I skrivende stund er min datter gået ind i sin 9. måned (er hun virkelig? Var det ikke i går, jeg fødte hende?), og hendes selvstændighed vokser dag for dag. Hun spiser selv stort set alt, og selv om hun stadig får masser af mælk hos mig, begynder følelsen af malkeko at fortage sig lidt. Og så kan hun kravle – så babyen bliver ikke dér hvor man lægger den mere. Fordi hun spiser mere selv, og fordi hun vender blikket mere udad (og ikke kun mod mig), kan min mand lettere få lov at passe hende i nogle timer af gangen, mens jeg f.eks. får redet en tur i skoven eller får nusset tæer hos zoneterapeuten. Eller skriver blogindlæg.
Jeg skrev “få lov”, ja. Før jeg vidste, at hun kunne klare sig uden min mælk, havde jeg meget svært ved ikke at være ved hende hele tiden. Jeg følte, det kun var mig, der kunne trøste hende, hvis hun blev ked af det, eller læse hendes behov, om det så var behov for underholdning, søvn, mælk eller en tør ble. Jeg kunne ikke forklare, hvordan jeg kunne kende forskel på hendes små grynt – det kunne jeg bare. Min mand forsøgte, men kunne ikke på samme måde, og vænnede sig til at spørge mig; så blev der mindst ballade både med babyen og konen, som han sagde.
På sygehuset måtte jeg have hende hos mig, i min egen seng, fordi hun blev kold af at ligge i sygehusets seng. Jeg vidste også, hun fik ondt i maven af det modermælkserstatning, de ville give hende (fordi der var sket en procedurefejl, der gjorde, at hun ikke havde fået målt blodsukker lige efter fødslen), men de var ikke til at hugge og stikke i. Indtil det gik op for mig, at det jo var mig, der bestemte.
Jeg skulle ikke have lov af nogen andre, jeg kunne tage beslutninger på min datters vegne. Så jeg besluttede, at hun ikke skulle have mere modermælkserstatning end hun selv sagde jatak til, og kun af bæger. Og det var kun en bestemt sygeplejerske, som jeg følte, der havde indføling nok til ikke at nøde hende, som fik lov til at gøre det, og resten af tiden gjorde jeg det selv.
Og jeg sov med hende i sengen i sygehuset. Eller sov er så meget sagt, men hun lå hos mig. Og hun lå på siden, for hun lavede ekstra mange synkebevægelser og blev bange hver gang hun blev lagt på ryggen. Jeg kunne godt forklare det, da hun fik tvunget luft i lungerne lige efter fødslen, men der var ingen, der ville høre min forklaring. Eller tog den seriøst. Og den natsygeplejerske, der bare ville løfte hende op og lægge hende over i den separate krybbe og på ryggen, blev hurtigt klogere. Meget hurtigt. Aldrig har jeg før følt styrke komme brusende så hurtigt.
Så da jeg først havde givet mig selv lov til at være den, der bestemte over min datter, blev det lettere at finde ud af, hvad der var rigtigt. Jeg lyttede til min intuition, snusede til hende og betragtede hende, og vidste instinktivt hvad hun havde brug for. Og når hun om natten vågnede og klynkede, vidste jeg, at hun havde mareridt og drømte om den lidt hårde fødsel. Så gav jeg hende hver gang min egen form for spædbarnsterapi, og fortalte hende om fødslens forløb, og sørgede altid for at være den ramme omkring hende, der passede på hende. Fortalte hende hvor jeg havde taget fejl, og hvordan jeg nu vidste bedre. Og at hun havde fået omtalte hjælp lige efter fødslen fordi hendes hjertelyd var blevet kortvarigt svagere, og vi bare for intet i verden ville miste hende. Og jeg sluttede altid med, at nu var det hele overstået, og nu lå hun her i min favn, kunne høre mit hjerte og min stemme, og nu var alt godt igen. Når jeg vågnede næste gang, havde hun øffet sig helt tæt ind til mig, og havde lagt sin hånd på mit hjerte…
Jeg kalder gerne mig selv neurotiker, hvis det får andre til at forstå mig bedre
Flere, jeg kender, har efterfølgende set på mig med det her “du-er-sguda-lidt-neurotisk” udtryk i øjnene, når jeg har fortalt om min selvbestaltede terapi. Men den hjalp mig, og den hjalp hende. Et spædbarn kan ikke forstå så mange ord, men lytter til stemmeføring og registrerer kropsdufte og Mors sindsstemning, og jeg skal være den sidste til at afgøre, om spædbarnsterapi virker fordi forældrene selv falder til ro med at have en historie og en forklaring, og kan affinde sig med det skete, eller om den virker direkte mellem terapeut og baby. Behovet for at afgøre den slags handler om at forsøge at have kontrol over forløbet, og det behøver jeg ikke at have. Det virker, og det virkede for mig og min datter.
Grunden til vores tætte kontakt kan man finde i babyens behov for at overleve. Det kaldes symbiose, når baby og Mor bliver til ét: Babyen forstår ikke i starten, at den er adskilt fra sin Mor, og hendes behov og sindsstemninger bliver derfor dets egne behov og sindsstemninger. Det samme sker den anden vej (næsten): Mor kan intuitivt mærke barnets behov, og vil gøre alt i verden for at dække det: Babyens smerte og sult bliver hendes, og gør lige så ondt på hende som på babyen. Afmagtsfølelsen er enorm, når man ikke kan fjerne årsagen til at babyen er ked af det, og de fleste mænd med bare lidt forstand ved, at det er omsonst at diskutere med en spædbarnsmor, når det kommer til deres barn.
Symbiosen er vigtig og nødvendig for at barnet kan overleve, da det endnu ikke formår at udtrykke sine behov særlig tydeligt. Men lige så nødvendig, den er, mens babyen er lille, lige så vigtigt er det, at den gradvist udfases, efterhånden som babyen bliver større. Omkring de 6 måneder begynder barnet at få anden mad en mælk, og det betragtes normalvis som det første skridt på vejen til selvstændighed.
Her er det vigtigt, at moderen følger med, og gradvist slipper sit barn. Og den proces kommer ingen igennem uden smerte. Men igennem den skal man, for at barnet kan blive et selvstændigt individ.
Læs også: