Da jeg gik i skole, lærte jeg at forskellen på angst og frygt var, at ved frygt vidste man, hvad man var bange for, og med angst var man bare bange uden at vide for hvad. Men så let er det bare ikke. For langt de fleste klienter, jeg møder, er i første omgang angste for at blive angste. De har lært, at angst er en sygdom, en lidelse, som lægen giver medicin for. Og de er bange, fordi starten på et angstanfald oftest føles som om jorden forsvinder under én. Nogle bliver svimle, andre får hjertebanken og/eller sveder i hænderne eller andre steder. De fleste føler, at alt omkring dem som de kender det, er ved at kollapse, og at de er i stor fare.

Det er der en grund til.

Grunden er, at et angstanfald kommer, når man nærmer sig noget, man på et tidligere tidspunkt har lært var dødsens farligt – ofte var det noget, der truede ens eksistens. Men det er mere uhåndgribeligt end at man f.eks. engang er blevet bidt af en hund, og derfor er bange for hunde, og går i alarmberedskab hver gang man møder én.

Og det er nok den forskel, min barndoms forklaring søgte at forklare. Årsagerne til frygt for hunde kan sagtens være traumatisering (f.eks. et bid fra en hund), men når traumet så er behandlet (episoden talt igennem og man evt. har klappet tilstrækkeligt antal rare hunde), er frygten for alle hunde væk. Men betragter man angst som en sygdom, er det angsten, man søger at fjerne, og det har man ikke held med, med mindre man konfronterer det, der oprindelig var årsag til angsten, nemlig den kamp for at overleve, som man har lært sig selv ikke at få øje på.

Det er der også en grund til, at man ikke lige umiddelbart kan.

For at sørge for, at man som individ kom så langt væk fra den truende tilstand som det overhovedet er muligt, har kroppen lært sig at blive advaret længe før man nærmer sig det farlige. Det vil sige, at man har lært sig selv en kæderække af hændelser, der ledte hen til det farlige, og for hele tiden at øge sin sikkerhed, bliver man ved med at bygge nye led på kæden, så man fjerner sig selv længere og længere fra det farlige.

Imens sidder frygten for at situationen skal gentage sig stadig i kroppen, som spændinger og alarmpunkt, for man lærte jo aldrig at forholde sig sundt til problemet, og for ikke at gå til i spændinger, overfører man frygten på noget andet. Det kan f.eks. være hunde, men lad os nu for nemhedens skyld sige, at det i stedet er slanger. Nu er slanger pludselig farlige, og noget man for alt i verden skal undgå, og ser man en slange går man totalt i panik.

Det at være bange er oprindeligt en sund overlevelsesmekanisme, og det ikke er selve mekanismen, der er noget galt med. Det er jo sundt at f.eks. et barn kan lære at passe på biler ved at se sin Mor være påpasselig når hun tager barnet med over vejen. Det er når mekanismen løber af sporet, og årsagskæden bliver så lang, at man mister kontakt med hvad det oprindeligt var, man forsøgte at undgå, at problemerne opstår for alvor.

Når man bliver angst for et billede af en slange, er der jo reelt ikke nogen slange at løbe væk fra eller slå ihjel, og dermed få afløb for den adrenalin, som alarmberedskabet sprøjter ud i kroppen. Det vil sige, at kroppen er i alarmberedskab, men der er ikke noget at kæmpe mod eller løbe fra, og følelsen af magtesløshed bliver total.

Og det kan man godt gå hen og få et angstanfald af, hvor det opleves som om jorden forsvinder under en, man bliver svimmel eller får en oplevelse af at verden omkring én braser sammen. Har man først prøvet det, kan man så også udvikle en angst for angsten, for et angstanfald er en direkte ækel oplevelse. Og dermed har man bygget endnu et led på kæden.

Når nogen derfor kalder angst for en sygdom, rynker jeg derfor brynene. Jeg vil snarere kalde den et symptom. Et symptom på, at man forsøger at undgå noget, man engang har lært var farligt, og grunden til at det var så farligt var, at man aldrig fik en forklaring eller fandt en årsag til, at det var farligt. Og aldrig fik forholdt sig til faren selv og til hvad man konkret kunne gøre for at møde den som et helt menneske.

Eksempel: Et barn bliver udsat for seksuelle overgreb som lille, men alle i familien ignorerer barnet, når det forsøger at signalere, at noget er galt, og forsøger det sig måske med en konfrontation, er resultatet larmende tavshed eller måske endda afvisning. Men det er end ikke sikkert, det kommer dertil. For et barn er afhængigt af sine omsorgspersoner, og af at de er så velfungerende som muligt. Det vil derfor bakke dem op i deres overlevelsesstrategi, også hvis denne er at ignorere, at familien er dysfunktionel og at man her bliver udsat for grænseoverskridende adfærd.

