Kender du udtrykket: “Jeg er jo ikke lavet af glas…”? Oftest brugt i betydningen: Jeg går ikke så let i stykker. Og det gør vi heldigvis heller ikke. Går let i stykker altså.

I stedet er vi meget dygtige til at finde forskellige måder at overleve på. Vores vigtigste genetiske arv, vil jeg vove at påstå. Evnen til at tilpasse os endog ekstreme livsvilkår uden at gå til.

Hvordan går det så til, at vi samtidig kan føle os så skrøbelige? Er vi blevet for forkælede og skal “bare” se at komme over det? Det vil nogen hævde. Kognitive terapeuter går f.eks. ind for aflæring – hvis du er bange for at flyve, så flyv til du ikke er bange mere. For til sidst bliver du træt af at være bange.

Jeg tror, at vores evne til at tilpasse os blandt andet bunder i vores gode evne til at regne overlevelsesstrategier ud. Det er altså blot bagsiden af den medalje, der sikrer vores overlevelse, der giver os katastrofetanker og angst og en følelse af ikke at kunne holde til noget som helst. Det er fordi vi er i stand til at forestille os så mange muligheder, at vi ender med at lamme os selv i jagten på “den optimale mulighed”. Og jo, lidt forkælede er vi måske. Det er i hvert fald ikke noget, en hjort ude i skoven bruger tid på.

Forleden fik jeg lov til at lytte til en personlig fortælling fra en dame, der bestemt ikke er lavet af glas. Når hun alligevel føler, hun er, skyldes det hendes opvækst, hvor hendes grænser er blevet overskredet igen og igen til et punkt, hvor hun var nødt til at sparke fra sig i selvforsvar, hvis der skulle være bare den mindste lillebitte smule af hende selv tilbage – og hvis hun skulle vælge at leve. Leve med det, der var og er, skabe sig selv frirum til at rive det ned, der var i stykker, og begynde at erstatte de rådne bjælker med nogle sunde og stærke.

Hun har altid været familiens sorte får; den skøre, den overfølsomme, den farlige. Fordi hendes forældre godt vidste, at hun bar på sin fars hemmelighed om hans hang til små piger – eller til hans datter i særdeleshed. Fordi glasbilledet af den fine familie ikke måtte briste, så forældrene var nødt til at se deres egen dysfunktionalitet i øjnene. I stedet fik den stærkeste i systemet til opgave at bære byrden. Og det gjorde hun. Lige til hun sagde fra. Hvis det ikke kræver styrke, ved jeg ikke hvad gør!