Er det at spise blevet en slags besættelse for dig? Fylder tanker om mad, madlavning, indkøb eller specielle spisevaner alle dagens ledige minutter?

Er du blevet en slave af den mad, du enten spiser, eller ikke tillader dig selv at få?

Så har du måske en spiseforstyrrelse. Der er flere slags; anoreksi, bulimi, overspisning, chewing-and-spitting, ortoreksi … sulte sig, kaste sin mad op igen, spise for meget, tygge maden og spytte den ud igen, være bange for at spise usund mad … eftersom mad handler om vores overlevelse, er det en central del af vores tilværelse, men mere skal det heller ikke være. Det skal IKKE fylde hele dagen, og det er dig, der skal spise maden, ikke maden, der skal æde dig!

Behandlingstilbuddene i det offentlige regi er desværre reduceret til, at du kan blive indlagt, hvis du vejer for lidt (og fedet op), eller du kan få en operation, der gør mavesækken mindre (så du ikke kan have så meget i den ad gangen). Er du heldig at få tildelt psykologhjælp, er det som regel “kun” 12 gange, hvilket slet ikke rækker, og når afslutningstidspunktet er sat allerede fra starten, kommer man sjældent ned og arbejder i dybden og får fjernet årsagen til spiseforstyrrelsen.

For problemet ligger indeni dig, og har med din hjerne at gøre, mere end med hvad din krop fysisk er i stand til. Alle de forskellige spiseforstyrrelser har nemlig en meget, vigtig ting til fælles: De er symptomer.

Symptomer på, at der er noget andet galt. En spiseforstyrrelse er en overlevelsesstrategi. På et tidspunkt har du valgt at fylde dit hoved med madplaner, madforbud eller tanker om korrekt eller tilladt ernæring – det har du gjort for at tage fokus væk fra noget andet, som du ikke kunne håndtere. Og det har virket, ellers var du ikke blevet ved.

Men når spiseforstyrrelsen tager magten fra dig, duer den ikke længere som overlevelsesmekanisme. Samtidig føles det som at dø, at skulle lade være med alle de sære ritualer, du har fået udviklet. Du føler, du er nødt til at gøre det, for at overleve.

Sammen med dig vil jeg derfor bruge tiden på at finde ud af, hvad det var, der i første omgang fik dig til at flygte ind i spiseforstyrrelsens univers. Når vi får gjort noget ved det, bliver du – dit selv – stærkere, og i takt med, at din selvfølelse vokser, vil du stille og roligt have mindre og mindre brug for spiseforstyrrelsen, og den ro, det giver dig at fokusere på maden eller at skade dig selv gennem den.

Hos mig kommer det altså ikke til at handle om din vægt eller om din madplanlægning; i stedet vil jeg tale med dig om den måde, du får det på, når du følger dine tvangsmønstre. Angsten, depressionen, opturen, sorgen, selvhadet – hvad det nu kan være. Dét er indgangsporten til dig, til at få sluppet dig fri af det fængsel, du er kommet til at spærre dig selv ind i.

Spiseforstyrrelsen er kun et symptom. Årsagen ligger nedenunder. Spiseforstyrrelsen forsvinder, når du selv bliver stærkere.