Der er kæmpe uenighed om hvorvidt medicin kan kurere en depression eller ej. Personligt mener jeg, at medicinen kan være en god støtte, men den må aldrig stå alene. Når den i visse tilfælde viser sig at være tilstrækkeligt, mener jeg det er fordi den har gjort patienten i stand til at få øje på og bruge den evne til selvhelbredelse, som vi alle har indeni os. I princippet er det vel hvad al fysisk medicin handler om, så det er der ikke noget nyt i. Når jeg ikke bare er fortaler for medicin alene, er det fordi den også kan komme til at gøre noget andet: Bedøve sindet, så vi ikke kan mærke, at der er noget galt. Det skaber afhængighed af medicin for at overleve, og ikke helbredelse.

Jeg støder ofte på snakken om “endogene” og “exogene” depressioner. “Endogene” som når årsagen kommer indefra, “exogen” som når den kommer udefra. Indefrakommende årsager kan f.eks. være en nedarvet følsomhed, hvorimod hændelser som forældres død, skilsmisse, kærestesorg eller andet kan komme udefra.

Det er en almindeligt udbredt opfattelse, at hvis man har arvet følsomhed (og dermed risikoen for en depression), er det kun medicin, der kan hjælpe. Holdningen synes at være, at der er “noget galt” med hjernens fysiske indretning, den mangler neurotransmittere eller har nedsat følsomhed overfor dem, og derfor er det også noget fysisk der må til, for at klare problemet.

Jeg er ikke enig. Jeg tror på hjernen som en plastisk størrelse; som et organ, der kan udvikle sig hele livet. Den er i stand til at kompensere for en nedarvet følsomhed, hvis den lærer hvordan. Det betyder, at hvis man lærer sig selv og sine tankemønstre at kende, kan man genkende dem i så god tid, at man kan nå at bremse dem og erstatte dem med nogle andre og mere hensigtsmæssige, før de tager magten over en.

Sådan en “advarselslampe” har jeg selv. I dag kender jeg min krops reaktioner så godt, at det er en bestemt form for trykken for solar plexus, der fortæller mig, at der er noget, jeg skal have kigget på. Eller hvis jeg opdager, at jeg holder vejret mens jeg laver noget – så skal jeg lige stoppe op og tænke over hvordan jeg har det med det, jeg gør. Som regel er det fordi jeg befinder mig i en situation, som jeg endnu ikke har lært at håndtere – og den slags situationer møder jeg jo løbende.

Hvis jeg ikke giver min mavefornemmelse opmærksomhed, kan jeg lige pludselig opdage, at jeg har fået en katastrofetanke eller to, og så er det som om jeg står på øverste trin af en trappe på måske 20 trin. I bunden af den trappe – hvis jeg lader stå til og gå hele vejen ned – ligger det at have en depression; jeg kender vejen ned ad trappen, for jeg har jo gået den før, og har endda levet på kanten af det nederste trin i rigtig mange år. Så snart jeg bliver bevidst om, at jeg har fået mig en katastrofetanke eller to, ved jeg, at jeg er trådt ud på trappen og er på vej ned ad den. Og så ved jeg, at jeg skal vende om … og heldigvis ved jeg i dag, hvordan jeg også kommer op igen: Den tur har jeg nemlig også taget engang – møjsommeligt trin for trin.

Så jeg har lært mig, at katastrofetankerne faktisk er mine venner. De er nogle advarselslamper, der lyser op, for at fortælle mig at der er noget, jeg skal have kigget på: At jeg ikke passer godt nok på mig selv. Og når jeg så tager dem og dermed mig selv alvorligt, og undersøger hvad de går ud på, forsvinder de meget hurtigt igen.

Det er ikke det samme som at sige, at antidepressiv medicin ikke kan hjælpe. Det hjalp mig, da jeg havde det sværest, fordi de netop støttede min hjerne i bedre at kunne udnytte den serotonin, der flød mellem hjernecellerne. Sådan helt fysisk. Som en krykke, der støtter et ben, som man egentlig godt kan bruge, men som heler hurtigere, hvis det ikke belastes for meget.

Medicinen tog toppen af min angst og bunden af min depression, og i niveauet derimellem fik jeg kræfter til at lære, hvordan jeg forholdt mig til mig selv. Dér hvor jeg var på daværende tidspunkt, kunne jeg kun tage imod kognitiv terapi – en helt håndgribelig forholden mig til de situationer, der triggede min angst, og til hvordan jeg fik den under kontrol igen. Kognitiv terapi er udmærket, men som jeg nævner andetsteds, kan det kun fjerne din angst/negative tanke nu og her – det går ikke i dybden med spørgsmålet om, hvad der i første omgang overhovedet gør, at du bliver angst. Altså – som medicinen – symptombehandling.

Hvis man skal fjerne en depression og f.eks. forhindre, at den kommer igen, skal der arbejdes i MEGET dybere bevidsthedslag end kognitiv terapi kommer.

Tilbage til de endogene/exogene depressioner. De er der skam endnu. Men det er bare ikke så enkelt, at man kan sige, at endogene depressioner kan kureres med medicin, og exogene med terapi. Det ville være nemt og dejligt, hvis det var sådan … men hjernen er jo altså en plastisk størrelse. Og i øvrigt … hvordan egentlig afgøre præcis om en depression er det ene eller det andet?

I øvrigt mener jeg, at endogene depressioner = nedarvede ANLÆG for at udvikle en depression. Ikke alle med anlæggene bliver depressive, og ikke alle arver anlæggene. Men de, der arver anlæggene, er mere sårbare end andre. Det er imidlertid ikke det samme som at sige, at de samme problemer ikke kan behandles uden medicin og med terapi alene … så simpelt tror jeg bare ikke på at det er :-).