En god bekendt sad med armene over kors, og så på mig med et bestemt blik. Vi havde siddet og diskuteret parterapi, og jeg havde givet udtryk for, hvor spændende, jeg syntes det var, og hvor vigtigt det var for alle mennesker at kigge deres partnerskab efter i krogene, med eller uden hjælp.

“Fortæl mig så lige…”, sagde hun: “Fortæl mig så lige; hvis parterapi skulle hjælpe noget, hvorfor er der så så mange parterapeuter, der selv er skilt?”

Jeg har taget historien med her, for jeg møder den ind imellem, og ikke bare – som nu – fra min private omgangskreds. Jeg er også selv fraskilt. Og gift igen. Hvordan kan jeg tillade mig at sidde og rådgive folk om at få deres partnerskab eller ægteskab til at fungere, når jeg ikke engang kunne få mit eget til at virke?

Svaret er egentlig meget enkelt: Som parterapeut har jeg ikke som hovedopgave at reparere et sygt ægteskab – ligesom man går til lægen og får nogle piller for en eller anden sygdom. Løsningen er ikke givet på forhånd. Det, jeg kan hjælpe med, er at få dig og din partner til at tale sammen igen. Jeg kan hjælpe jer med at få løsnet op for de knuder, der er kommet på jeres forbindelse til hinanden, og først og fremmest hjælpe jer med at lytte til hinanden igen og genvinde tilliden.

Det redder nogle gange partnerskabet – andre gange gør det ikke; enten fordi én af jer finder ud af, at I i virkeligheden ikke kan få det hos den anden, som I gerne vil have, eller fordi I har fået ødelagt hinanden så meget, at det er bedst for jer at hele hver for sig, for at kunne komme videre med livet.

Parterapi ligner på en måde individuel terapi; her er det blot to menneskers fælles trivsel, der er hovedfokus for terapien, frem for alene individets egen personlige udvikling. Det er her, mine erfaringer som fraskilt kan komme jer til gode; jeg har både prøvet at blive alt for længe i et forhold, der brød mig fuldkommen ned, og gennemlevet den hårde proces, det er at bryde fri af det. Og så har jeg været så heldig at blive i stand til at tiltrække en mand, der er god for mig at være sammen med, som jeg kan tale med eller holde mund med, være sammen med og lade være, i en harmoni, der tilsyneladende passer os begge to.

Hvis begge parter er villige til at smøge ærmerne op og arbejde, kan meget reddes. Og kan det ikke, kan jeg hjælpe jer med at se den frygt eller angst i øjnene, der kan være forbundet med ikke længere at skulle være sammen, så I kan begynde at finde jer til rette i en ny – og sund – måde at leve jeres liv på.