I disse dage går jeg og er lidt underligt til mode. Ikke fordi det er regnvejr, for det holder jeg egentlig meget af, så længe det bare ikke er koldt samtidig. Heller ikke fordi jeg ikke har det godt – for det har jeg: Jeg har stort set alt det i mit liv, som jeg altid har ønsket mig: En kærlig mand, et barn, et stort netværk og en kærlig familie, som jeg ser flere gange om ugen. Jeg er – som I måske nok har regnet ud – pt. på barsel, og bruger næsten al min energi på den lille nye prut, vi har udvidet familien med.

Så – megen tid er der ikke til at blogge, og det er måske én af de ting, jeg savner lidt. Men det kommer nok tilbage; jeg håber, I hænger ved. De første 6 måneder var de hårdeste – nu kan vores datter næsten kravle, og spiser selv en lang række ting. Så hvorfor føler jeg mig underligt til mode?

For et par uger siden døde min eksmand; ham, jeg har omtalt her på siden som voldelig. Han havde kræft, og for et par uger siden fik jeg så pludselig et telefonopkald fra hans søster om, at han var sovet stille og roligt ind under en middagslur. Det var meget underligt. Pludselig var alt det, jeg havde gået og været bange for, væk. Pludselig kunne jeg ikke finde nogen rimelig grund til at gå og være bange for, at han skulle finde en måde at skade mig eller min datter på, utilregnelig som han var dengang vi var sammen. Fravær af ubehag, som man siger – og hvad stiller man op med det?

Min første reaktion var lettelse – så skam over lettelsen (det var trods alt et menneske, der var dødt) – og så lettelse igen. Dernæst medfølelse med de tilbageværende familiemedlemmer; især søsteren og onklen, som jeg altid brød mig godt om. Og som jeg jo altså heller ikke rigtig har set i de 7 år, der er gået, siden jeg forlod ham. Og som han jo aldrig har slået.

Og så kunne jeg mærke tomheden i mine overlevelsesstrategier; der var ikke længere brug for katastrofetanker, som ellers var noget af det, jeg selv led meget under tidligere. En lille rest havde fået lov at blive tilbage, fordi jeg var bange for min eksmands utilregnelighed, og derfor ikke havde valgt at konfrontere ham: Skulle han vise sig stadig at være farlig, var der nu andre end bare mig selv at tænke på – der var mit lille barn.

Helt efter bogen konstaterede jeg en usikkerhed, fordi en del af min overlevelsesstrategi blev arbejdsløs. En trang efter at finde nogle andre ting at være bange for, dukkede frem, og jeg blev mindet om hvor stærk vores overlevelsestrang er: Selv i denne situation, i mit nye liv omgivet af kærlige mennesker, og med mit allerstørste ønske opfyldt, mærkede jeg en uro og en anelse irritation over, at jeg helt reelt skulle vælge, om jeg ønskede at fortsætte med at have katastrofetanker eller ej. Det var irriterende, fordi jeg jo godt kendte svaret: Selvfølgelig ønskede jeg ikke det! Men det betød også, at jeg skulle udvikle mig – ændre mig. Til sådan én, der ikke hele tiden bekymrer sig om fremtiden, men er til stede i nuet og får det bedste ud af det – fuldt og helt. Ikke et eneste lillebitte “men” kunne jeg argumentere for, at der skulle være tilbage.

Det gik der et par dage med. At gå og minde mig selv om at grine af de katastrofetanker, der alligevel poppede op ind imellem – unødvendige bekymringer over vores datters udvikling, over lidt jordslåethed i barnevognen eller over det tykke lag af forskellige papirer, der tyngede mit skrivebord i knæ (og hvor det jo kun var det øverste lag, der var akut). Det lykkedes nu meget godt, syntes jeg – det her nye liv – og det sandsynligvis fordi jeg egentlig var rigtig godt i gang i forvejen.

Og så i går og i dag mærkede jeg, hvordan jeg bare havde brug for alenetid. At sidde og glo ind i iPad’en, skrive et blogindlæg (det gør jeg jo så nu, men der er mange andre, jeg også har lyst til at skrive), læse Samvirke eller Tænk i ét stræk fra ende til anden i stedet for i små bidder, når babyen sov, og der ikke lige var andet, jeg skulle tage mig af (og det er der altid; er der noget, man bliver god til som forældre, så er det at prioritere). Min nye livsstrategi fik mig til med lethed i går at vælge at besøge Svigerforældrene, der dikke-dikkede og underholdt min datter mens jeg fedede den på sofaen, og til i dag at vælge at få gjort gymnastik og skrevet dette blogindlæg mens barnet sov. Prioriteringer FOR MIG, som jeg ikke ville have været i stand til at gøre, dengang jeg satte alle andres behov foran mine egne.

Så hvor jeg lige efter meddelelsen om hans død følte mig som en korkprop, der har siddet fast på bunden af en sø og nu slap fri, var det pludselig som om noget bagefter trykkede den korkprop tilbage under vandet igen. En nedtrykthed, som jeg har lært at genkende som modstand mod at indtage nyt land og udvikle mig – ikke fordi jeg rationelt ikke gerne vil, men fordi det altid er forbundet med en form for sorg at sige farvel til en del af sig selv – uanset hvor skattet eller uskattet den del har været.

Som min mand siger – med et glimt i øjet: “Jeg hader ændringer – også til det bedre!”

Med de ord vil jeg sige tak fordi I læste med – det føles godt at tage sig af sig selv, og rent faktisk være i stand til at gøre det, uden at få dårlig samvittighed, eller føle mig som et dårligt menneske. Kommentér og spørg endelig, hvis I har noget på hjerte. Nu har jeg lettet mit.

Perspektiver

2 thoughts on “Den sære nedtur efter en optur…

  1. Det giver rigtig god mening her. Tænker tit, at det er når vi “kvæler” lysten til at prioritere os selv, fordi der er så mange andre ting, vi føler, vi bliver nødt til at gøre fra praktiske ting til nødt-til-ting af hensyn til andre og fællesskabet – ja, at vi indeni så tenderer til smådepressiv. Og inden vi har set os om, projicerer vi alt muligt småtteri i hovedet på omgivelserne på mindre charmerende vis. Fordi vi ikke giver os selv lidt mere lov til at være lige her og nu. Det er min erfaring at jo mere jeg giver mig selv, desto lækrere tid har jeg med dem, jeg holder af. Det giver overskud, ro og evne til at være og glædes – og frem for at til at undgå at råbe, blive sur, stødt og urimelig. Egentlig ikke så sært, når man tænker i balancer ;o)
    Kærligst herfra

    1. Næh, egentlig ikke. Nogle gange ligger det vigtigste lige foran os – hvis vi tager os tid til lige at stoppe op og få øje på det. Knus til dig.

Skriv en kommentar: