Jeg har haft mange katastrofetanker. Tanker om det værste, der kan ske, kan fylde meget af min bevidsthed, hvis jeg giver dem lov. Så det gør jeg ikke.

Det tog mig omkring 5 år at lære, så det er ikke noget, man bare lige gør. Og når jeg kommer i situationer, hvor jeg bliver presset – situationer, hvor jeg ikke er på hjemmebane, dukker de gamle mønstre op igen. Så kan jeg få helt ondt i maven over fantasier om at det, jeg allermindst ønsker, sker – jeg forestiller mig selv i den situation, hvor tankerne er en realitet, og mærker hvor panikslagen jeg kan blive bare ved … nåja, tanken!

For det ER kun tanker. Og de opstår især i situationer, som jeg ingen som helst indflydelse har på. Det gør de fordi det handler om kontrol. Handler om, at jeg gennem min opvækst og til dels senere liv konkluderede, at skulle jeg have det godt, måtte jeg sørge for det selv. Det bringer en masse spekulationer med sig – en masse forsøg på at foregribe ubehagelige begivenheders gang, og dermed skabe sig kontrol over 1) om de sker eller ej, 2) hvis de sker, hvad er så min plan B og 3) hvis jeg ikke klarer plan B, hvordan overlever jeg så alligevel?

Så hjælper det at acceptere, at jeg IKKE har kontrol over situationen, at jeg hverken kan gøre fra eller til. Jeg må vente og se udfaldet af situationen, og så gøre det bedste, jeg kan, med det, der så er. Holde mit fokus på nuet. Det er alligevel det eneste sted, jeg reelt har indflydelse.

Det er let at skrive om, men en kæmpe opgave at udføre i praksis for den, der har gjort katastrofetanker til sin overlevelsesstrategi. Som jeg havde. Som alle andre overlevelsesstrategier, kan man ikke vælge den fra, før man bliver bevidst om den. Før man lærer dem at kende og kan se dem komme i så god tid, at man har overskud til at tænke: “Nå, gamle ven, er du nu der igen? Hvorfor mon du besøger mig nu?”

For de gjorde noget godt for én engang, de overlevelsesmekanismer, og når man har dem, er det fordi de gør et eller andet godt for en. Måske hjælper de netop med at holde opmærksomheden og erkendelsen væk fra et valg, man ikke tør træffe, eller et livsvilkår, man godt ved er negativt, men ikke tør tage konsekvensen af?

Min angst er i dag min ven. Det er ubeskriveligt ækelt at have et angstanfald, og jeg har heldigvis ikke haft det i snart mange år. Men når jeg bliver ramt og kommer til at vælge de gamle måder at klare mig på, kommer jeg let til at tænke katastrofetanker. I dag er der for mig langt fra katastrofetanker til et angstanfald, og så snart jeg opdager, at jeg tænker negativt, kan jeg gøre noget ved det. Så jeg aldrig når hen til at blive angst. Så uro i maven og negative tanker er for mig en god advarselslampe, der begynder at blinke: Den advarer mig om, at hvis jeg ikke tager mig af mig selv nu, vandrer jeg kun alt for let ned ad de gamle stier, og så ved jeg godt, hvor jeg ender.

Det giver mig et valg. Jeg kan så i stedet vælge de nye levemåder, som jeg har lært mig, og som ikke er destruktive. Og for hver gang jeg gør det, for hver gang jeg øver mig, bliver jeg en lille smule bedre, og for hver gang bliver den nye måde at leve på en lille smule mere automatisk. Så erstatter jeg de negative tanker med nogle positive, og pludselig er dagen lys og let, og livet værd at leve.