Facebook er godt for meget. Jeg bruger det rigtig meget til at følge med i, hvad min familie på Sjælland render og laver, og hvad der optager mine venner og veninder, når jeg ikke har tid til at besøge dem og snakke med dem i stedet for. Som er det allerbedste. Men vi vil jo alt, og nogle gange har jeg tænkt på, om vennekredsen i virkeligheden burde være mindre, og man så tilbragte lidt mere tid sammen med dem?

Men hvem søren skulle vi så vælge fra?

I hvert fald blev jeg en kende overrasket, da min veninde pludselig delte en artikel, hvor hun selv og hendes søn var hovedpersoner. Og jeg tænkte, at det her burde jeg da have vidst noget mere om. Så jeg ringede straks til hende.

Den artikel, hun havde delt, kan du se her: Efter tre år er Noah stadig i sorg over at have mistet sin lillebror.

Artiklen gik lige i maven på mig, fordi jeg selv er skyggebarn. Men dengang jeg mistede min storesøster (hun var 7 og jeg var 4½) hed årstallet 1976, og der var ingen dengang, der tænkte på de søskende, hvis liv også pludselig blev amputeret. I bedste fald skulle man glemme dem så hurtigt som muligt, og det var i allerbedste mening, man gjorde sådan, for ikke at traumatisere det tilbageblevne barn. Men det var det modsatte, man gjorde. For mig forsvandt min storesøster fra den ene dag til den anden. Og efterlod et hul.

Som jeg også har fortalt om i min bog, husker jeg heller ikke ret meget fra tiden umiddelbart efter hendes død. Der er ret tomt i hukommelsen; måske var det her, jeg for alvor lærte at dissociere. Mine forældre brød begge sammen på hver deres måde, og det var ren overlevelse for dem og for mig. Herefter anså jeg mig selv for at være enebarn, og det var altid dine forældre og du er jo enebarn, når andre talte til mig. Og jeg protesterede ikke, men lod mig definere – der var ingen til at støtte mig i at forblive lillesøster til én, der ikke var her mere.

Jeg kan huske to ting; at min far og jeg en dag tog til De Ukendtes Grav i Roskilde, hvor min søster var begravet, og en dag vi kørte bag en ambulance. På kirkegården havde jeg vist en blomst med, og måtte selv bestemme hvor den skulle ligge. Det var svært ikke at vide hvor hun lå. Jeg husker det som om jeg lagde den sådan lidt under en busk, men jeg syntes det var meget underligt. Og så var der den dag, hvor vi kørte bag en ambulance, og min far pludselig blev meget ked af det, pludselig ikke svarede ret meget på det, jeg sagde, og de få ord, han sagde, var med meget tyk stemme.

Jeg tænkte ikke på min søster igen før jeg var 25, og en venlig kollega en dag omtalte min mor som vores mor. Da måtte jeg akut ud på toilettet og sidde og hulke og hive efter vejret. Men det er en anden historie.

At tale med ligesindede

Da jeg så læste om Noah, der havde fået lov til at sidde med sin døde lillebror i armene og sige farvel til ham, og om Noah, der havde min fucking seje veninde som Mor, og som havde fået lov til helt selv at definere hvordan han ville sørge, så ramte det mig lige i solar plexus, og jeg mærkede min egen sorg, som var gemt væk derinde. Selv om jeg havde talt om den siden, var der endnu en erkendelse, der trængte til lidt opmærksomhed: Jeg var sådan et skyggebarn, ligesom Noah. Jeg havde mistet en søster. Og jeg havde lige så meget krav på plads til min sorg og erkendelse af det skete, som Noah fik.

Og det, jeg havde med min søster, får jeg aldrig med noget andet menneske i hele verden. Derfor er det så vigtigt, at børn kan få lov at tale med børn om deres sorg, befriet for voksnes ræsonnementer og overblik. Det ville jeg ønske, jeg havde haft mulighed for dengang.

Men skal jeg så melde mig ind i Skyggebørn? Det tænker jeg stadig over, og står du i en situation, der ligner min, kan du finde flere oplysninger om foreningen på deres hjemmeside eller deres Facebookside.

Når jeg stadig tænker over det, er det fordi der er noget i mig, jeg ikke er færdig med at erkende helt og tage ind: At alle mine følelser omkring min mistede søster er tilladte. At jeg ikke er underlig, fordi jeg stadig ind imellem mærker en tristhed over tabet, og spekulerer over, hvordan mit liv ville have formet sig, hvis jeg havde haft hende at løbe parallelløb med. Og det er følsomt af tro grunde:

Den ene grund er, at det først lykkedes for mig at blive Mor i en sen alder. Jeg ved ikke, om jeg er for gammel til at min datter kan få en søskende at følges med, og det føles stadig “farligt” for mig at forholde mig til at ønske mig noget, jeg slet ikke er sikker på, jeg får. Men der er kun én vej, og det er fremad: At holde fast i, at man gerne må ønske sig ting, og prøve på at få dem. Også selv om det aldrig lykkes.

Den anden grund har også at gøre med lige netop det: Jeg kan ikke sige mig fri for, at jeg før i tiden nogle gange følte mig utilpas ved min venindes direkte tilgang til sorg; ikke så meget hendes egen som hendes sønners. Jeg tog mig ind imellem i at tænke “Dyrker hun det ikke lidt vel meget?” “Er det sundt for drengen sådan at have så meget fokus på sin døde lillebror?”

I dag ved jeg, at det er det. Sundt altså. Og at grunden til min tidligere skepsis som altid, når det drejer sig om ubehag ved noget, andre føler, handler 100 % og mig selv: Det var min egen sorg over min søster, jeg havde vanskeligheder med at forholde mig til.

Det har jeg ikke mere, takket være min seje veninde. Fra nu af er der kun træning tilbage. Træning i at forholde mig til lille Ilse på 4½, der mistede sin søster, men som nu er blevet voksen. Og som ønsker sig en søster eller en bror til sin datter, også selv om hun ikke får det.

Man må gerne ønske sig noget, man ikke kan få.