Misbrug involverer både én, der misbruger, og nogen, der bliver misbrugt. Alkoholikere misbruger ganske vist sig selv, men har de en partner og/eller børn, strækker misbruget sig også ud over dem. Altid. Børn er ofre, da de ikke er ansvarlige for deres eget liv, og ikke kan flytte sig selv ud af den zone, de misbruges i.

Her handler det om parforhold, altså et forhold mellem voksne mennesker, og her er der næsten altid tale om et gensidigt misbrugsforhold. En part, der misbruger den anden, og en part, der finder sig i det, og dermed medvirker til at opretholde det destruktive forhold. I denne forbindelse er stoffet, der bliver misbrugt med, faktisk sekundært.

Det kan lyde provokerende, for den gængse – og lettere – opfattelse af misbrug er, at misbrugeren alene er ansvarlig for misbruget af det andet menneske, og misbrugeren på sin side undskylder sig med at stoffet har magten over ham. Eller at hvis partneren bare var sødere, jobbet bedre eller personen selv rigere ville han/hun ikke være misbruger. Men det er præcis den slags tanker, der fastholder misbrugeren i sit misbrug, og partneren i at lade sig misbruge!!

Den part, der lader sig misbruge, har sin aktive del af ansvaret for det destruktive parforhold, og skal derfor have betegnelsen medmisbruger. Men ikke fordi partneren nogensinde kan blive ansvarlig for misbrugerens handlinger og valg. Nej, fordi medmisbrugeren gennem at stå model til misbrugerens opførsel medvirker til at opretholde det destruktive forhold. Han eller hun giver ganske enkelt misbrugeren mulighed for at fortsætte sit misbrug uden at måtte tage konsekvensen af at behandle et andet menneske urimeligt.

Er det rimeligt?

At finde sig i ydmygende behandling kan være en del af den måde, vi er blevet opdraget på, og vi har derfor lært os en overlevelsesstrategi, der gør, at vi ikke rigtig mærker det. På et tidspunkt i vores liv, hvor vi var afhængige af andres velvilje, lærte vi, at den måde, de behandlede os på, var den rigtige måde. Dengang var vi ofre. Og det er den opfattelse af stadig at være ofre, vi tager med os ind i voksenlivet.

Min pointe er, at hverken misbruger eller medmisbruger er offer – mere! Men hvis man tør mærke det, der var engang, kan man tage fat om roden til de negative overlevelsesstrategier, som vi dannede dengang, og gennem den personlige udvikling vokser vi lige så stille fri af det selvdestruktive livsmønster, vi befinder os i.

Jeg skal være den sidste til at afgøre, om et forhold skal ophøre eller ej – det kan kun de involverede parter selv tage ansvar for. Vælger I at komme i parterapi hos mig, vil jeg hjælpe jer med at lære at tale sammen som ligeværdige mennesker, og støtte jer I at se hvilke destruktive mønstre, I holder hinanden fast i, med henblik på at I sammen eller hver for sig får muligheden for at lægge jeres liv om til et sundt, velfungerende og konstruktivt liv.

Læs også hvad jeg har skrevet på min blog om samme emne:

http://ilsebjerregaard.dk/?p=721

Skriv en kommentar: