagen, den forsvinder bare.
Jeg føler mig som den frie hest. Den vilde mustang, som ingen kan tæmme. Den som ingen er herre over. Den er fri. Den har og vil altid være fri. Den er fri til at gøre, hvad den vil.

Når mine fødder møder vandkanten. Når vandet møder mine tæer. Så er det som om, at hele min krop rammes af vandet, det kolde gys, giver et sæt i hele min krop, men på den bedst mulige måde. Jeg kan mærke at jeg lever. Mit hjerte slår hurtigere. Pulsen stiger. Min hjerne vil have mig til at gå væk fra det kolde vand, men jeg vil ikke. Jeg elsker det.

Den følelse jeg rammes af, af havet, af stranden kan ikke beskrives. Alle de minder jeg har fra stranden popper op i mit hoved. Uanset om det regner. Uanset om det er koldt eller varmt, så er havet stadig dejligt. Havet har og vil altid være det smukkeste. Det er den bedste medicin, hvis man har behov for at være alene med mine tanker, eller bare koble lidt fra, eller for den sags skyld, bare ville hygge sig med sine nærmeste. Jeg føler mig uovervindelig, som om, intet kan røre mig. Det er dette jeg elsker ved havet, det er plads til alt og alle.

Historien i skolen:
Jeg skulle fremlægge denne fortolkning af digtet ”havet”. Det var en mundtlig fremlæggelse.
Jeg havde glædet mig sygt meget til denne fremlæggelse, da jeg virkelig følte at jeg virkelig kunne dette, og jeg fandt digtet meget dybt, og jeg følte at jeg virkelig kunne få noget godt ud af dette.

Da jeg skulle fremlægge gik alt som det skulle, og måske endda lidt bedre. Jeg fik virkelig åbnet mig op, på måder som jeg aldrig har gjort før i klassen. Jeg fortalte hvordan jeg selv følte at jeg kunne relatere til dette fantastiske digt. Det var så spændende at tiden bare fløj afsted.  Jeg fik sagt alt det jeg skulle, og måske lidt mere, men det følte jeg bestemt ikke påvirkede min præstation negativt.
Da jeg havde fremlagt havde jeg bare den der ”ja” følelse, som man får, når det virkelig er gået godt.

Da jeg senere skulle have en evaluering af min fremlæggelse, faldte det hele så til jorden. Jeg kom ind til læreren med en rigtig god følelse, men kom ud med en knap så god en.

Jeg fik at vide, at min fremlæggelse var gået okay, men min egen fortolkning var totalt forkert. Jeg havde slet ikke relateret til den på den rigtige måde, og min opfattelse af digtet var helt hen i vejret, for sådan skulle det slet ikke tolkes. Hertil svarer jeg så, at en fortolkning jo er MIN holdning og mening om digtet, så jeg kunne ikke se, hvad hun mente med dette. Jeg spurgte hvad hun mente, og så sagde hun, at alt det jeg så, kunne hun slet ikke se. Jeg kunne jammerligt ikke se problemet; der stod i opgaven, at jeg skulle give MIN egen fortolkning og syn på digtet? Så hvordan skulle jeg kunne se og opfatte digtet så forkert som hun mente at jeg gjorde?

Jeg blev meget ked af det, for jeg havde virkelig lagt hjerte og sjæl i dette. Jeg følte at jeg havde blottet mig selv, på en meget grænseoverskridende måde. Hvilket faktisk er en meget stor ting for mig.
Jeg fortalte hende, at jeg havde fortolket digtet på den bedst mulige måde for mig, og jeg selv var tilfreds med det. Men hun var slet ikke tilfreds. Hun kunne ikke se, hvor jeg så de ting som jeg gjorde, og tog ikke imod min argumentation.

Jeg fik efterfølgende min karakter… jeg har aldrig været så ked af det over en karakter før.. jeg fik 4 med pil op. Jeg kunne slet ikke forstå det, for jeg var ellers så tilfreds… Da jeg kom ud, havde jeg en klump i halsen, og jeg var tæt på at græde. Jeg havde åbnet mig 110% i denne opgave, jeg fik sagt ting, som jeg aldrig ville have sagt, men det gjorde jeg, for det følte jeg, at jeg kunne igennem dette digt. Men det var åbenbart forkert.

Selvom det er lidt tid siden, så kan jeg stadig mærke det, og jeg har slet ikke lyst til at sige noget i hendes dansktimer mere… fordi det jeg virkelig fortæller fra hjertet, åbenbart ikke er godt nok. Jeg elsker at vise hvad jeg kan, men det føler jeg ikke at jeg har samme lyst til mere, for hun river det jo bare ned. For det er kun HENDES måde at fortolke på der er den rigtige, hvilket jeg stadig ikke rigtigt forstår.

Så noget jeg havde glædet mig rigtig meget til, og set frem til, blev pludselig til en negativ oplevelse. Jeg føler ikke, jeg sådan for alvor vil ændre mig, men samtidig føler jeg ikke, jeg kan vise alt hvad jeg kan, for jeg har simpelthen totalt mistet lysten – overfor hende, i hvert fald. På den ene side har jeg ikke lyst til at lade det gå mig på – og alligevel kan jeg bare ikke lade være med at tænke på det.

2 thoughts on “Ved havet er jeg fri – Marias fortælling

  1. Personligt synes jeg, at det er en smuk fortolkning. Du skal ikke ændre noget som helst, fordi andre ikke mener det samme som dig. Du er dig og tænker som dig – ingen skal fortælle dig at det er forkert, for hvordan kan det være forkert at være sig selv!!

    En fortolkning kan ikke være forkert. Vi fortolker alle sammen ting forskelligt, for vi har alle forskellige ting med i bagagen, som kan influere på en fortolkning.

    Så vidt jeg ved fra min danskundervisning, er der ikke en manual med til de digte man læser. De er alle til fri fortolkning. Hvordan din lærer kan sige, at din fortolkning er forkert, forekommer mig meget underligt. I mine øjne er det din lærer, som er helt forkert på den.

    Jeg synes, at det er super sejt, at du forsvarede din opgave overfor din lærer. Du holder fast i dig selv. Bliv ved med det!! Jeg kan dog også godt forstå, at du bliver ked af det efterfølgende. Du har taget et kæmpe skridt og åbnet op for dig selv og det blev ikke imødekommet. Men det er IKKE et nederlag. Blev ved med at stå ved dig selv.

    ”Ikke hænge sig i andres meninger og holdninger, for her er man fri”. Det er en del af din tolkning af digtet. Måske du skal lytte til det du selv skriver – du skal ikke hænge dig andres meninger og holdninger. Du er fri – ikke kun ved havet.

    Ironisk nok, får du lige min mening her 🙂 Hvad du gør med den, er helt op til dig 🙂

Skriv en kommentar: