Herunder har jeg fået lov at dele Hanne Haugaards fortælling om hvordan det at være født ind i en dysfunktionel familie kan sætte sig som ar i sjælen som forfølger én langt ind i voksenlivet. Lige i denne historie handler det om juleaften, men det kunne også have været enhver anden højtid eller tradition, som “de fleste” holder og er glade for, men som man selv af en eller anden grund frygter eller måske direkte hader. Ud over at være besværligt, får det også én til at føle sig udenfor. Læs her om Hannes barndomsoplevelser – den slags jul vi normalt ikke hører om, fordi folk skammer sig. Tak Hanne, for så modigt at stå frem og dele!

 

Er julen kun kernefamiliernes fest?

Hvad handler julen i bund og grund om; Jesus fødsel, gaver, samvær med familie eller kompromis og kampe for alles ret til en hyggelig aften? Mange forbinder julen med hygge, god mad, samvær og tryghed, en tid hvor de fleste helliger sig familien. Det har jeg desværre aldrig haft mulighed for at opleve.

Jeg elsker december, at finde alt mit julepynt frem og pynte op, lave adventskrans, spise søde appelsiner, julelys, duften af klementiner og at komme hjem til en varm stue med en halvfrossen næse, der løber lidt. Men på bagsiden af medaljen gemmer der sig en anden virkelighed. Jeg har aldrig brudt mig om juledagene – de dage som de fleste måske forbinder mest med jul.

Jeg er skilsmissebarn, den mellemste ud af en søskendeflok på 3 af en enlig mor, hvor midlerne var meget små og en alkoholisk far i kulissen. Siden jeg var helt lille har julen for mig været forbundet med utryghed, skænderier, samt store mængder alkohol. Spekulationer om der var penge nok til gaver, det skulle jo helst se pænt og almindeligt ud udadtil.

Næste udfordring var hvor og hos hvem julen skulle holdes, hvem ville mon have os i år. Jeg husker ikke 2 jul i træk som har været på samme måde eller med samme tradition. Alt afhængig af hvor julen skulle holdes var der nemlig forskellige traditioner. Hos én del af familien stod den på masser af mad, pakkespil og gaver men samtidig også for meget alkohol og store mænger uforudsigelighed samt utryghed. Manden i huset drak og hans humør var meget lunefuldt. Jeg var bange for ham og gik altid på liste fødder når han var i nærheden. Der var derfor ofte en trygget stemning. Tingene og humøret blandt de voksne kunne meget hurtigt ændre sig.

Jeg erindrer at når det blev for ubehageligt gemte min kusine og jeg os på hendes værelse. Vi snakkede ikke om hvad der skete, vi lukkede os inde i os selv, en ting jeg havde lært hjemmefra. At bide det hele i mig og lade som om alt var godt udadtil. Hjemmet var beskidt, der var hundehår alle steder, på håndklæderne, sengetøjet og ja, nogen gange også i maden. I køkkenet boede der fugle som fløj frit, så her skulle man også være på vagt.

Andre år er julen blevet fejret hos en anden del af familien i trygge rammer, men med helt andre standarder. Min mor bad os tage vores pæneste tøj på og vi fik at vide, at vi skulle opføre os ordentligt. Ikke at vi ikke gjorde det til daglig, men det var vigtigt for min mor at vi holdte en facade.

Da vi blev ældre og der var kommet en ny mand samt pap søskende til blev julen holdt hjemme, det var dog ikke ensbetydende med at forholdene havde ændret sig.
Jeg husker specielt et år, hvor julen var ved at blive aflyst en time før maden skulle stå på bordet, pga. uoverensstemmelser mellem min mor og hendes mand. Den ene af dem gik i seng jeg selv løb en lang tur for at undgå igen at blive inddraget i deres skænderier.

For ca. 6 år siden fravalgte jeg kontakten til min mor, og siden da har jeg holdt jul forskellige steder. Det første år blev min mor så rasende, at hun ikke mente, at vi så skulle give hinanden gaver heller, for som hun skrev til mig ”man giver jo ikke gaver til folk, man ikke holder af.”

Jeg har holdt jul hos venner og deres familie samt svigerfamilie. Jeg må desværre tilstå at intet har føltes rigtigt, hvert år har bare skullet overstås.

Jeg har oplevet at andres familier på nogle punkter også er som min egen. Jeg har bl.a. oplevet skænderier lige efter ankomst og ikke at blive talt til i dage, med frygten for spørgsmålet om, hvorfor jeg nu sad hos deres familie og fejrede julen og ikke hos min egen.

Jeg kom ind i deres hjem med deres traditioner for mad, hvornår der skulle danses om juletræet, hvornår pakkerne skulle pakkes op, om børnene skulle have lov til at styre hele aftenen osv. Hvordan de forskellige familiers traditioner var, vidste jeg aldrig før jeg trådte ind af døren og stod midt i dem.

I dag er julen for mig en begivenhed som skal overstås hurtigst muligt. Jeg frygter hvert år folks spørgsmål om, hvor jeg skal holde jul, fordi jeg ikke vil indrømme min situation. Frygten for at være anderledes, falde uden for fællesskabet og at være anderledes end resten af flokken, ja resten af Danmarks befolkning. Julen er jo noget vi alle fejrer med vores familier, ikke sandt? Julen har tendens til både at minde os om det vi har, men også om det vi ikke har. Og for mig minder det mig om den familie jeg ikke har.

I år vælger jeg at lytte til min mavefornemmelse og til en klog kvindes ord ”Måske skal julen ikke fejres før DU har fundet ud af, hvilken måde som er rigtig for DIG. En jul hvor DU er i centrum og ikke bare er med eller et vedhæng.” Så i år skal julen være på mine præmisser og jeg skal vælges til. Jeg ønsker ikke at fortsætte temaet fra da jeg var barn:

”Hvem vil have mig i år?”.

Skriv en kommentar: