Jeg hedder Ilse Bjerregaard, er født i 1971 og er uddannet oplevelsesorienteret gestaltterapeut ved Psykoterapeutisk Institut i København og Århus.

Jeg følger Dansk Psykoterapeutforenings retningslinjer for etik og normer.

http://psykoterapeutforeningen.dk/vedtaegter-og-regler/foreningens-etikregler

Jeg tilbyder individuel terapi, parterapi og supervision, individuelt eller i gruppe.

Så hvem er jeg? Engang var det meget vigtigt for mig at have overblik over hvem og hvordan jeg var. Det var nødvendigt for at jeg kunne have en følelse af kontrol – at jeg i det mindste havde styr på mig selv! “Styr på” betød så i mit tilfælde “100 % styr på” og “perfekt”. Der skulle ikke være en finger at sætte på mig, ingenting der kunne betyde, at andre ikke brød sig om mig, og derfor skubbede mig ud af fællesskabet.

Nu hvor jeg stoler meget mere på mig selv, kan jeg bedre acceptere, at jeg forandrer mig hvert minut. Og det, der så helt vildt farligt ud for en uge siden, kan nu se spændende ud, og være noget, jeg ligefrem glæder mig til. I dag har jeg tillid til, at jeg kan begå en fejl og få tilgivelse for den. Jeg føler mig i sikkerhed i mit liv.

Den omvendte måde at tænke på red mig som en mare engang: Hvad nu hvis jeg gik her i lykkelig uvidenhed omkring ting, der ville ske mig lige om lidt? Hvad nu hvis jeg døde i næste uge i en forfærdelig bilulykke? Og hvad kunne jeg gøre for at forhindre det? Afmagtsfølelsen var enorm og altoverskyggende.

Det var en ækel måde at leve på, for jeg var jo bange hele tiden. Og jeg var bange, fordi jeg inderst inde godt vidste, at jeg ikke levede mit liv, som jeg ønskede det, og ikke var tro mod de værdier, jeg havde inderst inde. Hvis jeg så pludselig døde, ville det hele jo have været spildt.

Min personlige historie drejer sig om en syg storesøster, forældre, der havde vanskeligt ved at behandle hinanden ordentligt, og et alt, alt for tæt forhold til min mor. Som det raske barn blev jeg hendes redningsplanke i et kaotisk liv, og i skolen blev jeg hurtigt mobbeoffer. Mine forældre blev skilt, da jeg var 15, og eftersom jeg flyttede med min far, manglede jeg nu desperat en person, der havde lige så meget behov for mig, som min mor havde.

Den person mødte jeg som 19-årig, hvor jeg mødte min eksmand: At han var psykopat kunne jeg ikke se, men jeg så et menneske, der havde behov for mig på en måde, jeg kendte – og hans psykopati gav mig rig mulighed for at fortsætte mine velkendte overlevelsesstrategi, nemlig at sætte mine egne behov efter en andens.

Jeg var sammen med ham i 19 år, og forholdet var præget af psykisk og fysisk vold, uden jeg fortalte det til en levende sjæl. I 2006 overvejede jeg at hoppe ud foran et tog, så nedbrudt var jeg, men denne desperate handling fik mig alligevel til selv at søge hjælp. Det blev starten på en lang rejse ud af et destruktivt forhold, en rejse der både gik via antidepressive piller, kognitiv terapi og uendeligt mange samtaler med min daværende læge. I foråret 2008 fik min eksmand konstateret knoglemarvskræft i stadie 2, og et halvt år efter diagnosen fik jeg igen selvmordstanker, og fortalte derfor for første gang mine to behandlere om hvad der skete derhjemme.

Jeg var sygemeldt 1 år; min eksmand krævede alt, hvad jeg havde, og fik det, men at tage ansvaret for, at min eksmand var lykkelig, var en umulig opgave. Til sidst måtte jeg kapitulere, og redde mig selv – ellers var jeg bange for at komme til at tage mit eget liv.

Springet ud i friheden tog jeg en dag i januar 2009, hvor jeg besøgte en veninde, som stillede mig det gyldne spørgsmål: ”Har du lyst til at være sammen med ham?”. Spørgsmålet ramte mig som en forhammer, og svaret stod så lysende klart i min sjæl, at jeg skyndte mig at få et angstanfald, som varede til jeg nogle timer efter sad hos min læge, og kunne få hendes støtte til at forholde mig til mig selv. Samme aften flyttede jeg.

Efterspillet varede i mange måneder. Det praktiske var rimelig let ordnet, men min eksmand blev ved med at skrive til mig, og skiftevis tigge mig om at komme tilbage, og skælde mig ud fordi jeg var gået. Jeg fortsatte i terapi og fik medicin, og udviklede langsomt – uendelig langsomt – immunitet overfor hans mange manipulationer.

Jeg flyttede ud til min mor, og boede der nogle måneder. Tænkte over, hvad jeg ville med mit liv, og tog hul på at fortælle familie og venner, hvordan de sidste 19 år havde været. Jeg lejede et lille hus tæt på min mors, begyndte at reparere og videreudvikle hendes og mit forhold til et mere ligeværdigt forhold, og startede på en frisk. I maj besøgte jeg et vikingemarked, og rendte ind i en viking, som jeg nu er gift med :-).

Samme måned tog jeg mig også et pædagogjob, jeg havde drømt om i mange år, og begyndte at undersøge hvordan jeg kunne bruge alle disse voldsomme erfaringer, jeg havde, til noget: Jeg ville gerne være psykoterapeut! Jeg ville være med til at støtte andre i også at komme ud af deres negative livsbane og tage ansvar for deres eget liv!

Den uddannelse er jeg færdig med nu, og med den er jeg startet en vandring og en selvudvikling, som jeg aldrig har lyst til at stoppe igen. Jeg har modtaget massiv oplevelsesorienteret terapi og været i traumebehandling, for at overkomme arrene på min sjæl efter det voldelige forhold. Jeg fik konfronteret min angst og fik begyndt den lange rejse mod helbredelse, til en dag hvor jeg med stor lykke opdagede, at min krop ikke længere automatisk reagerede som om den var i fare, blot fordi min nuværende mand ville ae mig på kinden og bevægede hånden lidt for hurtigt derhen.

Min mands og min rejse sammen har varet i 9 år nu, og inkluderer blandt andet tre aborter og en lidt omstændelig godkendelse som adoptivforældre, før vi fik vores to dejlige børn i 2015 og 2018 – lidt sent i livet, kan man sige, men bedre sent end aldrig. De beriger vores liv på en måde, vi ikke på nogen måde kunne forestille os før de var her.

Så hvem er jeg? Det ved jeg helt ærligt ikke, og det er heller ikke vigtigt længere. Jeg er mig, og det er definition nok. I dag bliver jeg elsket for den, jeg er, og ikke for det, jeg kan. Det er vigtigt. Læs mere på mine forskellige sider her, og følg med på min blog – den ligger lidt stille nu, hvor jeg er på barsel, men der er mange gamle indlæg, og den skal nok komme i gang igen.

Mange hilsner

Ilse