Hvad er forskellen på at gå hos en psykolog og en psykoterapeut?

Det spørgsmål har jeg efterhånden fået nogle gange. Jeg vil svare så godt jeg kan: En psykolog læser på universitetet og hører derfor under de videnskabelige uddannelser – hvor alting skal samles og rubriceres, bevises eller modbevises, før man kan kalde det gyldigt eller ikke-gyldigt. Der skal være system i tingene, overblik, og teorierne udtaler sig om generelle træk ved menneskers måde at tænke på – og en psykolog vil oftest i sin behandling tage udgangspunkt i hvad der generelt gælder for de fleste mennesker.

Psykoterapi derimod fokuserer på det individuelle menneske. Den person, der sidder lige her lige nu foran lige netop denne terapeut, og hvordan det påvirker mødet mellem de to. Det betyder ikke, at psykoterapi er taget ud af den blå luft, men kun, at det, der gælder for en lang række mennesker måske – men ikke nødvendigvis – gælder for lige præcis dette menneske.

Dette er ikke specielt for psykologien – jeg kan i en geografibog læse, at gennemsnitsdybden på den å, som jeg gerne skulle over på den anden side af, er en halv meter, men jeg kan komme slemt galt afsted, hvis jeg på grundlag af denne gennemsnitlige viden uden videre traver ud i åen. Jeg må undersøge, hvilken dybde den har lige netop her på dette sted, hvor jeg skal over.”

(Jette Fog: “Saglig medmenneskelighed”, Hans Reitzels Forlag 1998)

Dermed ikke være sagt, at det ikke kan hjælpe at gå til en psykolog; det hjælper tusindvis af mennesker. Men der er tendens til hos en psykolog, at man bliver på det abstrakte, kognitive plan, og ikke kommer i dybden med det, der for alvor betyder noget for det enkelte menneske. En psykoterapeut rådgiver ikke, men spørger ind, og hjælper det enkelte menneske med at afklare, hvordan og hvorfor de er skruet sammen som de er. Det gælder om at finde logikken for lige netop dette menneske, så det kan rejse sig og vælge hvilke kufferter, det skal have med, og hvilke, det vil lade stå i sin videre færd frem i livet. Kort sagt hjælp til selvhjælp i sin reneste form: Hvordan hjælper netop dette individ sig selv fremad.

De almene teorier kan i en samtale ikke tjene som vores direkte handlegrundlag. Griber jeg til tankevirksomheden i utide, og bliver teorien den primære begrundelse for det, jeg gør, kommer jeg meget hurtigt til at tænke mig til, hvordan tingene hænger sammen – og jeg har så dybest set ikke mere at lære. Jeg vil da være tilbøjelig til at lade det, som kommer fra personen, være underordnet denne teori og kan ikke forholde mig som person til person.” (Ibid)

Jeg har selv modtaget kognitiv terapi af en psykiater, der havde videreuddannet sig i dette. Det hjalp mig til at få taget det første spadestik, at påbegynde arbejdet med at forholde mig til mig selv. Og som indledning til dette, var den kognitive terapi god for mig; men den var slet ikke tilstrækkelig, i forhold til al den personlige udvikling, jeg havde behov for.

Personligt følte jeg det som om jeg var kommet hjem, da jeg stiftede bekendtskab med den oplevelsesorienterede psykoterapi. Her var der interesse i mig, hvem jeg var, og denne interesse i sig selv gav mit lave selvværd en tro på, at det måske ikke behøvede at være sådan. At det kunne være muligt, at elske mig selv, som jeg var – på godt og ondt – og ikke vurdere mig selv i forhold til hvordan de fleste andre var.

Læs også mit blogindlæg om behandlerjunglen.