Vi har alle sammen ting med os fra barndommen – både fysiske ting og psykiske ting. Forleden dag mindede en meget fysisk ting mig om hvordan mit overansvarlige mønster havde udviklet sig som en form for overlevelsesmekanisme.
Min Mor havde nogle gamle børnemøbler stående, som havde været mine og min søsters, da vi var små. Hun skulle jo i sagens natur ikke bruge dem mere, og hvad skulle der så ske med dem? Logisk var vel, at de gik videre til mig – vores gudbørn kunne jo bruge dem til at sidde på eller noget (vi har ingen børn selv).
Iblandt dem var en gammel sort stol. Stolen havde været min mormors kusines, og med svungne bogstaver stod der “Ellen” malet hen over ryglænet. Den var gammel og meget slidt, og i ryggen var en pind flækket, og bundet nødtørftigt sammen med snor. Det var vist noget min far havde lavet, da jeg var lille.
“Er det okay jeg maler den?” Spurgte jeg min Mor i en sms, og hendes svar var: “Jada, den er din nu.” En dags tid efter ringede jeg til hende om noget andet, og snakken faldt på stolen, og hvad jeg mente man kunne gøre for at gøre den lidt pænere – den var meget slidt og som sagt lidt i stykker i ryggen.
Og så var det, min Mor begyndte at nævne en masse fordele ved at lade den være som den var. Der var jo noget sødt ved, at man kunne se flere generationer numsers slid, og forestille sig de mange hænder, der havde hvilet på de armlæn osv. Det var ikke fordi hun direkte bad mig om at lade den være, det var mere fordi hendes tonefald var så anstrengt og påtaget muntert, når hun nævnte alle fordelene ved det, at jeg til sidst kunne mærke irritationen stige op i mig.
På den ene side sagde hun, at jeg gerne måtte male den. På den anden side lignede alle møbler i dag jo hinanden med den dér glatte IKEA-overflade de allesammen havde. Hm… hvorom alting var; pludselig følte jeg mig ikke spor fri til at male den, hvis jeg havde lyst – og ikke spor fri til at mærke ordentligt efter, hvad det egentlig var, jeg selv helst ville: Male den eller ej. Det var, som om resultatet var givet på forhånd, for hvis jeg malede den, ville jeg ødelægge noget, min Mor holdt meget af. Det var ikke til at tage fejl af. Men tilsyneladende var valget jo mit, så hvad var det, der skete?
Det gik heldigvis ret hurtigt op for mig, og jeg valgte at gå efter min mavefornemmelse af irritation. “Mor”, sagde jeg, “Jeg kan altså ikke lave om på, at jeg sidder med sådan en følelse af, at du i virkeligheden slet ikke er færdig med den stol.” Jeg forklarede hende hvordan hun lød i telefonen, og hvordan hendes ord slet ikke passede til hendes tonefald: Ordene sagde værsgo-den-er-din, og mulighederne-er-mange-det-står-dig-frit-for, men tonefaldet var så åbenlyst påtaget fornøjet, at det var let at høre, at det dækkede over en sorg af en slags.
Sorgen over alle de børn, hun ikke fik selv, men som hun ønskede sig. Sorgen over min storesøster, som vi alle sammen mistede da denne var 7 år. Sorgen over at jeg ikke har gjort hende til Mormor, så hun kunne leve storfamiliedrømmen ud gennem mig. Det sagde jeg til hende, og der blev stille i den anden ende.
“Jeg tror du har ret,” sagde hun. Og vi sukkede af lettelse begge to. Hun fordi hun havde fået sat ord på hvad hun følte, og dermed anerkendt og respekteret sig selv, og jeg fordi det var meget lettere at forholde sig til sorg end til ubevidst manipulation og overføringer.
Vi blev enige om, at stolen hellere måtte komme tilbage til hende lidt endnu. Hun var ikke færdig med den, det var tydeligt. Og jeg stod jo ikke ligefrem og manglede den. Så ingen problemer der.
Og så var det, det gik op for mig, at det, min Mor lige her havde vist mig uden at ville det, var hvordan hendes manglende evne til at anerkende sig selv, havde gjort, at jeg voksede op uden samme evne. Ud over selvfølgelig at efterligne hendes måde at tackle uforløste følelser på (ubevidst at manipulere med andre), havde jeg som lille også måttet udvikle en særlig følsomhed overfor kropslige signaler, fordi de i min Mor var dem, der fortalte hvordan hun virkelig havde det, selv om hendes ord sagde noget andet.
Der er ikke noget at sige til, at jeg er vokset op med lange antenner, og at jeg rent intuitivt ofte kan mærke hvordan folk har det.
I dag er denne evne en gave i mit arbejde med andre mennesker, fordi jeg har lært hvor jeg selv går til, og dermed lært ret klart at kunne skelne mellem andres følelser og mine egne, i stedet for at gøre deres behov til mine behov. Så kan jeg pludselig hjælpe dem med selv at tage ansvar for deres følelser, i stedet for – som jeg gjorde tidligere – at forsøge at gøre det for dem.
Det er det, jeg vil med mit arbejdsliv fra nu af: Hjælpe andre videre i processen med at blive en tydeligere og gladere udgave af dem selv.