Allerførst kan der være et stykke vej til anerkendelsen af, at man har mistet noget reelt. Nogle dele af behandlersystemet betragter en abort før 12. uge som en formssag, og hvis man oven i købet selv har valgt at få en abort, uden der er noget påviseligt galt med fosteret, må man vel være afklaret med det?
Sådan er det bare ikke altid. Det er ikke ”bare en pille, man tager”, når man får en medicinsk abort, og ikke ”bare en udrensning af livmoderslimhinden” ved en kirurgisk. Med ud kommer et muligt liv, en mulig familieforøgelse og lige dele én selv og (måske) én, man elsker – vi stoppes i den proces, der er vores genetisk vigtigste formål: At formere os.
Ud over det mentale, gælder for kvinderne, at kroppen fra starten skifter gear, og inducerer sig selv med hormoner, der skal støtte og opretholde denne proces. Fra det øjeblik, det befrugtede æg via hormoner ”gør opmærksom på sig selv” i kvinden, mister kvinden den (følelse af) kontrol over sin egen krop, hun har haft hidtil: Et højere mål træder i forgrunden, og vores gener aktiverer produktionskraften uden hensyntagen til vores hjernebark, som evolutionært set først er kommet til sent i vores udviklingshistorie.
Der er altså ikke noget at gøre; kvinden kan ikke undgå at blive påvirket. Og selv om hun rationelt godt ved, hvad det er, der påvirker hende, kan hun stadig ikke ændre på det. Det er sådan, det er. Ofte er kvinden klar over kønnet i løbet af et par måneder, uden hun kan forklare hvorfor, og denne øgede bevidsthed om det lille liv, der vokser i maven, er med til at forberede hende på ikke længere at have sig selv som førsteprioritet.
Det er også det, hun mister, når hun får en abort. Samtidig sker dette skift på ingen måder gradvist, og kroppen går derfor i alarmberedskab: Pludselig slår det nok så lille hjerte ikke mere (ved medicinsk abort sker dette 1-2 dage før selve udstødelsen), og pludselig er der ingen moderkage til at sende hormonelle signaler til hjernen mere (ved udskrabningen og ved udstødelsen).
Kvinden går i krise – både fysisk og psykisk.
Krisens faser og aspekter
Den mest anvendte model opdeler kriser i 4 faser; chok, reaktiv fase, reparationsfase og nyorientering.
Chokket over f.eks. at finde ud af, at fosteret er dødt, kan få én til at reagere på en måde, der virker helt ude af kontekst for andre; f.eks. kan man reagere ved at stivne helt og blive nærmest ukontaktbar, eller man kan give sig til at le og snakke højt og eksalteret om helt irrelevante ting. Det er kroppens måde at sætte livet på pause, indtil den finder ud af en måde at forholde sig til tabet på.
Når det værste chok har lagt sig, reagerer man, men stadig er der ikke styr på reaktionerne – man prøver forskellige reaktioner af, så at sige. Det ene øjeblik er man måske lettet, fordi man også godt var klar over, at det at få et barn lige nu ville føre til mange problemer, det næste øjeblik er tabet og det ikke at blive forældre i denne omgang det eneste, der fylder. Alle følelser vælter rundt i denne fase, og man har ingen idé om hvor man ender henne, og hvad man ender med at mene om den erkendelse, man nu ikke kan lade som om man ikke har fået.
I denne fase er det utroligt vigtigt at man tager ”fri” fra sit liv i det omfang, det overhovedet at muligt, og slipper den vante struktur, mange har bygget deres liv op omkring. Pyt med vasketøj, eget bad, hvad man spiser (vand er dog vigtigt) og hvad man foretager sig hvornår på døgnet: Det vigtigste er at give sig selv lov til at ”være”, bare eksistere, og forsøge at rumme det skete.
Når man på en eller anden måde er kommet overens med det skete, glider man ind i reparationsfasen; arbejdet går nu ud på at passe den nye erkendelse ind i det liv, man havde før hændelsen. Det er ikke altid, den strategi, man vælger er konstruktiv, men man vælger dog én. Måske bebrejder man sig selv, at man drak al det kaffe, eller levede at chips og cola i de første måneder, og reaktionen, man vælger, bliver selvhad og destruktive tanker. Men omvendt kan reparationen også bestå i, at man trækker vejret lettere, og accepterer, at man ikke kunne have gjort noget for at forhindre det.
Til slut går man ind i nyorienteringsfasen. Hvad gør jeg så, nu hvor tingene er anderledes end de var før? Hvad bruger jeg mine erfaringer til, og hvordan kommer jeg videre? Prøver jeg igen at få et barn, eller satser jeg på helt andre ting i livet nu, og forsøger at tilrettelægge et spændende liv uden børn?
Så vidt faserne. Det er blot en skabelon, som kan tjene til at skabe overblik over krisen. Mere interessant for den enkelte er imidlertid hvordan og med hvad man udfylder den skabelon. Disse ting afhænger af hvordan ens liv er og har været skruet sammen indtil nu, og hvilke livserfaringer og overlevelsesstrategier, man har med sig fra sin opvækst. I forbindelse med en ufrivillig abort, kan det f.eks. være:
- Hvor ønsket var barnet, og var det planlagt? Kom det efter en lang kamp og årevis i fertilitetsbehandling, eller kom graviditeten helt overraskende og uden man som sådan havde forsøgt (måske sneg den sig endda ind gennem prævention)?
- Hvordan har ens liv været hidtil, og hvordan har man tidligere håndteret kriser? Hvor robust er man i øvrigt?
- Hvor er man nået til i sit liv; er man midt i en spændende karriere jobmæssigt, midt i en depression eller ved at komme sig ovenpå en anden krise (f.eks. et dødsfald i familien)?
Hvilket netværk har man omkring sig, og hvordan er ens livserfaringer omkring det? Stoler man på andre mennesker, eller er man vant til at skulle klare sig selv?