At række ud og bede vores medmennesker om hjælp kræver flere ting:

• Erkende, at der er noget, vi ikke magter.
• Erkende, at vi er afhængige af andres hjælp for at klare det.
• At være i stand til at rumme angsten for omgivelsernes reaktion på denne svaghed.
• Sige højt, at vi har brug for hjælp.

Det er vanvittigt svært! I et socialt samfund, som vi trods alt lever i, burde det være indlysende, at vi hjælper hinanden: Det du ikke kan, kan jeg måske, og omvendt. Når det ikke er så let, hænger det oftest sammen med vores angst for netop at blive udelukket af dette fællesskab og blive alene.

Vi gør det først, når det er nødvendigt for vores egen overlevelse. Indtil da går vi og pusler med det selv, prøver at få brikkerne til at falde på plads, enderne til at mødes. Og vi skammer os, hvis nogen skulle opdage hvad vi går og kæmper med.

Nogle gange er det blot en lille håndsrækning fra et andet menneske, der skal til, for at rive os op af kviksandet – et lille ekstra trin, vi kan træde på, for at komme videre med vores liv. For vi kan meget selv – og er vi i stand til at mærke, hvad der virkelig er sundt for os, og hvad vi skal styre udenom, er det let at leve.

Men hvor lille en håndsrækning, der end skal til, skal den nogle gange til. Og det at række ud efter andres støtte er også en aktiv handling fra dig, og et bevis på, at du tager dit eget liv alvorligt, og tager ansvar for det.

Hvis du har brug for hjælp … så bed om den!