Krise er for nogen et meget voldsomt ord, som sætter gang i alle forsvarsmekanismerne. Folk i krise vil vi helst ikke for tæt på, for hvad kræver det af os? Og kan vi på en måde blive smittet?

Mennesker i krise har om nogen brug for rummelige fællesskaber, som de kan spejle sig i, spille bold op ad og blive trøstet og favnet i. Det at være i krise svarer til at stå på kanten af 10 meter vippen og kun kunne se én vej – nemlig ned – samtidig med at man udmærket godt ved, at man ikke kan svømme.

Men så er det heller ikke værre. Selv om man tror det, er man ikke ved at dø – man er ved at udvikle sig. Man står på kanten til at være nødt til at ændre på nogle grundlæggende forestillinger om den virkelighed, man befinder sig i, og det gør ingen af egen fri vilje. For så skal man til at lære at klare sig på ny, som da man var lille barn, og det er uoverskueligt krævende arbejde. Man gør det kun, når man er nødt til det for at overleve – ligesom børn gør det for at udvikle sig til selvstændige individer, der kan klare sig selv.

Det er også ofte i barndommen, at de mønstre, man nu er nødt til at lave om på, er blevet etableret. De er ofte ubevidste, og de er en del af den person, man er blevet, på godt og ondt. Man er derfor nødt til med hjernen at erkende, at der må forandring til, og hvor der skal forandres, før man kan gå i gang. Og indtil man har fundet nyt mål og ny retning, er man i krise. Efter krisen kommer man i proces, og det er også hårdt arbejde, bare på en anden måde.

At være i krise svarer altså helt bogstaveligt til at kæmpe for sit liv. Er der noget at sige til, at man slår vildt om sig, og både bruger og misbruger alle i ens omgangskreds for at forsøge at holde sig oven vande? Eller at man synker sammen og resignerer, og forsøger at sætte alting på pause for at standse ulykken?

Det er hårdt at være pårørende til en person i krise. Men det er intet sammenlignet med det arbejde, personen selv er på. Og nej, det smitter ikke. Og dog.

For vores fællesskaber er jo nu engang skruet sådan sammen, at vi påvirker hinanden. Tager én têten og laver om på sit eget liv, bliver vedkommende et eksempel for andre, som så pludselig lige foran sig har en ny måde at leve på, og dermed også er nødt til at forholde sig til dét. På en måde er der derfor ikke noget at sige til, at det er mange menneskers første reaktion at trække sig tilbage fra en person i krise: De kunne jo selv hænde at komme på et alvorligt udviklingsarbejde, som de måske slet ikke havde lyst til.

Det er forskellige ting, der bringer folk i krise, men for det meste drejer det sig netop om tab (eller trusler om tab) af kontakt til mennesker i vores netværk; dødsfald, skilsmisse, teenagebørn, arbejdsløshed (der desværre ofte medfører isolation) og alvorlig sygdom (enten psykisk sygdom eller livstruende sygdom). Med andre ord er der tale om store forandringer i vores tilværelse, og dermed også i vores måde at klare os på. Kriser har det heldigvis med at gå over igen – nogle fordi de finder tilbage til gamle overlevelsesmekanismer, andre fordi de får tilegnet sig nye. Jeg skal ikke afgøre, om det ene er bedre end det andet. Men jeg vil gerne gøre mig til fortaler for, at kriser – hvor hårde de end kan være – kan føre til et nyt og bedre liv, hvis de gribes rigtigt an.

Man er ikke selv herre over om man kommer i krise eller ej – var man det, ville ingen nogensinde komme det. Det nytter derfor ikke at sige til folk, at de “bare skal tage sig sammen”. Hvis de kunne det, havde de gjort det forlængst – hellere det end at erkende, at man ikke ved hvordan man overlever.

Ole J. Hartling har skrevet en bog, der hedder “Liv og død i menneskers hænder”. Den er absolut anbefalelsesværdig, hvis man er nysgerrig på de store etiske spørgsmål omkring liv og død. Her vil jeg dog indskrænke mig til at bruge titlens ord som en påmindelse om, at vi hverken kan styre hvornår et liv skal slutte eller hvornår det skal starte. Men det er op til os, hvordan vi forholder os til det, og hvad vi får ud af det liv, vi nu engang har fået – kort eller langt.