Kender I det der med at have en drøm, hvor man er både fortid og nutid på samme tid? Jeg havde i nat sådan en drøm, hvor jeg stadig var sammen med min eksmand, men det var alligevel nu. Jeg var mig, som jeg er i dag, men alligevel foregik det dengang.
Det er en god chance for at få gennemlevet hvordan det mon ville have været for mig dengang, hvis jeg havde handlet anderledes.
Drømmen foregik i en lejlighed, jeg aldrig har set før. Min eksmand ordnede et eller andet, og sagde, jeg skulle gøre noget for ham, jeg ikke ville (ved ikke hvad). Jeg sagde: “Hvad nu, hvis jeg ikke gør det?” “Så slår jeg dig,” sagde han roligt, og fortsatte med det, han selv var ved. “Godt,” svarede jeg, “så går jeg fra dig!”, tog i døren og gik ud.
Det gjorde jeg aldrig dengang. Sagde, jeg ville gå, altså. Og jeg gjorde det naturligvis heller aldrig (før til sidst altså). Nogle få gange stak jeg af fra ham, når han truede med at være voldelig, og så løb jeg udenfor og gemte mig med bankende hjerte i en busk, og kom først hjem når han havde skrevet til mig, at han ikke ville gøre mig noget. Eller også nærmede jeg mig så forsigtigt, at han kunne nå at sige det til mig (hvis jeg nu ikke havde min telefon med).
Drømmen i nat var præget af den samme angst, og jeg så i drømmen igennem væggen, hvordan han rejste sig og løb efter mig, efter jeg selv var gået ud af døren. Vældig praktisk med denne her drøm var, at overfor os i opgangen lå der et hospital. Jeg kunne løbe lige ud af vores egen dør, og direkte ind på hospitalet, hvor der stod en læge i kittel og tog imod mig. Jeg var altså i sikkerhed før min eksmand nåede at få fat i mig. I baggrunden åbnede han døren, så hvem jeg var omgivet af, lukkede den igen og var ude af mit liv.
Det specielle ved drømmen
Dér stod jeg så, og havde alle muligheder. Var omgivet af hjælpere, de ventede bare på at høre, hvad jeg havde brug for. Men det var svært at sige. Selv dér, hvor jeg på forhånd vidste, at ingen ville tage afstand fra mig, kunne jeg – til min egen overraskelse også i drømmen – næsten ikke få mig selv til at sige det til lægen. Jeg forsøgte mig med at tale lavere, og sende forskellige signaler til, at jeg ville være fortrolig. Men jo flere signaler, jeg sendte, jo flere mennesker stimlede sammen omkring mig for at lytte og hjælpe. Lægen ville ikke få dem til at gå væk, selv da jeg bad ham om vi godt kunne være diskrete. Hele hans holdning sagde, at der ikke var noget at være flov over, jeg kunne bare tale åbent.
Men det kunne jeg jo ikke. Jeg mærkede min krop stritte imod, mine arme og ben blive lamme, tungen klistre fast til ganen.
Omsider fik jeg sagt det. At jeg var voldsoffer. “Nåh,” sagde han, “Det er noget, min kollega tager sig af.” Og så hentede han en anden læge. Alle de nysgerrige og omsorgsfulde mennesker omkring os forduftede lige så stille som i “Nåh, var det ikke andet”.
Jeg vågnede af drømmen efter jeg havde fået sagt det, der var så svært at sige. Jeg husker stadig første gang jeg drømte, at jeg fik sagt til min eksmand, at jeg ville gå fra ham, hvis han slog mig. Nu var jeg altså nået til rent faktisk at gøre det. Og drømmen var sød ved mig; den gjorde det meget nemt, ved at lægge et hospital lige ved siden af, og satte en masse statister ind, som både skulle gøre det tydeligt for mig, at mange ville hjælpe, og gøre mig opmærksom på, hvor svært det var for mig at bede om hjælp.
At ting er tabu, er noget vi lærer fra barnsben af. At det er noget, vi ikke taler om. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg har lært, at det var pinligt at fortælle andre om, at mine forældre skændtes, men min onkel har fortalt mig, at de skændtes så det bragede også før jeg blev født. Så måske var det slet ikke hemmeligt. Den dag i dag ved jeg stadig ikke, om det i virkeligheden var de manipulationer, jeg lod mig underlægge fra min eksmand, der gjorde, at jeg ikke sagde det – i hvert fald havde jeg en følelse af, at det var min egen skyld, at han slog mig, og jeg var sikker på, at hvis jeg sagde til nogen, at jeg var sådan én, der fik bank, ville de dreje om på hælen og forlade mig på stedet. Så værdiløs ville jeg være.
Min pointe her er, at drømme kan bruges til meget. Og følger man Jørgen Groths analysemetode, hvilket plejer at give mening for mig, repræsenterer hver betydningsfuld person eller ting i drømmen forskellige dele af mig selv.
Jeg ved godt, hvad jeg selv tænker om denne drøm, men lad mig prøve at lægge den ud til dig: Hvad tænker du, jeg skal blive opmærksom på i mig selv, på baggrund af denne drøm?
Du får lidt hjælp, da du jo ikke kan mærke hvor i drømmen min krop reagerer. Betydningsfulde mennesker og ting i drømmen er mig selv, min angst, min eksmand, at hospitalet kun er adskilt fra mit hjem med en enkelt dør, den første læge og at alle de mange mennesker omkring mig er meget anmassende. Og så at jeg har svært ved fysisk at få sagt hvad der er på spil.
Hvad tror du? Kom! Gør karriere som drømmetyder – og lad mig høre, om der er nogle drømme, du selv har lært noget af…