Blev lige spurgt hvad jeg mener om diagnosen “Særligt sensitiv”, og fik lige lyst til at dele svaret med jer, og høre jeres kommentarer, hvis I har nogen. Tror jeg selv ville få den, hvis jeg havde brug for den, men det har jeg ikke. Før I læser nedenstående, kan I lige klikke ind på min hjemmeside og læse hvad jeg mener om diagnoser i det hele taget (se link).

http://ilsebjerregaard.dk/personlig-udvikling/diagnoser-eller-mennesker/

Dernæst skrev jeg:
Jeg tror på, at vi mennesker har forskellige grader af følsomhed. Men jeg tror mere, at det er vores opvækst og graden af vores families rummelighed, der afgør, om det bliver et problem. For et problem bliver det først, når den overlevelsesstrategi, vi får valgt os, enten ikke passer ind i vores omgivelser eller bliver selvskadende.
Jeg går til særlig sensitivitet med en systemisk og anerkendende tilgang. Men jeg føler mig ikke sikker på, at diagnosticering er løsningen på problemet, fordi det på en måde nok engang sætter fokus på “en syg”, på individet som afviger, i stedet for at fordele ansvaret lige mellem individ, gruppe og samfund.

Hvad tænker du? Har vi brug for diagnoser for at kunne rumme menneskehedens mangfoldighed? Har skolen brug for diagnoser for at kunne lave differenteret undervisning?

Skriv en kommentar: