Kender du det her med, at én eller flere af dine kære forlader dig for en stund, og du fyldes straks af angst for, at der skal ske dem et eller andet, og du mister dem?

For nogle uger siden forsøgte jeg at forklare min mand det – han skulle være væk nogle dage, og jeg sagde noget i stil med: “Fordi jeg har prøvet at miste på et traumatisk måde, hvor det var helt uden for min indflydelse, det, der skete, så kan min krop kun alt for let huske hvor forfærdeligt det var. Og med den tendens til katastrofetanker jeg kan have, så ligger det lige for, for mig, at vælge at tænke på alt det, der kan ske dig, mens du er væk. Jeg har ikke tænkt mig at gøre det, jeg vil nyde mine dage alene, men jeg skal lige holde mig selv i ørerne, for ikke at køre ud ad den anden tangent.”

“Men jeg er jo væk hver dag,” svarede han undrende, og jeg måtte jo give ham ret. Der kunne ske ham alt muligt, også bare på vej til arbejde. Så hvad var det lige, der gjorde, at det var anderledes, fordi han skulle være længere tid væk? Hvorfor var det en større udfordring for mig?

Det mest nærliggende var måske at tænke, at det var fordi han var længere væk, og jeg derfor ikke lige så hurtigt ville kunne komme ham til undsætning – men ved nærmere eftertanke var det slet ikke det, det handlede om. Det var det stof, der fyldte mine katastrofetanker (dengang jeg havde dem), men jeg kan se i dag, at det blot er en “perle på snoren”, bygget oven på det oprindelige traume, i kroppens forsøg på at undgå at komme ud for noget lignende nogensinde igen (læs mere om traumer på min blog her og videre på den linkede side her).

Den egentlige frygt i mig, handlede om at føle mig ensom (igen) … en følelse, der havde fulgt mig gennem min opvækst og i mit ægteskab med en voldelig mand. At føle sig alene i verden er for et socialt væsen som os mennesker fatalt, for vi har vanskeligt ved at klare os alene. Stop lige op og tænk over, hvor mange mennesker, der egentlig er involveret enten direkte eller indirekte i at få din hverdag til at fungere; og giv dig selv et kram næste gang du bliver bange for at føle dig ensom.

Som titlen antyder, er der forskel på at være ensom og på at være alene. Alene er selvvalgt, og tanken omkring det rummer simultant også muligheden for at opsøge nogle mennesker, hvis det ikke længere er dejligt at være alene. Ensom spærrer derimod én inde i en psykisk spændetrøje, hvor man længes ud efter samvær med andre mennesker, men af en eller anden grund ikke (tror på at man) er i stand til at opnå kontakt og indgå i et fællesskab med dem. Eller hvor man er bange for, at de vil udnytte en til deres egen fordel og man – igen – vil stå der med håret i postkassen og føle sig snydt.

Det er tilfældet for mange singler, jf. det forrige blogindlæg – hvor vi andre glæder os til at komme hjem og på ferie, lange og hele dage væk fra arbejdet, forsøger de desperat at fylde deres dage ud med besøg hos eller af venner og bekendte, for ikke at mærke følelsen af ensomhed krybe ind på sig.

Hvad er løsningen, hvis du føler dig ensom?

Måske fungerer det udmærket for dig at aflede dig selv, og besnakke dig selv til at tro på, at du elsker at være alene og kan gøre lige hvad der passer dig. Måske fungerer det for dig at tage på Tour de Familie, eller proppe en masse aktiviteter ind i kalenderen, og få udrettet en masse. Eller måske er det nu, det er tid til at stoppe op, og konfrontere din indre angst for at du ikke kan klare dig alene, din angst for at mærke ensomhedsfølelsen mase sammen omkring dig, og din angst for ikke at ville ønske at leve mere, hvis de andre omkring dig, som du er så afhængig af, holdt op med at være der.

Til dig, der har det sådan, er her en lille mini-meditation:

– Sæt dig og mediter. Vær til stede i nuet med hvad der er af dufte og lyde og følelser lige nu og her.

– Tøm hovedet: Giv de tanker om, hvad du kan foretage dig i stedet venlig opmærksomhed, og send dem så kærligt afsted igen. Og vend fokus mod din krop, og bemærk hvilken del af den, du tænker på først.

– Forestil dig, at du selv går ind og stiller dig i den del af kroppen, og prøv at se dig omkring: Hvordan er der at være, lige der i kroppen lige nu? Rart? Trist? Mørkt/lyst? Hvad kan du se, når du ser dig omkring? Hvor befinder du dig selv?

– Læg mærke til hvilken følelse, du får af at stå derinde, og spørg dig selv hvor du ellers kender den følelse fra.

– Prøv at huske hvilken situation, du første gang havde den følelse i, og giv dig god tid til at huske hvordan den var og hvad der skete. Kan du ikke huske noget, er det også OK, så bare lad følelsen være der, og mærk den godt og grundigt. Måske får du lyst til at græde eller grine, råbe eller andet – det er helt normalt. Gør det, hvis du har lyst.

– “Kravl ud af dig selv igen”, og læg dig udstrakt på gulvet, mens du mærker gulvets hårde flade under dig, og trækker vejret dybt og helt ned i maven nogle gange. Åbn øjnene, hvis de har været lukkede. Stræk dig, og beslut dig for hvad du vil lave nu, før du rejser dig op.

Med ønsket om en god Pinseferie

Ilse.