Egentlig ville jeg have lavet et blogindlæg til jer – for det må guderne vide, er alt for lang tid siden, men okay, jeg kan ikke være alle steder på en gang. Det blogindlæg, jeg begyndte at skrive, endte bare med at forme sig som en side om det at være ufrivilligt single i stedet for; om jagten på den eneste ene og om at føle sig forsmået eller føle lavt selvværd fordi man hverken kan finde eller holde på en partner.

Jeg kender mange virkeligt dejlige mennesker, der går rundt og ikke tror, de er værd at være kærester med. Og det gør mig altid så trist, for det er meget sjældent tilfældet: De er varme, kærlige, sjove, tydelige og omsorgsfulde mennesker med masser af gode ting at give et andet menneske, og de fortjener selv at få det samme igen. Følelsen af lavt selvværd kan jeg ikke tage fra dem, selv om det er noget af det sværeste for mig at rumme, at andre har (har selv prøvet det – det er ikke for pattebørn), og jeg kan ikke vælge dem alle sammen som kærester bare for at bevise overfor dem, at de er gode nok som partnere … det ville (ud over at gøre mig til en ringe partner) være halsløs gerning – og manipulation. Så nej, det er ikke løsningen. Faktisk er der ikke meget jeg kan gøre, arbejdet ligger hos dem selv.

Det arbejde, kan du læse om her.