Kender du det, når en ven eller veninde pludselig siger noget, der slår ned som et lyn i dig? Bedst som I sidder og snakker, alle dine parader er nede og din sjæl blottet, og så siger han eller hun noget, der får dig til at tænke; hvad skulle det til for?

Tvivlen begynder måske at nage dig: Har jeg selv sagt noget, der kunne såre, eller hvorfor skal jeg bankes på plads på den måde? Og kan man regne med en ven, der slår ned på én, netop som man er allermest sårbar?

Venner/veninder er en del af vores netværk – vores selvvalgte familie. For nogle udgør de den vigtigste base og tilknytning i vores liv, for andre er de sideløbende eller sekundære til den biologiske familie. Men under alle omstændigheder handler venskaber om tilknytning.

Vi bruger vores venner til mange forskellige ting – nogle beholder vi hele livet, andre kommer og går. Nogle glider lige så stille ud af den nære kontakt, andre forsvinder med et kæmpe rabalder fra en smækket dør bag dem. Men én ting tror jeg fuldt og fast på; vi mennesker er sociale væsner, og har brug for en kontaktflade i én eller anden udstrækning. Har brug for andre mennesker for at finde ud af hvem vi selv er. Har brug for nogen, at være noget i forhold til.

Derfor kan det også slå gevaldige knuder og gøre ondt helt ind til benet, når et venskab ikke fungerer. Vi er afhængige af hinanden, så vi føler os ganske enkelt truet på vores eksistens. Så hvordan kommer man videre?

Når du bliver ramt, er det altid på grund af noget i dig selv. Altid! Andre kan sige hvad det skal være til dig, men når noget går ind og andet ikke, har det noget at gøre med hvor du selv føler dig usikker, og hvordan dit liv har været hidtil. Ofte ligner en følsom bemærkning eller handling på én eller anden måde noget, der er sket tidligere i vores liv, og når vi finder ud af, hvad det er, og får konfronteret det, fordamper problemet med venskabet, fordi vi er i stand til at se vores egen andel i det.

Men det kan godt nogle gange koste både sved og tårer, og er absolut ikke noget at skamme sig over! Jeg render selv jævnligt ind i små og store hændelser, der hensætter mig i en midlertidig choktilstand eller giver mig ondt i maven, men heldigvis kender jeg mig selv så godt, at jeg ved, at der er kun én vej frem: At finde ud af, hvor følelsen stammer fra. Efterhånden kan jeg selv, men er koden for svær at knække, tilkalder jeg kavaleriet (min terapeut og supervisor), og får hans hjælp til det. Han har den åbenlyse fordel, at han kan se mig udefra, og derfor stille undrende spørgsmål til de ting, jeg ikke selv har skænket en tanke.

Og så er det bare nogen gange lettere at konfrontere ens inderste frygt når man holder én i hånden.