Det er meget almindeligt, at man, når man adopterer et barn, taler om barnets evne til at knytte sig – at dets tilknytningsevne er forstyrret, ganske enkelt fordi det er blevet svigtet mindst én gang af de mennesker, det har knyttet sig til: Først dets forældre, og dernæst måske nogle omsorgspersoner i en plejefamilie og/eller på et børnehjem, før det oplever sig fragtet til en ny familie, hvor det nu forventes at knytte familiære bånd med nogle voksne, som det ikke har nogen mulig måde at føle sig sikre på. Det tager tid og kræver megen omsorg og indsigt i adoptivbørns specielle vilkår at overbevise sådan et barn om, at det denne gang altså godt kan stole på de mennesker, der nu tager sig af det.
Men hvem taler om adoptivforældrenes evne til at knytte sig? Det synes implicit at disse forældre naturligvis ønsker at knytte sig til et adoptivbarn; det er vel derfor, de går så mange ting igennem for at få dem, synes opfattelsen at være.
Men hvad nu, hvis adoptivforældrene ikke ved, hvordan man knytter bånd … hvad nu, hvis det er dem, der har en tilknytningsforstyrrelse?? Hvad nu, hvis de selv er blevet svigtet i deres opvækst, og ikke har fået bearbejdet dette, så de er klar over, hvilke følelser, der er på spil her?
TV2s dokumentar om “Adoptionens Pris” efterlader med al tydelighed et billede af, hvor galt det kan gå, når hverken børn, biologiske forældre eller adoptivforældre får den hjælp, de har brug for. At adoptivforældrene begge kalder sig psykoterapeuter er desværre ikke nogen garanti for, at de har bearbejdet deres egen tilknytning til deres forældre. Måske derfor bliver adoptivmoderen så barnligt krævende, at hun tilsyneladende kræver at pigen knytter sig til hende … måske derfor bliver hun så ramt, at hun ikke selv søger terapi for at gå igennem sin egen smerte, som ved Gud (og Allah) ikke har noget med adoptivbarnet at gøre. Måske derfor griber manden ikke ind og standser sin kone. Måske … jeg siger kun måske … derfor, gik det så galt, som det gik. Når det så er sagt, baserer jeg mine indtryk på 1 times sammenklip af 2½ års oplevelser; det er et kunstnerisk udtryk for nogle meget vigtige problemstillinger. Jeg er sikker på, at adoptivmoderen har gjort sit bedste. Men nogle gange er det bedste desværre bare ikke godt nok.