Jeg stod i en forsamling af mennesker, jeg fandt spændende at netværke og snakke med, og havde nærmest bogstaveligt talt slået kløerne i én, der vist egentlig var på vej hjem. Hun stod i hvert fald nærmest kun på det ene ben, mens vi snakkede; det andet forsøgte hele tiden at tage et skridt over mod trappen, der førte nedenunder og ud, men det kunne ikke rigtig få fodfæste og sætte af, fordi hun stod så tungt på det første ben.
Selv om man kan læse den slags kropssprog hos folk, skal man ikke altid lade sig mærke med det, det skal man virkelig ikke. For det første og vigtigste fordi nogle føler sig klædt af, hvis man spørger ind til det; det er ikke engang altid, de selv er bevidste om det. Og hvad skulle jeg også sige? “Hør sig mig; vil du egentlig ikke hellere hjem end at stå her og snakke med mig?” Og hvad skulle de svare? “Ja, jeg bliver egentlig kun stående for at virke mere imødekommende, end jeg egentlig orker at være.”
For det andet skal man holde sin mund med det, man har lagt mærke til, for måske ser man forkert, og så bryder man den ellers gode kontakt, man har med vedkommende, og ikke for noget, der i øvrigt er relevant. Plus at den anden måske vil begynde at overveje om man er i stand til at holde fokus, eller om man måske har en helt anden dagsorden end det, I taler om.
For det tredje fordi det er folks eget ansvar at skære igennem og gå, hvis de ikke ønsker at tale med én. Ikke fordi man ikke siger noget spændende (for det gør alle jo altid!), men fordi de også skal tale med nogle andre. Jeg kender flere, der godt kan finde ud af at sige, at nu vil de gerne tale med nogle andre også. Meget befriende og hvis jeg bliver skuffet, siger jeg det.
Så selv om jeg kunne se, at trappen trak i hende, sagde jeg ingenting, for jeg havde et vigtigt budskab. Jeg var i gang med at anbefale hende en ven, som jeg syntes, hun skulle bruge som mellemleder, for han var én af de ledere, der brænder mere for sagen end sig selv, og holder man den personlige balance i dét, er man den bedste leder, der findes. Gør man ikke, brænder man ud, og det kan du læse mere om i mit blogindlæg her: Ildsjæl? Undgå at brænde dit lys i begge ender.
Min ven var netop kommet til at brænde sit lys i begge ender, og havde som så mange andre til sidst måtte erkende, at det gik ikke. Ikke på den behagelige måde, hvor man når at stoppe i tide, men på den ubehagelige, hvor kroppen til sidst er nødt til at lægge én ned med stress, før man begynder at lytte til den. Nu havde han imidlertid været stærk et stykke tid, og trængte igen til at bruge sig selv som leder.
Det sagde jeg til hende. Og om det var fordi hun selv var bange for at gå ned med stress, eller fordi hun syntes, jeg udleverede ham … i hvert fald skiftede vægten omgående til det andet ben, som straks fik placeret hende et godt stykke nærmere trappen, og kort efter var hun på vej ned ad den.
En samtale med manden selv nogle uger senere viste også, at han skammede sig over sit sygdomsforløb, og ikke brød sig om, at jeg snakkede om det. Hvortil jeg spurgte ham, om han ikke følte sig klogere og dygtigere nu, og om han ikke havde lært, hvor meget han kunne bruge sig selv og hvornår han skulle stoppe? Jo, det mente han jo nok. Og så er det, jeg spørger:
På hvilken måde gør det ikke ham til en endnu bedre leder?
Det spørgsmål kunne jeg godt tænke mig, du svarede på. Lige her, i kommentarfeltet, og helst på selve blogindlægget, så dit svar kan læses af både Facebooklæsere og LinkedInlæsere. Men ellers også gerne dér hvor du har set opslaget.
Alternativt kan du være med til at bryde tabuet omkring det kontroltab, det er at gå ned med stress, ved ganske enkelt at begynde at tale om og med dem, det sker for. Min holdning er, at det kan godt være, man ikke så det komme; men hvis man nu er heldig at have en god leder, når det sker – og måske endda én, der har prøvet det selv – så er risikoen lille for, at lidelsen bliver langvarig, og chancerne store for, at du kommer stærkere ud i den anden ende.