Selvskade giver normalt associationer til barberblade og nøgne pigearme, eller skjult smerte ridset ind i huden på skjulte steder. Den slags selvskade skal ikke negligeres her. Men selvskade er meget mere end det.
Selvskade er jo i bund og grund når man gør skade på sig selv. Når det af en eller anden grund giver mening ikke at behandle sig selv ordentligt. Det kan være, at man bliver i et forhold til en partner, der behandler én dårligt, eller det kan være, at man ofrer sig igen og igen på arbejdet for at få et gran af anerkendelse, eller for bare at kunne holde ud at være i stue med sig selv.
Nu er det jo ikke nødvendigvis at skade sig selv at vælge at ofre sig for andre – uden denne egenskab kunne vores samfund overhovedet ikke hænge sammen. Men når det tager overhånd og der ikke er balance i regnskabet, når det, man giver, rent faktisk ikke er noget, man kan undvære … så skader man sig selv.
Det er ikke noget andre kan fortælle én, at man gør, det her. Vi mennesker er forskellige og har forskellige ressourcer. Hvad der kan være vanskeligt for én, kan en anden måske gøre med venstre hånd.
Udenforstående kan godt gå og se på, at f.eks. kvinden i et forhold koster urimeligt meget rundt med manden. Eller høre, at manden råber af kvinden og taler nedsættende om hende. De krummer tæer og ser den anden vej, eller prøver i enrum at tale med den forurettede part om at sige fra. Og lige lidt hjælper det. Forholdet fortsætter.
Når jeg kalder dette for selvskadende adfærd, er det fordi det er noget, man vælger at finde sig i. Tag f.eks. flerkoneri, som praktiseres i andre kulturer end lige min: Ville jeg nogensinde dele min mand med andre kvinder på den måde? Nej aldrig! Og alligevel er der tusindvis af kvinder verden over, der gør det hver dag! Hvorfor?? Fordi det i deres optik ikke er et misbrug af dem som kvinder, fordi det ikke anfægter deres følelse af værdi eller behov for et tillidsfuldt netværk.
Personligt fandt jeg mig i at blive talt ned til, kaldt grimme navne, hånet, fik taget mine penge fra mig hver måned, den mad, jeg lavede, blev nogle gange smidt ud i vasken, jeg fik fysiske bank, trusler, skulle være seksuelt til rådighed hvornår han end havde lyst … og listen er længere endnu. Men min pointe er, at jeg fandt mig i det. Jeg valgte det, fordi jeg ikke vidste hvordan jeg kunne vælge andet, fordi jeg ikke havde lært at sådan må man ikke behandle et andet menneske. Jeg vidste godt, at mange af de ting, han gjorde, ikke var gængse i verden udenfor hans og min lille syge boble, så jeg brugte megen energi på at fortælle små søde, forelskede historier om ham og mig til alle, der gad høre på det. Jeg skjulte de blå mærker og de ar, han gav mig på sjælen, for det gav mening for mig at blive behandlet sådan. Jeg var ikke så bevidst omkring det, og meget holdt jeg skjult endog for mig selv, for at overleve i det.
Hvorfor gik jeg ikke bare? Hvorfor drejede jeg ikke bare om på hælen og skred? Det korte, brutale men også sande svar er: Fordi jeg ikke vidste, man kunne!
Det var først, da jeg opdagede (erkendte), at jeg ikke kunne fortsætte, at jeg panisk ledte efter en anden måde at leve på, at jeg opdagede muligheden for at leve et liv i frihed og lykke. Et liv, jeg selv bevidst tog ansvar for – et liv, hvor mine ofringer til andre mennesker var selvvalgte gaver, og ikke dele af mig selv, som jeg i virkeligheden ikke kunne undvære.