Inklusion er oppe i tiden. I Aalborg er de ved at lægge en ny strategi for inklusion i skolen, og godt for det. Jeg kender ikke den, der er, i detaljer, men jeg ved, hvad der er vigtigt.

I forlængelse af mit forrige blogindlæg omkring diagnosticering, vil jeg understrege, at hver gang vi definerer nogen som gruppe, ekskluderer vi dem. At opdele børn i grupper, er et udmærket arbejdsredskab, men KUN hvis man ved hvad man har med at gøre! Ellers bliver alt for mange puttet i en ADHD-kasse, en ukoncentreret-kasse, en asocial-kasse eller autistagtig-kasse. Uden der sker mere.

Jeg går ind for mangfoldighed, og for at hvert enkelt barn skal mødes præcis som det menneske, det nu engang er, og ikke skal slæbe på fordomme om hvordan det nok også er, når det nu f.eks. har svært ved at sidde stille. Men ressourcerne er jo ikke ubegrænsede, og én af grundende til at oprette specialklasserækker er, at her har man en mulighed for at samle de voksne, der “har noget at have det i”. Og at det er for dyrt at uddanne alle skolelærere og pædagoger til at være i stand til at tage sig lidt af alle slags problemer.

Så hvis man slanker PPR og specialklasserækkerne med det sigte at inkludere flere børn i klasserne – hvilket jeg som sagt går ind for – er der en helt utroligt vigtig ting, man er nødt til at turde italesætte, som kun få steder bliver det nu: Lærernes og pædagogernes grad af rummelighed og selverkendelse.

De voksnes angst for at se deres egen andel
Børn tilpasser sig de voksne omkring dem. Det er en naturlov, og sådan har det altid været. Men børn får problemer, når de voksne omkring dem af en eller anden grund ikke kan rumme dem for dem, de er, men har brug for, at de er nogle helt andre.

Hvad søren mener jeg mon med det?
Lad os lave et eksempel. Karin er børnehaveklasselærer, og har været det i 20 år. Hendes liv har budt på en del modgang, som hun har klaret ved at “tage sig sammen” og stå de stormvejr igennem, der kom, med oprejst pande. Hun fremstod altid stærk, og ingen gav hende andre muligheder.
I hendes 0. klasse kommer der hvert år sært nok altid nogle børn, der ret hurtigt viser sig at være noget galt med. De protesterer, sidder uroligt på stolen, kommer tit i konflikter eller græder let for ingenting. Det er synd for dem, synes Karin, og hun forspilder ikke en chance, når det kommer til at fortælle de børn og deres forældre, at hun godt kender deres problemer, har set det masser af gange før, og lige præcis ved, hvad de har brug for.

Og så begynder hun at definere dem. For sin egen skyld, i virkeligheden, så hun ved, hvordan hun skal forholde sig til alle de forskellige følelsesudbrud af forskellig art, og ikke mindst føler sig sikker på, hvordan hun skal reagere på dem som voksen. Hvad hendes opgave er. Det er krævende at komme godt igennem en årsplan med så mange forskellige typer børn og læringsstile, men hun har lagt en plan, for hun har jo prøvet det før. Hun får ret hurtigt inddraget trivselspersonen, og inden længe også PPRs psykolog, og alt sammen i inklusionens navn. De her børn skal jo udredes, så de kan få den støtte, de har brug for.

Når et barn fx ikke har lyst til at løse den opgave, hun har sat ham til, beslutter hun, at “han har det svært”, og indtager en forstående og hjælpende attitude overfor barnet. I bedste mening. Hun ser ikke, at barnet sådan set bare protesterer, og prøver grænser af, og egentlig blot trænger til at blive mødt i, at det er pissesurt at skulle lave noget, man ikke gider, når livet indtil nu for en stor del har bestået af leg og lystopgaver. Hun vælger i virkeligheden den attitude for ikke at blive vred på barnet og markere grænsen, for det er ikke en del af hendes selvbillede som børnehaveklasselærer, at hun er sådan én, der bare “stikker ordrer ud”, som hun selv formulerer det – måske sin egen mors skrappe og ufølsomme kommanderen rundt in mente.

Den forstående attitude får dog bare barnet til at skrue op for sin adfærd og protestere yderligere, mere, højere, alene fordi hans behov og følelser ikke er blevet anerkendt og set, og han dermed har fået hjælp til at udtrykke dem. Og jo mere, han protesterer, des tykkere bliver den mur af tilsyneladende omsorg, som Karin pakker ham ind i. Indtil hun en dag er nødt til at bede om hjælp udefra til den stakkels dreng, som tydeligvis ikke trives. Hverken i hendes timer eller med hendes løsningsforslag. Han har det simpelthen for svært…

Hvem kan hjælpe Karin?

Der kan iværksættes en bunke af tiltag til børnene, men Karin selv får ingen hjælp, og ville helt ærligt også se det som lidt af et nederlag, hvis hun skulle have det. Hun slipper børnene videre til 1. klasse med en oplevelse af at have kørt dem godt og forsvarligt ind i skolen, og sendt dem videre med de bedste muligheder for at få den hjælp, de har behov for.

I mellemtiden er de imidlertid blevet puttet i en kasse af en art. De er ikke bare børn længere, ikke bare små mennesker, der er ved at udvikle sig, og som gør det på vidt forskellig måde. I overleveringen fra 0. til 1. klasse bliver netop disse børn fremhævet som nogen, man skal være særligt opmærksom på. For det var Karin nødt til at være, for at kunne bevare sit selvbillede som velfungerende lærer med kontrol over undervisningen, og som kan sætte et hak ved, at alle børnene i hendes klasse er blevet så dygtige, som de kan. Hun har gjort noget.

Jeg siger ikke, det er Karins problematik alene. Slet ikke. Men Karin mangler i dén grad et sted at gå hen, et miljø at færdes i, hvor det er helt i orden at føle, at man ikke slår til. Hvor forvirring og manglende kontrol er alles virkelighed, og hvor en del af lærergerningen består i at gøre sit bedste, men aldrig kunne gøre nok.

Det er sjældent det, man hverver lærere til, og endnu sjældnere det, der står skrevet i panden på dem, der føler lærer- og pædagoggerningen som et kald. Og det er synd. For dermed drejer alt det, hun rent faktisk får udrettet, og alt det, hun kan, ud af fokus – til fordel for alt det, der ikke er styr på.

Politikere – forvaltning – skoleledelse nok engang

Jeps. Det er dem, der virkelig kan gøre en forskel. Politikerne er langt væk fra dagligdagen, og laver ambitiøse love. Lokalpolitikerne kan gøre deres til at fokusere på rummeligheden, og skoleforvaltningens ledere kan ikke sige ofte nok, at også de voksne skal trives i skolen. Ikke bare børnene. Det har de gjort i Aalborg, og nedfældet det i deres vision, at alle voksne skal have mindst én meningsfyldt voksen at kunne gå til på deres arbejdsplads. Det er en visionssætning, der er mindst lige så stor som at alle børn skal have mindst én ven – for det er jo den enkelte, der afgør, hvad der er meningsfuldt, og hvad der ikke er. Dermed understreger visionen for mig at se, at Aalborg Kommunes Skoleforvaltning ønsker diversitet i deres skoler – og inviterer den enkelte voksne til at tage stilling til, hvad der giver mening for dem.

Nu er forvaltningen ikke gearet til at alle lærere og pædagoger henvender sig til dem personligt, hvis de ikke synes, deres arbejdsplads giver mening (men muligheden er der, forstås). Derfor kræver det ekstra meget af forvaltningens uddannelse af skolelederne – både at de åbent støtter op om diversitet i skoleledelsen som helhed, men også at de sørger for at uddanne de ledere, der sidder på “toppen” af hver skole, til at fremelske denne diversitet både i deres ledelsesgruppe, men også i deres stab i øvrigt. Og – ikke mindst – til at kunne rumme den.

For at have nogle ledere, der kan det, er forvaltningen nødt til at have nogle ledere, der tør se på dem selv. Som ikke er…

Ledere, der er angste for at se deres egen andel

Aalborg Skoleforvaltning vil uddanne deres ledere i Leadership Pipeline – det har jeg behandlet i et andet blogindlæg HER. Det er ikke nogen dum idé, for så vidt at den øverste leder dermed kan sætte sig selv fri til at sørge for, at personalet trives. Enten ved selv at vide, hvordan man bakker det enkelte individ op i sin særegenhed, eller ved at have en trivselsperson for personalet også, som kan rumme deres forskellige tilgange til arbejdet.

Men lad mig benytte lejligheden til endnu engang at pointere akilleshælen i Leadership Pipeline, som jeg spændt venter på et udspil fra forvaltningen omkring, hvordan de vil tage højde for: At sørge for, at samarbejdet på tværs i ledernetværket bliver af en sådan karakter, at også lederne internt hver især har mindst én meningsfuld person at gå til, og at lederne tør spille deres kort åbent og kigge indad på deres egen andel af fællesskabet, når der er noget, der ikke fungerer.

Kun sådan kan de vise deres medarbejdere, hvordan det gøres.

2 thoughts on “Den ekskluderende inklusion i folkeskolen

  1. Flot Ilse! Du rammer meget præcis og sagens kerner klart!
    Der er i tænkningen om inklusion et underlæggende krav om at spare penge. Dette underlæggende bliver af og til synligt i dets groteske mangel på human omgang med borger …. skole … barn og underviser. Jeg har kendskab til en sag fra Gladsaxe kommune, som af spare hensyn forlangte at en 6 årig dreng med Downs symdrom og Infantil autisme …. uden sprog, ble barn … skulle inkluderes i en folkeskole. Forældrene stod meget alene om kampen for deres søn …. det afgørende krav fra forældrene var at skolen måtte låses af, fordi deres søn ellers ville stikke af, direkte ud i trafikken og fare vild mellem bilerne…. Nu går drengen glad i en specialskole i en nærliggende kommune … Av… det gjorde ondt i Gladsaxes kommunekasse….!

    1. Tak for rosen, Paul, men jeg kan nu ikke se nogen steder, at jeg har skrevet det med at spare penge? jeg har ingen beviser set for, at dette skal være en spareøvelse, og økonomisk set har jeg selv mere indtryk af, at det er en omprioriteringsøvelse, og det er jo langt fra alle, der er enige i nye prioriteringer.
      Men egentlig er dette slet ikke mit fokus her. Mit fokus handler mere om hvordan man hjælper lærere og pædagoger med den kæmpe omstillingsproces, det er for nogen, helt grundlæggende,at skulle tage udgangspunkt i barnets oplevelse af barnet, mere end den voksnes oplevelse af barnet. Det er mere dér, jeg tror det underliggende problem er. Tænker du noget om det? 🙂

Leave a Reply to Paul CallesenCancel reply