Som optakt til dette afsnit, læs min blog: Traumer og PTSD

Personligt har jeg for nylig mistet en meget god ven, som jeg holder meget af. Det var ham, der besluttede, at vores venskab skulle ophøre, og jeg har ikke haft nogen mulighed for at være i dialog med ham omkring hans beslutning. Jeg ved, at han tiltænker mig forskellige motiver for mine handlinger, som jeg ikke har, men han vil ikke lytte til mig. Det gjorde ondt, og det sad fast i mig i en periode, fordi jeg her ramlede ind i to af mine livstemaer på samme tid; at miste og ikke at blive mødt som den jeg er.

Jeg har også haft PTSD, om end jeg aldrig officielt fik stillet diagnosen, for, som min daværende psykiater sagde: ”Du får al den hjælp du har brug for, så det er der ingen grund til.” Jeg er enig med hende – en diagnose er et hjælperedskab og skal ikke være andet. Ikke desto mindre sad mange års fysisk og psykisk vold ”fast i mit system”, og krævede hjælp og behandling at komme af med. Min eksmand og hans reaktioner blev ved med at dukke op i min bevidsthed, når jeg reagerede på min omverden, også selv om jeg ingen kontakt havde til ham mere, og selv om jeg nu omgav mig med mennesker, hvis reaktionsmønstre lå milevidt fra hans.

Løsningen for mig blev i begge tilfælde at sørge, for sørge er at give slip. Give slip på den ven, og det han betød for mig – det får jeg aldrig tilbage i den form, det havde dengang. Da jeg tillod mig selv at sørge over det, blev der plads til at tænke over hvilke gode ting, hans venskab jo havde givet mig, og som ikke pludselig var ødelagt fordi han ikke ville være min ven mere. Og åbnede muligheden for at mødes med ham igen, på nye vilkår, og dermed bevare åbenhed overfor ham som person.

I forhold til traumer er processen den samme, om end den er mere kompliceret. Jeg havde brug for at sørge over de voldsepisoder, jeg havde været igennem, for de havde ændret mig for altid. Og for at kunne sørge, var jeg nødt til at give slip. Give slip på mange af de indlærte mønstre, jeg havde med mig helt fra barndommen, give slip på den Ilse, der som barn og ung havde fundet frem til forskellige overlevelsesmekanismer, som sikkert havde virket den dag i dag, hvis de ikke var blevet presset langt ud over grænsen for hvad de kunne holde til. Sund eller ej – det var en del af mig selv, jeg havde mistet.

Det føltes som en uoverkommelig opgave at erkende det tab, fordi jeg på daværende tidspunkt ikke havde den Ilse, jeg er i dag, at sætte i stedet for: Jeg havde jo netop ikke trampet stier til nye overlevelsesmekanismer endnu, netop ikke mærket styrken i mig selv og dermed fået tillid til og tro på mig selv. Lige indtil jeg fandt ud af, hvad jeg havde tilbage, hvad jeg havde bevaret … hvad, der var min kerne. Den var ikke væk, selv om jeg troede det var hele mig, der var forsvundet.

Min krop slap traumerne, da jeg under traumebehandling hos min terapeut tillod mig selv at konfrontere de fastgroede reaktioner i en slags simultan erkendelses- og nyorienteringsproces: Tillod mig selv at genopleve de traumatiske situationer, og forholdt mig til den virkelighed, jeg var i nu, hvor der ikke længere var grund til at være bange. Det gav min krop mulighed for at gå ind i en genoptræningsproces, hvor jeg atter og atter – i alle situationer i hverdagen, hvor min krop reagerede traumatisk – mindede mig selv om, at her skulle jeg øve mig i at tænke anderledes, og give min krop nye erfaringer. Den havde dem jo netop ikke, den havde lært noget andet, og skulle aflære det gamle og indlære noget nyt. Det krævede tålmodighed og hårdt arbejde: Man kan heller ikke automatisk køre på cykel første gang man ser én.

I dag vil jeg ikke bytte. Jeg vil hellere være den Ilse, jeg er i dag, end den Ilse, jeg var dengang. Men det er vigtigt at huske på, når man forholder sig til mennesker med PTSD eller tab, at de er endnu ikke nået frem til det sted, hvor de kan rejse sig op, og med tryghed og tillid se sig omkring i en nu anderledes verden. De ligger stadig krummet sammen under slaget og tør ikke kigge op og se hvordan verden nu ser ud.

Det er med vilje, at jeg skriver ”endnu ikke”. For jeg tror også her på kroppens evne til at udvikle sig, bevæge sig fremad og hele sig selv – processerne er blot meget forskellige fra person til person. Der findes ikke nogen evigtgyldig tidsplan for, hvordan sorgens faser skal forløbe eller hvor hurtigt. Men når man får problemer med at fungere i det samfund, man nu engang befinder sig i, er der fare for, at processen er gået i stå. Går den i stå, er det godt at søge hjælp til at holde den i gang – det er stadig én selv, der må gøre arbejdet, men nogle gange har man låst en dør og smidt nøglen så langt ned ad kældertrappen, at man ikke tør huske hvor den landede. Så er det godt at have en hånd at holde i, og én til at holde lygten for én, når man bevæger sig ned i mørket for at lede efter den.

Lige inden nytår 2014 skrev jeg på Facebook:

“Gamle traumespor/overlevelsesmekanismer træder frem i tilsyneladende farlige situationer, man ikke har fundet en ny og bedre måde at reagere på. Når løven kommer, er der ikke tid til at stille sig op og tænke, så skal der handles først og tænkes bagefter. Men det gælder om at kende sig selv og sine gamle traumespor så godt, at man drejer af til den rigtige side, når valget skal træffes, og vælger det nye spor, som ikke er selvdestruktivt. Og når man det ikke i tide, så at stoppe så hurtigt det er muligt lige derefter.”