Manden gør sig selv og datteren klar til en tur i Zoo. Jeg har valgt at blive hjemme og arbejde på noget undervisning, jeg skal lave i april. Men jeg vil gerne med. Var heller ikke i Zoo med dem sidste gang de tog afsted. Jeg er lidt tung om hjertet og tynget af lidt dårlig samvittighed i forhold til de to, og ser slet ikke den fornøjelse de to kan have bare af hinanden, når de er afsted.

Jeg hører mig selv foreslå, at de ikke tager i Zoo før jeg kan tage med også. Manden ser først uforstående, så vantro på mig. Så har hans kvikke hjerne som så mange gange før, i én bevægelse, forstået, rummet, båret over med og grinet af den måde, jeg er skruet sammen på. Han spørger mig om alle de penge, jeg har smidt ud på terapi i alle de år da har været helt spildt? Hvorfor skulle DE lade være med noget, de har lyst til, fordi jeg ikke kan være med? Det kan jeg jo være næste gang, og det vil sikkert også blive en hyggelig tur.
Og ikke mindre hyggelig af at de også tager afsted i dag.
Jeg må give ham ret, og kan mærke, der er ryddet op i lidt mere gammelt mentalt skrammel i min hjerne. Men jeg må alligevel lige stoppe op og tænke lidt.

Hvad var det for en mekanisme, der tog over dér? Jeg følte mig snydt for noget, jeg selv havde valgt fra, og det gav jo umiddelbart ikke nogen mening. Og så alligevel. For hvis de blev hjemme, behøvede jeg ikke have dårlig samvittighed over at prioritere arbejdet. Det betød, at jeg dermed gav dem ansvaret for, at jeg ikke skulle føle mig utilstrækkelig.

Men hvordan er det nu det er, det her med at tage ansvaret for hvad andre føler?

DET KAN MAN IKKE!

Det var det, jeg prøvede, da min storesøster døde, og begge mine forældre brød sammen. Da forsøgte jeg at være en succes, så de havde noget at glæde sig over. Det var det, jeg prøvede, da mine forældre blev skilt, og måtte skiftes til at se mig. Jeg forsøgte at sørge for, at de ikke savnede mig alt for meget. Det var derfor, jeg valgte min eksmand for at blive hans redder, men endte med selv at blive offer og have brug for at blive reddet. Da min eksmand fik kræft og blev depressiv og om muligt endnu mere angst end han havde været tidligere, prøvede jeg at sørge for, at han ikke var nogen af delene.

Først da jeg begyndte at tage ansvaret for alle MINE EGNE følelser, begyndte arbejdet med at vedkende mig dem. Det var et stort arbejde, og der er åbenbart stadig nogle små krampetrækninger tilbage.

Min følelse af utilstrækkelighed havde intet som helst med min mand og vores datter at gøre. Den var min. Og der var kun mig til at beslutte, hvordan jeg ville prioritere min tid, og kun mig til at tage ansvar for det.

De havde en dejlig tur i Zoo. Og jeg fik virkelig lavet noget. For nylig var vi afsted igen.

Den er virkelig svær at slide op, den Zoo.