Selv efter jeg flyttede fra min eksmand, tog det mig flere år at mærke på min egen krop, at der er forskel på hvad man er og hvad man kan. Altså det er let nok at forstå sådan rent teoretisk, men for en (tidligere, lad os bare sige det) perfektionist som mig, har det været en øvelse at give slip på trangen til hele tiden at præstere, og i stedet bare regne med, at jeg er god nok som jeg er.

Jeg skrev: Som jeg er. Lige nu, lige her. Glemsom nok til at glemme min iPad på arbejdet. Afledelig nok til ikke at få ryddet op i bunkerne på skrivebordet, uansvarlig nok til ikke at få lavet regnskab for denne måned, bare fordi jeg ved, at pengene er der. Sjusket nok til at en pose med stokrosefrø, der skal sås i haven, stadig ligger på spisebordet, selv om det er snart 2 måneder siden jeg fik dem.

Det er mig. Og lige nu sidder jeg og drikker kaffe og skriver blogindlæg i stedet for at rydde op. Altså det er jo ikke fordi jeg ikke ved, hvor tingene skal være.

Men jeg har erkendt, at som ildsjæl bliver man aldrig færdig. Der er altid gang i flere ting på én gang, og sådan er livet med mig. For jeg har lært det allervigtigste, som jeg trængte til at lære i mit liv: Det er så vigtigt at være glad for sit liv. Og for mig betyder det åbenbart at fylde det med små og store projekter. Nogle bliver færdige, andre ikke, før jeg slipper dem igen og suser videre. Og imens jeg lever sådan, er jeg.

Som jeg skrev, glemte jeg min iPad på jobbet i går. Og først gik jeg lidt i panik. Den maskine, jeg for 4 måneder siden bedyrede, at jeg aldrig skulle have, havde sneget sig ind i min hverdag og var blevet kittet sammen med den. Til min egen forundring, var det bare skammen over, at jeg havde “fejlet”, jeg mærkede først. At jeg ikke havde passet på den. Den var jo teknisk set ikke min, men Aalborg Kommunes. At jeg ikke var 100 % sikker på hvor den var.

Jeg mener, jeg havde jo kunnet forstå det, hvis det var abstinenser, der gjorde det. For den var – hvis jeg nu skal være helt ærlig – blevet en LIDT for nær følgesvend i dagligdagen. Facebook blev opdateret LIDT for tit, mails tjekket mange gange i løbet af en dag – fordi det er så nemt. Men tiden var blevet taget fra at læse Samvirke til morgenkaffen eller bare sidde og glo ud i haven på de fugle, jeg fodrer i dyre domme. Og jeg havde sådan set taget beslutningen om at vinde min egen tid tilbage fra min iPad. Så hvorfor var jeg ikke bare henrykt over, at den var blevet på arbejdet?

Det var jeg sådan set også. Og jeg kørte heller ikke afsted efter den. Men jeg prøvede da lige at finde den via “Find min Iphone”, for at være sikker på hvor den var. Men jeg havde været for doven til at få slået iCloud til, så fat chance.

I den forholdsvis lille øvelse det var give slip, blev jeg opmærksom på at jeg manglede nogle notater, jeg skulle bruge til en jobansøgning. Oh skræk! Jeg så allerede det endnu ikke søgte job glide mig af hænde. Hvorfor??

Fordi jeg var alt for fokuseret på, hvad jeg kunne, i stedet for på hvem jeg var. Og i det fokus glemte jeg alt det, jeg allerede KAN, og ikke tænker over, i nervøsitet over det, jeg tror, jeg skal præstere, for at blive anerkendt af andre mennesker.

Det var den gamle perfektionisme, der stak hovedet frem: Aldrig god nok, altid på jagt efter nye mål. At det altid var nødvendigt at anstrenge sig til det yderste og komprimere al sin kunnen og vise den frem nærmest i samme åndedrag, som jeg sagde goddag til folk. Af frygt for, at de skulle affærdige mig, ikke se mig, ikke anerkende mig – og dermed ikke ville mig.

Det fik mig til at tænke: “Pyt med notaterne. Hvis jeg nu bare er mig, sådan helt uden at anstrenge mig, så flyder energien nok lettere.” Og så satte jeg mig ned og skrev det her blogindlæg i stedet for at lave ansøgninger.

Hav en god weekend.