“Du er den jeg elsker mest i verden – næst efter mig selv, selvfølgelig.” Sagde jeg til min mand i morges, inden han stod op. “Det var godt,” sagde han – og mente, som han har sagt før, at det ærligt talt ville være ret belastende at skulle bære det ansvar, at jeg ville tage hensyn til hans ønsker og behov før mine egne – give noget af mig selv for hans skyld, jeg reelt ikke havde at give. Han ville nemlig gøre det samme … tage hensyn til hans egne behov først, altså, og hvor efterlod det så mig? 🙂

Mange steder er der skrevet meget om selvværd, selvfølelse, selvtillid og selvoptagethed. Det, der optager os meget som mennesker, er os selv, og hvordan vi agerer i verden – og vi sammenligner os konstant med andre. Gør de så noget, vi selv har lyst til at gøre, men engang er blevet skammet ud for, bliver vi vildt provokerede.

For hvorfor må de, når vi ikke må?

Og sandheden er jo, at det må vi også gerne. Afgørelsen er vores, og ansvaret for handlingen også. “Frihed under ansvar”, har altid været mit motto, og det tror jeg aldrig forlader mig, med mindre nogen fratager mig min frihed til at sige nej tak, og fjerne mig fra og om nødvendigt forsvare mig imod mennesker, der overskrider mine grænser.

Det kan man ikke, når man er ung. De unge, vi gerne ser som frie, stærke og selvstændige mennesker, bliver alt for ofte sat “på plads” med et ordentligt drøj over nakken – for dem er vilkårene nogle andre. Og fair nok, vil jeg skynde mig at sige, for de har heller ikke selv helt ansvaret for, hvad de foretager sig endnu. Det har deres forældre.

MEN … for der er et “men”: Det er muligt at anerkende deres frihedstrang og anderledes måde at se verden på, uden at give køb på den forventning, man har til dem om, at de spiller efter de voksnes regler, til de selv er voksne. Det gøres så simpelt som at sige: “Når du er 18, kan du gøre alt det dér lige så meget du vil. Jeg håber ikke, du gør det, for jeg anser det for at være skadeligt for dig, men så bestemmer jeg ikke mere. Men for nu, mens du er i min varetægt, får du ikke lov.”

Lærere er også mennesker, men de er ikke elevernes forældre. I skolen får lærerne en form for autoritet, som nogle af dem desværre kommer til at misbruge (ligesom der jo desværre også er forældre, der kommer til det). De kommer til at forbyde det, der engang er blevet dem selv forbudt, og dermed gentage overgrebet. De formår ikke at anerkende de unge for deres egen tilgang til tingene – og dermed tager de i mine øjne ikke deres ansvar som pejlemærker på sig. Hvad er større end at vise et ungt menneske, at menneskehedens succes skabes i kraft af vores forskellighed, og at vi kan finde ud af at samarbejde på trods af den? Mand, hvor ville jeg ønske, at egenterapi var en obligatorisk del af lærer- og pædagogstudiet.