Måske er det mig, der trænger til at lære noget igen. Det sker jo med jævne mellemrum. Faktisk hver gang jeg møder noget, jeg ikke sådan lige uden videre accepterer; for at være en god terapeut, er jeg nødt til at vide hvorfor jeg ikke accepterer noget, for at kunne adskille min egen reaktion fra klientens.

I det her tilfælde drejer det sig om tabuer og konfliktskyhed, og jeg ved nu godt hvorfor. Jeg bliver altid harm når nogen ignoreres, hvadenten det er voksne, der ikke har overskud til at se børns behov, eller der er voksne, der vender sig væk fra andre voksne, der trænger til deres støtte og omsorg.

Når jeg selv bliver harm, er det fordi jeg bliver ramt. Og jeg ved udmærket godt, at jeg bliver ramt fordi jeg selv engang var i den position – det var mig, der ikke blev set, og jeg måtte lære mig selv nogle måder at overleve på, som bragte mig voldsomme problemer senere. Men nok nu om det, for jeg mener stadig, jeg har en pointe.

Vi taler så meget om at bryde tabuer, men det bliver ofte ved snakken, synes jeg. Det svarer til at tage fat i opvaskebørsten, men ikke putte sæbe på og gå i gang med at skrubbe den beskidte tallerken. Vi ved godt, hvad der skal gøres, og vi lader som om vi skal lige til at gå i gang – men vi gør det ikke.

Måske er vi bange for at anerkende andre menneskers problemer, fordi vi dermed også kan risikere at anerkende vores egne – og dermed erkende, at der er noget – måske meget besværligt – vi er nødt til at få lavet om på i vores liv. Det har jeg skrevet lidt om på denne her side: http://ilsebjerregaard.dk/?page_id=679

Uanset årsagen, siger vi imidlertid stadig ét – og gør noget andet. Det kan være en pædagog, der nægter at se det barn, der vantrives, fordi der så skal handles på det – en Mor, der luller sig selv ind i forestillingen om at børnene klarer sig fint trods det hun selv er i krise – venner eller kolleger, der vender ryggen til en person, der fortæller at han eller hun har det skidt. 

Hvorfor? Når vi nu alle er erklæret sociale, og vores moral byder os at hjælpe “vores næste”?

Jeg kommer til at tænke på det første job jeg fik efter jeg var gået fra min eksmand. Her skulle jeg vælge hvad og hvor meget jeg ville fortælle om mig selv, og jeg havde gået indebrændt med alle mine fatale hemmeligheder så længe, at jeg uden at tænke to gange delte hver eneste essentielle detalje om de ting, jeg havde været igennem, til alle, der spurgte. På samme arbejdsplads var reaktionerne meget forskellige – min leder var heldigvis rummende og interesseret i hvordan han bedst kunne støtte mig, men en af mine kolleger begyndte konsekvent at undgå mig: Ville jeg ud med børnene, ville hun gerne være inde. Var jeg i forhaven, var hun i baghaven – flyttede jeg mig så om i baghaven, skulle hun pludselig noget ude foran.

Hun blev det, der kaldes retraumatiseret. Der blev blæst liv i ellers godt fortrængte traumatiske hændelser i hendes eget familieliv, når hun lyttede til mig – og til sidst blot hun så på mig. Jeg er ret sikker på, at hvis jeg ikke havde skiftet arbejde, så havde hun.

Man kan ikke blive retraumatiseret, hvis man ikke har været udsat for nogen traumer, eller hvis man har lært at forholde sig til dem på en holdbar facon, så det er langt fra altid årsagen til at vi ser den anden vej, hvis nogen har det svært. Snarere tror jeg, der er tale om den sociale egenskab, at hvis du giver noget af dig selv, giver jeg også noget, og så bytter vi. Så er vi i kontakt. Og måske har man selv så mange forsvarsmekanismer, at man ikke kan komme i tanke om noget, man har lyst til at dele, som på nogen måder kunne matche det, den anden lige har fortalt om sig selv.

Men så er det, at jeg – som tidligere psykisk og socialt nødstedt – vil fortælle dig, at sådan forholder det sig langt fra altid, når nogen fortæller dig om deres psykiske problemer. Hvis de virkelig har det skidt, er de alt for opfyldt af deres egne problemer til at have overskud til at høre på dine, med mindre du kan fortælle hvordan du selv kom videre med netop det problem, de selv står midt i. Så fold du bare ørerne ud og lyt, tilbyd en skulder at græde ved, giv en kop te og husk at ringe og høre hvordan det går, men sørg for at gøre det, når du har god tid. Det er det, din ven har brug for. Støtte til selv at komme videre.

Men måske trænger jeg til at lære noget. Enlighten me!

Skriv en kommentar: