Når jeg som barn henvendte mig til de voksne og fortalte, at jeg blev drillet, var det ofte det svar, jeg fik. Og hver gang blev jeg lige modløs, for det føltes uopnåeligt. Jeg blev jo dybt ked af det, såret, og bange. Hver gang. Jeg – og hvilken hær? – skulle stoppe en hel gruppe af andre børn, mens jeg selv var i knæ.

I dag ved vi mere om mobning. Vi ved, at mobning skyldes en snæver og intolerant kultur i en gruppe mennesker, og hverken en ond mobber eller et overfølsomt offer. Alligevel bliver videoer som denne (How to stop a bully) delt igen og igen. Se den bare, den er god. Men netop fordi Brooks Gibbs adresserer mobberi som et individuelt problem mellem to mennesker, er han med til at bevare myten, at man kan stoppe mobning sådan. Det kan man ikke. Det kan du læse mere om i denne e-bog: Mobning – Viden og værktøjer for fagfolk.

Kroppen vil altid sladre om, hvad du virkelig føler

Det kan godt være, at man som offer kan indlære nogle svar i stil med dem på videoen. Men med mindre, svarene følges op af et tilsvarende kropssprog (prøv at se videoen uden undertekster og lyd, og se kun på deres kropssprog), vil man bare virke desperat. Og mennesker, der er vant til at overskride andres grænser, har ikke noget problem med at fortsætte, selv om folk er i knæ.

Og selv om det lykkes at fake, at man er ligeglad, er man det jo ikke. Så mobningen gør stadig ondt, og man har det stadig ikke godt.

Jeg var ikke god til at fake noget, og anede ikke, hvordan jeg skulle være mindre nærtagende. Når jeg blev så ked af det, var det jo fordi jeg i forvejen havde lavt selvværd, og mobningen kun passede alt for godt til min selvopfattelse: At jeg ikke var så meget værd, at mine grænser ikke måtte blive overskredet.

Jeg kunne ikke stoppe mobberierne på skolen – ikke engang dem mod mig selv. Selv da jeg i 8. klasse begyndte at ride på store heste (frem for ponyer), fik flere armkræfter og begyndte at forsvare mig, ændrede mobningen sig blot til kun at foregå i det skjulte. Hvor jeg før blev slået og sparket, blev mine støvler nu fyldt med vand og mine ting ødelagt – når jeg ikke var der. Når jeg opdagede det, hørte jeg kort efter ofte fnisen og lyden af nogen, der løb væk.

Jeg glædede mig til at skifte miljø
Da jeg startede i gymnasiet, glædede jeg mig til ikke at være mobbeoffer mere. Men det blev jeg til dels alligevel, for jeg blev holdt udenfor, og måtte modtage mange nedsættende kommentarer på mit tøj og min måde at være på. Jeg troede selv i mange år, at det var fordi jeg var kommet i klasse med én af mobberne fra min gamle klasse. At det var hendes skyld.

“Hvis der er nogen, der kalder dig dum, så må du bare vise dem, at det er du ikke!” Sagde min Far, i allerbedste mening. Opgaven lå altså stadig på mig, og jeg husker, jeg kunne mærke dens tunge åg hvile på mine skuldre. For jeg anede ikke hvordan jeg skulle gøre det; jeg følte jo, at ligemeget hvor god en kammerat, jeg prøvede at være, kunne de stadig ikke lide mig. Og mit lave selvværd blev om muligt endnu lavere: Jeg måtte virkelig være dum, når jeg ikke kunne finde ud af det.

Den gode nyhed er, at det her med ikke at være offer, er noget, der kan læres.
Du kan lære ikke at lade dig gå på af andres drillerier.
Det er ikke let, men det er heller ikke umuligt. Og hvis du har det lige så dårligt som jeg havde det, er du også klar til at smøge ærmerne op og gå i gang.

Hvad kræver det så, vil du måske spørge? Det kræver, at du tør se på dig selv og din egen historie – at du tør undersøge hvordan din rolle er eller var i din primære familie, og tør mærke hvilke konsekvenser, det har for dig i dit liv i dag. Eksempelvis var jeg selv så vant til rollen som offer, og til at føle mig mindre værd, at jeg blot fortsatte i samme rille: Der var ingen i min familie, der kunne vise mig, hvordan jeg gjorde noget andet. Den lærdom var jeg nødt til at få et andet sted.

Så selv om man de facto ikke bliver mobbet, hvis man ikke lader sig gå på af det, er det på tide, at vi holder op med at præsentere det som løsningen. Skal man fjerne mobningen fra en gruppe, kræver det bevidst arbejde fra de gruppeansvarlige voksne (aka ledelse), som kan vise vejen, og guide gruppen igennem ændringen. I den proces vil alle i det intolerante mønster ændre adfærd, og vil kunne tage deres nye kunnen med ud i andre grupper.

Findes disse “voksne” ikke, kan man som offer arbejde med sit selvværd og sin selvfølelse, så mobning preller af som vand på en gås. Det ændrer naturligvis ikke på det syge mønster, der er i den gruppe, man er en del af, men man slipper for selv at være offeret, og kan måske endog gennem sin egen udstråling bidrage til rummeligheden i gruppen, og dermed være med til at ændre det intolerante mønster, som er grundlaget for al mobning.

Det var bare det, jeg ville sige.
Det kan læres.