Vi kan nok hurtigt blive enige om, at vold ikke er godt. Men hvorfor er det ikke godt? Og hvorfor er det så svært at komme ud af igen?

Psykisk vold og fysisk vold er to sider af samme sag – og heri ligger efter min mening også forklaring på hvorfor det kan være så vanskeligt at have med at gøre. Hvor psykisk vold udmærket kan eksistere uden den fysiske vold, har jeg endnu ikke hørt om nogen, hvor den fysiske vold var det eneste problem i et ellers velfungerende parforhold.

Nogle gange støder jeg ind i den holdning, at den fysisk voldelige partner retfærdiggør volden med forklaringen om, at offeret selv er så provokerende, at vedkommende selv fremprovokerer volden. Omvendt møder jeg også den holdning fra offeret, at det er voldsmanden (eller -kvinden!) der er psykisk syg, og hvis vedkommende bare blev buret inde, ville problemet være løst.

Men hvorfor er det så, at så mange ofre for vold går ud og finder sig en partner, der har det samme problem? Den samme grænseløshed?

Svaret er lige så let at sige som det er svært at leve ud i livet. Det handler i al sin enkelthed om at tage ansvar for sig selv, sætte sine grænser for, hvad man vil finde sig i, og håndhæve dem uden selv at bruge vold. Og det er her, det bliver kompliceret. For er man i et forhold til en voldelig partner, er man der som regel også af andre grunde; f.eks. fordi man elsker dem, synes det er synd for dem, eller fordi man er økonomisk afhængig af dem.

Sat på spidsen, så er dagens Danmark sådan indrettet, at man ikke er nødt til at finde sig i vold, hverken psykisk eller fysisk, for at overleve. Man kan ringe efter politiet, hvis man får bank, og man kan gå sin vej, hvis man bliver udsat for gentagne manipulationer eller nedvurderende tiltale.

Man kan, man kan, man kan. Måske. For måske har man netop ikke lært hvordan man tager vare på sig selv, hvordan man gør lige netop det. Børn, der er vokset op i en familie, hvor Mor drak, har ikke lært (af Far) hvordan man siger fra overfor partnerens misbrug, og kan let selv komme til at finde sig en partner, som drikker – for det er det, de kender til. Det er sådan, de har lært, at livet er.

Børn, der er vokset op i et fysisk eller psykisk voldeligt miljø, har lært at gebærde sig i sådan et miljø, og derfor virker det trygt. De har ikke lært at man som partner forventer og kræver at blive behandlet ordentligt – for dem er det voldelige miljø “ordentligt”. De kan godt mærke, det ikke er rart, og ønsker det stopper, men har ikke lært hvordan man selv siger fra.

Det kan læres! Som jeg har skrevet på andre sider, har vores krop en iboende evne til at finde sin egen balance, hvis vi ved hvordan vi skal lytte, og hvordan vi skal handle på de signaler, vi opfanger. Hver især har vi vores egen måde at søge på, vores egen måde at finde balancen på, så det er lidt af en detektivarbejde for den enkelte, og intet facit er givet på forhånd. Det er imidlertid også det, der gør den løsning, man så når frem til, så umådelig stærk, at den kan bryde med gamle mønstre og skabe et nyt liv for det menneske, der har fundet frem til den.

Jeg har selv prøvet at leve på en måde, hvor jeg fravalgte selv de mest basale rettigheder, som vores samfund giver mig. Jeg bestemte ikke over mine egne penge, jeg lavede altid mad, gjorde rent, vaskede tøj og købte ind – og alting på den måde, min eksmand gerne så det gjort på. Det var som om jeg ikke havde min egen vilje.

Men det havde jeg – jeg havde bare fravalgt at bruge den. Volden fra ham til mig var dermed kun en forlængelse af et forhold med en alt for stor slagside, hvor jeg tillod ham at gå ind over mine grænser igen og igen, uden at fjerne mig selv fra ham, eller bede politiet om hjælp til at håndhæve mine rettigheder.

Når jeg andetsteds tillader mig at kalde ham syg, er det fordi de ting, han kunne føle sig krænket af, falder udenfor det almindelige samfund og det enkelte individs rettigheder. For ham var det imidlertid meget virkeligt, og jeg ved, at han mange gange har følt sig krænket af mine ønsker om også at gøre tingene på min egen måde.

Retfærdiggør det vold? På ingen måde. Alligevel tillod jeg det, for jeg havde ondt af ham, og havde i min opvækst lært, at mennesker, der ikke selv kan være rimelige, skal man give uendelige mængder omsorg, indtil de igen kan have tillid, og dermed i mine øjne er helbredt. Intet kan være mere forkert, og intet kan være mere nedladende. Hvis man endelig vil vise dem, hvordan man er på en god måde i et parforhold, er det gennem at sætte grænserne, så de kan se og føle, hvor de er, og ikke kun fortælle dem om dem – ved nok at sige fra, men ikke håndhæve grænserne.

Jeg tror på det bedste i alle mennesker. Alle gør det rigtige, hvis de kan. Alle behandler dem selv og andre godt, hvis de har lært hvordan.

Derfor: Hvis du bliver udsat for vold, eller hvis du udsætter din partner for vold, fysisk såvel som psykisk, er det alfa og omega for en sund fremtid, at du/I ændrer de mønstre, I lever sammen efter. Der er altid to partnere i et voldeligt forhold, og skal man blive sammen, skal begge parter ændre sig. Vil man ikke blive sammen, er det nok at den, der ikke vil, finder en vej ud.

Skriv en kommentar: