Det sker sjældent efterhånden, men det sker; at jeg løber mig selv så meget up-tempo, at jeg glemmer hvad det er, jeg består af. Jeg glemmer ikke bare at anerkende mine stærke sider, men glemmer desværre også hvor det er, jeg skal give mig selv ekstra omsorg.

Alle kan køre i overgear i en periode, men for at undgå, at det sætter sig til stress, skal man ikke gøre det ret længe. Og hvis vi hver især ved, hvad vi kan tåle, gør vi det heller ikke. I den ideelle verden.

Hvis du slår efter i bloggen, kan du læse hvad jeg har skrevet om nytårsforsæt de andre år. Det kommende nye år handler for mig om at holde fast i, at det, der engang var min svaghed, nu er blevet min styrke.

Jeg tog fejl af kalenderen i går. Ikke bare en dag eller to, men en hel måned. Jeg havde bestilt billetter til Misantropen på Aalborg Teater, fået manden med ud og spise, og glad og forventningsfuld gik jeg med ham over mod teatret. Som var lukket. Dagen var rigtig nok, det var bare først om en måned.

Men faktisk blev jeg glad. Og derefter endnu mere glad. Glad fordi det bare var for skægt at dumme sig sådan, og endnu mere glad fordi min reaktion var et bevis på, at jeg ikke længere er perfektionist i ordets negative forstand. Min mand lo fornøjet af min fejltagelse, fordi jeg ofte kan være meget detaljeorienteret, og normalt altid har styr på alting, og jeg lo med. I hans øjne var jeg helt klart steget i graderne, fordi jeg havde bevæget mig et nøk hen imod at være mere menneskelig. Det er jo menneskeligt at fejle, husker du nok.

For kun tre år siden var det bare ikke sket. Og var noget lignende så svipset alligevel, var jeg blevet syg indeni af skam og selvkritik. Var blevet tippet helt ud af balance, og skulle arbejde en del for at genoprette den indre ro. I går reagerede min krop ikke det mindste, ikke engang selv om min mand erklærede, at hans kone var et fæ. Eller jo, min krop reagerede, men det var med en følelse af lettelse så stærk, at jeg selv måtte smile og le med.

Fraværet af skam og nedladende tanker til mig selv bekræftede mig nemlig i, at det nytter at blive ved – at forfølge sin egen vej, sit eget spor og og insistere på, at jeg er hvad jeg er. På godt og ondt. Der er noget, jeg er brandgod til, og så er der noget, jeg har brug for hjælp til. Jeg skal ikke noget, jeg ikke kan, og ansvaret for mine handlinger er mit eget. Er der noget, jeg ikke kan, som jeg så synes, jeg skal, må jeg enten få andre til det, eller se at få det lært.

Såre simpelt. Jeg har altid følt mig sådan lidt delt i to, fordi jeg holdt kan adskilt fra er. I snart 6 – eller måske snarere 10 – år har jeg arbejdet på at finde frem til en måde at integrere de to sider på; at bruge alle mine færdigheder, uden at skubbe mine personlige værdier til side – uden at drive rovdrift på mig selv.

I går mødtes de to sider så, helt af sig selv, midt på fortovet med næsen tæt på en kæmpe plakat på Aalborg Teaters facade. Det er ikke et nytårsforsæt, for det er allerede sket. Jeg glæder mig til at se, hvor denne nye indstilling til mig selv bringer mig hen i det nye år.

Glem aldrig hvor du kommer fra, når du bestemmer dig for, hvor du vil hen.

Godt nytår til Dig fra Nye Mig.

Skriv en kommentar: