Man skal ære de døde – eller skal man?

I nat døde Prins Henrik.  Og det er som om det meste af hvad han sagde og gjorde, nu pludselig skal vendes til noget positivt. Også det, der ikke var, og som de fleste grinede af og hånede ham for.

Således kunne jeg læse Sven Brinkman skrive på Facebook, at Prins Henrik lærte os, at man kan holde fast i sig selv, uanset folks forventninger til én. Som hvis han havde gjort det intentionelt, for at vise os, at det gjaldt om at holde fast i sig selv. Men var det derfor, han teede sig som et lille barn i kassekøen, når han ikke fik det, han ville have? Det tror jeg ikke. Manden var intelligent nok, så jeg tænker, han havde sagt det, hvis han mente, det var en lærdom, vi skulle tage til os.

En anden skrev: “Ja, han forblev den han var, og derfor kunne han ikke undertrykke sin franske opdragelse til at manden bør være den øverste i hierakiet.” Er det så en fin ting nu, fordi han er død?

Jeg er ikke royalist. Jeg tror ikke på menneskers værdi i kraft af hvilken familie, de er født ind i, og jeg synes i bund og grund bedst om folkevalgte magthavere. De kan nemlig skiftes ud, hvis de opfører sig for tåbeligt. Prins Henrik gjorde mange gode ting, og dem skal han da bestemt have æren for. Men kritikken af hans tåbeligheder skal sørme også bestå – eller skal vi glemme den, blot fordi han ikke er her mere?

Og hvis vi ignorerer alt det tåbelige, folk har gjort, fordi de ikke er her mere, lærer vi så nogensinde af det? Eller bliver vi lige så overraskede næste gang nogen, der tilsyneladende har meget mere end de fleste, beklager sig over, at de ikke har nok?

Ville Prins Henrik have tagget #metoo, hvis det havde handlet om at man bliver frataget den berømmelse og indflydelse, man mente sig i sin ret til at få? Vi ved det ikke. Men at lade som om manden udelukkende var behagelig og uselvisk er måske lige at trække den lidt rigeligt. Og nedgøre ham mere end at ære ham, hvis I spørger mig.

Når folk er døde, er de ikke farlige mere

Jeg hører ofte folk sige, at man ikke må tale negativt om de døde; de kan jo ikke forsvare sig. Men hvornår må man så fortælle om de ting, de gjorde, som var virkelig dumme eller måske direkte ondskabsfulde? Hvornår må man lære af deres fejl?

Da jeg gik fra min eksmand, var der flere, der slog hånden af mig (også familie på min egen side), fordi jeg forlod en mand, der havde kræft. “Det gør man bare ikke!” Sagde de. Men det var jo ikke derfor, jeg gik. Set fra hans synsvinkel var det ham, og ikke mig, der var offeret. Eller sådan skrev han til mig, da jeg begyndte at blogge om vores voldelige forhold. Hvordan han mere præcist fik det vendt sådan fandt jeg aldrig ud af, og jeg spurgte heller ikke.

For det havde ingen betydning. Og har fortsat ikke. For mig, altså. Den tid, hvor jeg var nødt til at gøre som han sagde, var forbi længe før han døde. Fordi jeg havde besluttet, at det ville jeg ikke mere. Fordi jeg ikke ville leve resten af mit liv i frygt for hans reaktioner. Fordi det var gået op for mig, at han ikke havde ret til at bestemme over mig, og at han aldrig havde haft det.

Men er det derfor, vi ikke vil fortælle om hele det menneske, de døde var? Fordi vi enten er så lettede over, at de ikke længere har indflydelse på vores liv, eller fordi det er så synd for dem, at de er døde, at vi ikke synes, vi kan være bekendt at tale om deres mindre flatterende sider?

Bevar helheden

Uanset om man var Prins Henrik, min eksmand eller enhver anden, vil jeg derfor gerne opfordre jer allesammen til at bevare helhedsbilledet af de mennesker, der ikke er her mere. Viktor Borge var et entertainertalent, men efter sigende en tyran på hjemmefronten. Jeg griner stadig af hans gode jokes, for de var der jo også. Og hvis vi skulle diskvalificere alle mennesker, der har opført sig forkert, kunne vi diskvalificere alle i sidste ende. Og hvis du har en masse godt at sige om en person, hvad vi jo heldigvis ofte har, så sig det da mens de er i live. Jeg er sikker på, at al den anerkendelse, Prins Henrik høster nu efter sin død, ville have glædet ham langt ind i sjælen, hvis han havde fået den, mens han var i live.

Lad os i stedet fortælle tingene, som vi opfattede dem. På godt og ondt. Lad os turde holde fast i, at livet er både herligt og besværligt, og lad os lære af de fejl, andre begår, når vi kan, lige såvel som vi lærer af vores egne. Lad os ikke gøre fejl til noget, der ikke må være der, men lad os i stedet adressere det hele menneske, der var engang, og tage det med os, vi kan bruge, og lade resten ligge.