Når barnet oplever sine grænser overskredet er det derfor nødt til at lære sig en måde at håndtere denne følelse på i sig selv, for hvis det gør opmærksom på overgrebet, vil det måske bringe dets omsorgspersoner så meget ud af balance, at de ikke kan sørge for barnets øvrige sikkerhed. Følelsen sætter sig i barnet som en følelse af at være forkert, for det er ikke blevet mødt i sine protester, men det er stadig bedre at føle sig forkert end at dø. Imens pakker det sin oplevelse af at have fået overskredet sine grænser godt og grundigt væk, for dem kan det ikke bruge til noget.

Men væk er de ikke, og hver gang der sker noget, som gør, at barnet nærmer sig denne farlige følelse, afleder det sig selv og sin frygt til at handle om noget andet end igen at opleve at få sine grænser overskredet – for eksempel slanger. Slanger er alment kendt som noget, man kan være bange for, og barnet kan her få både trøst og omsorg af sine forældre, og ad den vej få dækket sit behov. Gennem sin opvækst udvider barnet så måske fobien til f.eks. at handle om alle farer, man ikke umiddelbart kan se (slanger er gode til at gemme sig og ligge på lur), og udvikler måske paranoia. Således langt væk fra den oprindelige farlige oplevelse af at få sine grænser overskredet, er det nu voksne barn på sin vis i sikkerhed. Bange for en masse mennesker omkring det, men i sikkerhed for at befinde sig i en position, hvor dets fysiske overlevelse er i fare. Samtidig får det indirekte forholdt sig til følelsen af ikke at kunne stole på andre mennesker, af at være helt alene.

Således nu voksen er barnet totalt blind for at mærke, når dets grænser bliver overskredet – når det rent faktisk sker. Det kan leve i et voldeligt forhold eller som medalkoholiker uden at registrere hvordan det bliver misbrugt psykisk (og måske også fysisk) igen og igen. Det er hverdag, og ikke noget, vi taler om.

Og væk er følelsen som sagt ikke. Den ligger inden under fobien for slanger og angsten for at blive forfulgt og at stå i en situation og være magtesløs og prisgivet, og genererer hele tiden den adrenalin, der holder overlevelsesmekanismerne kørende. Og pludselig er angsten blevet invaliderende, og fylder så meget af individets hverdag, at det ikke kan fungere rimeligt i normale fællesskaber, eller måske endog klare sig selv.

Det er forskelligt fra person til person hvad den oprindelige årsag til angst er. Men fælles for alle er, at det i yderste konsekvens handler om dødsangst, angst for ikke at kunne klare sig her i livet, hvilket så kan udmønte sig i angst for ikke at passe ind i sociale sammenhænge, for ikke at blive accepteret, for at blive forfulgt, for at blive til grin og meget, meget andet. Med medicin og kognitive teknikker kan man lære at “håndtere” et angstanfald, når det kommer, men de nævnte former for behandling er “kun” symptombehandlende. Det er tilstrækkeligt for mange, for det giver dem stadig et bedre liv end det, de levede før. Men vil man gerne undgå, at angsten i det hele taget opstår, er der ikke andet at gøre end at smøge ærmerne op og gå direkte ind i den.

Det kræver mod! At acceptere en følelse af, at jorden under én forsvinder, og at man er totalt magtesløs, er vanvittigt skræmmende, hvis man ikke har lært, at man godt kan klare sig alligevel. Det er det ultimative kontroltab, og kræver en ombygning af selvopfattelsen. Og sideløbende med dette arbejde skal man så altså forholde sig til, at man ikke aner hvad der er op eller ned.

Hvis det kan være nogen trøst, er det sådan, det er for det lille barn at lære verden at kende. Hver eneste gang, det møder noget, det ikke kan, bliver det kastet ud i en lille krise, der driver det videre indtil de har fundet eller fået vist en måde at håndtere situationen på. Det er derfor, det har brug for de voksne til at sørge for, at det ikke kommer virkelig galt afsted, når det f.eks. ikke aner, at man kan slå sig ihjel ved at falde ned ad en trappe, der er så skæg at klatre på.

Angstanfaldet kan måske sammenlignes med følelsen af faldet ned ad den trappe. Imens man triller er det vildt skræmmende, og man kæmper som en vanvittig for at finde fodfæste. Og lige så snart man er nede, græder man chokket og smerten ud, indtil man igen er rolig og kan orientere sig påny – nu en erfaring rigere.