Hvad er forskellen på at gå hos en psykolog og en psykoterapeut?

Det spørgsmål har jeg efterhånden fået nogle gange. Jeg vil svare så godt jeg kan: En psykolog læser på universitetet og hører derfor under de videnskabelige uddannelser – hvor alting skal samles og rubriceres, bevises eller modbevises, før man kan kalde det gyldigt eller ikke-gyldigt. Der skal være system i tingene, overblik, og teorierne udtaler sig om generelle træk ved menneskers måde at tænke på – og en psykolog vil oftest i sin behandling tage udgangspunkt i hvad der generelt gælder for de fleste mennesker.

Psykoterapi derimod fokuserer på det individuelle menneske. Den person, der sidder lige her lige nu foran lige netop denne terapeut, og hvordan det påvirker mødet mellem de to. Det betyder ikke, at psykoterapi er taget ud af den blå luft, men kun, at det, der gælder for en lang række mennesker måske – men ikke nødvendigvis – gælder for lige præcis dette menneske.

Dette er ikke specielt for psykologien – jeg kan i en geografibog læse, at gennemsnitsdybden på den å, som jeg gerne skulle over på den anden side af, er en halv meter, men jeg kan komme slemt galt afsted, hvis jeg på grundlag af denne gennemsnitlige viden uden videre traver ud i åen. Jeg må undersøge, hvilken dybde den har lige netop her på dette sted, hvor jeg skal over.”

(Jette Fog: “Saglig medmenneskelighed”, Hans Reitzels Forlag 1998)

Dermed ikke være sagt, at det ikke kan hjælpe at gå til en psykolog; det hjælper hundredevis af mennesker. Men der er tendens til hos en psykolog, at man bliver på det abstrakte, kognitive plan, og ikke kommer i dybden med det, der for alvor betyder noget for det enkelte menneske.

De almene teorier kan i en samtale ikke tjene som vores direkte handlegrundlag. Griber jeg til tankevirksomheden i utide, og bliver teorien den primære begrundelse for det, jeg gør, kommer jeg meget hurtigt til at tænke mig til, hvordan tingene hænger sammen – og jeg har så dybest set ikke mere at lære. Jeg vil da være tilbøjelig til at lade det, som kommer fra personen, være underordnet denne teori og kan ikke forholde mig som person til person.” (Ibid)

Det kan være godt nok at lære hvordan man håndterer sin angst (læs mit afsnit om medicin eller ej), men at få angsten til slet ikke at opstå, er en helt anden sag. For at kunne finde kilden til den, er man nødt til at lære det menneske at kende, som har lige netop dette problem.

Personligt følte jeg det som om jeg var kommet hjem, da jeg stiftede bekendtskab med den oplevelsesorienterede psykoterapi. Her var der interesse i mig, hvem jeg var, og denne interesse i sig selv gav mit lave selvværd en tro på, at det måske ikke behøvede at være sådan. At det kunne være muligt, at elske mig selv, som jeg var.

Læs også mit blogindlæg om behandlerjunglen.

Skriv en kommentar: