Sådan skrev min Far engang til mig, fordi jeg havde ønsket mig et digt i fødselsdagsgave, som han havde skrevet selv. Han mistede en datter samtidig med at jeg mistede min søster, og linjen var en utvetydig hentydning til det, og måske også til den depression, han led under i årene efter min søsters død. Jeg var 4½ og hun 7, og det blev trods mine forældres anstrengelser for det modsatte meget traumatisk for mig. Alt det kan du læse mere om i min bog, som du kan købe HER – nu skal det handle om en pige, der med baggrund i en ualmindelig hård opvækst havde som sit højeste ønske at blive mor, og gøre det bedre. Men det er ikke alle beskåret at få det, de ønsker sig, og hvad gør man så?

Læs hendes stærke historie her. Velkommen til Catrine Kramer:

MISTEDE DET DYREBARESTE – MEN STØRST ER KÆRLIGHEDEN

Skrevet af Catrine Kramer

Min lille søn Frederik kom til verden den 11 April 2005. Da jeg fik ham i armene følte jeg den største lykke jeg nogensinde havde følt. Stoltheden fyldte alle mine celler, tænk at jeg havde skabt denne vidunderlige smukke dreng. Tårerne trillede ned ad mine kinder, jeg var fyldt af kærlighed til denne smukke dreng som hvilede i mine arme. Jeg vidste godt, at Frederik ikke skulle med mig hjem, jeg vidste godt at Frederik ikke bare sov. Min lille smukke dreng var død under fødslen pga. iltmangel. Og alligevel var det her det smukkeste og største øjeblik i mit liv.

Da jeg fik af vide, at jeg var gravid med Frederik blev jeg så lykkelig. Efter at have haft en opvækst i ”helvede” var mit største ønske at blive mor og vise verden, at jeg godt kunne være en god mor på trods af de oplevelser jeg havde haft. Jeg vidste bare at jeg VILLE blive en god mor og jeg ville elske mit barn så højt. Den 11 April blev jeg mor til Frederik, men jeg kunne ikke give ham al min kærlighed.

I 2008 blev jeg gravid igen. Jeg var helt tryg. Mange sagde til mig, at det der skete med Frederik ikke skete to gange i træk. Da jeg senere fik af vide, at jeg ventede tvillinger blev glæden bare endnu større. Og jeg elskede de to små inde i maven. Den 30 Oktober 2008 da jeg var 20 uger henne begyndte jeg at bløde og fik stærke smerter i maven. På sygehuset blev jeg skannet og her stod det helt klart. Der var alt for stille, de to små hjerter var holdt op med at slå. Jeg fødte mine to små piger Sofia og Isabella om natten. Jeg fik dem op til mig og igen mærkede jeg den der helt ubetingede store kærlighed. Men igen måtte jeg bære en lille kiste med det dyrebareste i mit liv.

Jeg havde mistet 3 små børn og samtidig skulle jeg bearbejde mange grimme minder fra min opvækst. Jeg græd, min krop kaldte på mine børn og jeg var knust. Jeg besluttede dengang, at nu vil jeg ikke være gravid mere, jeg turde ikke..

I 2010 blev jeg gravid igen, det var ikke planlagt og jeg var i fuldstændig vildrede. Hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne ikke få en abort, hvordan kunne jeg fravælge mit barn, når jeg samtidig savnede de børn jeg havde mistet? Jeg bestemte mig for at beholde barnet og i takt med dette tog jeg et valg om, at selvom jeg nu var klar over, at det at miste et barn godt kan ske for samme kvinde flere gange i træk, så ville jeg ikke være bange. Jeg ville nyde graviditeten og jeg ville give plads til min kærlighed til det lille barn. Tænk hvis jeg mistede igen og jeg så ikke havde nydt den tid jeg havde mit lille barn i maven. Men det ville jo heller ikke ske igen…. Jeg hørte igen og igen folk sige ”Tredje gang er lykkens gang.”

Den 18. Juli blev lille Elias født, jeg var 21 uger henne da han døde i min mave. Jeg elskede den lille dreng, men måtte igen gå den tunge gang med den lille kiste i armene, tårerne væltende ned ad kinderne og inderst inde en tanke om at følge med Elias.

Mine tre sidste børn døde i min mave under graviditeten og jeg ved ikke hvorfor. Det har aldrig været så vigtigt for mig at få et svar. Lægerne kunne ikke umiddelbart finde årsagen og ingen skulle skære i mine børn. Så jeg ved ikke hvorfor Sofia, Isabella og Elias døde. Jeg vidste dog at Elias ville være mit sidste barn. Jeg ville ikke prøve igen.  Efter at have mistet Elias var jeg ved at opgive, jeg kunne ikke mere, alle dem jeg elskede var i himlen og jeg var hernede på jorden og det gjorde alt for ondt indeni. Jeg havde bare som 9 årig taget et valg om, at jeg VILLE have et godt liv når jeg blev voksen. Jeg måtte kæmpe for at få et godt liv. Jeg kunne ikke bare give op.

Jeg mødte kort efter Elias´s død en kvinde som kunne rumme mine tanker og følelser og hun kaldte mine børn ved navn. Hun lyttede, krammede, gav omsorg og spurgte til mine børn. Den kvinde valgte at hun ville støtte mig og være der for mig. Det betød alt for mig.

Det at miste det dyrebareste efterladte hos mig et stort sorgarbejde, jeg måtte give plads til min sorg og ikke mindst give plads til kærligheden. For i virkeligheden fyldte kærligheden mest, al den der kærlighed som jeg ikke kunne komme af med.

Jeg ved ikke om tiden læger alle sår, det tror jeg egentlig ikke helt på. Men sorgen ændrer sig med tiden. Jeg tror ikke vi mennesker kan leve et sorgløst liv, vi oplever alle sorg i en eller form i løbet af vores liv. Jeg har oplevet meget sorg og den sorg er en del af mit liv. Men i sorgen ligger også kærligheden. Vi vil ikke opleve sorg, hvis vi ikke elskede eller holdt af. Vi vil ikke opleve sorg, hvis ikke der var noget, der betød noget for os. De to følelser går hånd i hånd. Og min oplevelse er at TIDEN gør, at kærligheden overstiger sorgen, at kærligheden kommer til at fylde mere og mere. Men det kræver at vi giver plads til kærligheden, at vi giver os selv lov til at have det godt på trods af vores sorg.

I år ville mine børn være fyldt 13, 10 og 8 år. Så det er ved at være mange år siden. Sorgen forsvinder nok aldrig helt, den vil nok altid bo et sted dybt inde i mig. Men når jeg tænker på mine børn i dag fyldes jeg med kærlighed og stolthed. Det er kærligheden der skal fylde. For størst er kærligheden.

Jeg ville helst have haft mine børn hos mig, men jeg har det sådan i dag, at jeg aldrig nogensinde ville have undværet mine små børn. Jeg har 4 små børn og jeg elsker dem alle 4.