For dem, der ikke har det eller har haft det, er lavt selvværd svært at forstå. De forveksler det med ydmyghed, som er vigtig i tilgangen til andre mennesker, og kan ikke se det store problem i det. Men har man lavt selvværd, betyder andres anerkendelse og accept af én ganske simpelt alt. Så snart, man vejrer, at der er nogen i ens omgangskreds, der ikke bryder sig 100 % om én, kommer man på overarbejde. Hvad skal der til, før de bryder sig om mig igen, spørger man sig selv.

Har man lavt selvværd, er man på et tidspunkt i sit liv – oftest i den primære familie – blevet underkendt på én eller anden måde, og på en måde hvor det havde betydning for, om man blev passet godt nok på eller ej. Var tendensen gennemgribende i familien, bliver spørgsmålet tilsvarende mere eksistentielt, da spædbarnet er afhængigt af forældrenes omsorg, opmærksomhed og interesse for at overleve.

En meget brugt overlevelsesstrategi i sådan en familie er facader. Facader og roller. Det gælder om at “holde facaden” udadtil, og være den, de andre ønsker sig, og spille den rolle, de andre har brug for, man spiller.

Forleden var jeg til en indvielse af en rideklub, min veninde er formand for. Stort arrangement, pengemænd og -kvinder involveret, pressedækning osv. Med i flokken var en fotograf, som jeg har kendt fra jeg var teenager og glad hestepige; dengang fik jeg lov at tage med ham til forskellige stævner og dyrskuer, når han skulle fotografere til Hippologisk Tidsskrift, i dag ejer han et stort mediehus. Men vores relation er den samme: kammerater. Hvis der er noget, der hedder det mere blandt voksne?

Da vi begge var yngre, var jeg mere smart-i-en-fart, og havde meget travlt med at gøre mig selv bemærket på den dér teenage-jeg-er-bare-så-lækker-og-lidt-fræk-nok-se-ikke-røre måden. Men indeni havde jeg det ikke godt; jeg var ensom og havde en del angst, uden at jeg dengang vidste, at det var det, der var i vejen. Selvværdet var helt i bund. Som 19-årig mødte jeg så min eksmand, og levede efterfølgende 19 år i et voldeligt forhold, uden at have kontakt til min kammerat (det måtte jeg ikke). Da jeg så forlod min eksmand for 7 år siden, genoptog jeg derfor kontakten til mange af mine venner fra før den tid, og fotografen her var altså én af dem. Men noget havde jo ligesom forandret sig, og det var ikke bare de ydre fysiske rammer for vores kammeratskab.

Ud over, at jeg selvfølgelig var blevet 20 år ældre, kunne jeg nu pludselig mærke, at han var betydningsfuld at kende. Alle i hesteverdenen vidste nu hvem han var, og jeg kunne mærke den gamle jagt på opmærksomhed røre på sig. Når jeg var ude til ridestævner som tilskuer eller medhjælper, kunne jeg mærke den gammelkendte hyperaktive teenager røre på sig, hende der anglede for andres opmærksomhed og anerkendelse. Og min krop vidste, at her flød opmærksomheden næsten af sig selv min vej.

Desværre fulgte alle de negative følelser, jeg jo også rummede dengang, med. Det var derfor på den ene side altid rart at sige hej til min kammerat, for han var jo stadig en rar og ret skæg mand at omgås, men på den anden side var det også ret stressende, fordi jeg ikke kunne finde min egen rolle i forhold til ham. Jeg var jo ikke mere den flirtende teenager, og havde ikke mere så stort behov for at blive lagt mærke til og anerkendt, og jeg forsøgte på én og samme tid at være den gamle smart-i-en-fart Ilse, og den nye Mor-og-psykoterapeut Ilse. Og de to roller var ikke rigtig kompatible.

Til indvielsen den anden dag, stod det så pludselig klart for mig, hvad der var på spil. Siden jeg havde set ham sidste gang var jeg blevet Mor, og for dem, der har prøvet det, ved de, at det forandrer éns tilgang til verden totalt. Man er Mor før man er noget som helst andet. Og som jeg stod dér i ridehallen med min baby på armen og min mand ved min side, kunne jeg slet ikke finde ud af at udfylde den rolle, jeg havde givet mig selv i forhold til min ven: Hende, der føler sig særlig og lidt ophøjet fordi han var kendt og havde penge nok; hende, der solede sig i hans venlighed og opmærksomhed. Jeg kunne kun mærke mine venskabelige følelser for ham, og de var til gengæld stærkere nu de ikke var blandet op med alt muligt andet. Og frem for alt mærkede jeg mig. At jeg hvilede i mig selv som jeg var nu, og bestemt ikke hvilede i at prøve at være den, jeg var engang.

Nå, men så var det vel så nemt? Jeg skulle jo bare være mig, ikke? Øh joh … det var jo rationelt set logisk nok, og jeg var da også blevet ret god til det, efter jeg havde forladt min eksmand. Men sådan et spøgelse fra fortiden lod sig ikke bare kyse væk uden videre … for hvad nu, hvis han ikke kunne lide mig mere?

Ja hvad så? Så ville vi vel ikke være kammerater mere…?

Og øh … hvad så? Ønskede jeg at være kammerat med én, der ikke kunne lide mig som jeg var?

Svaret er og har altid været “nej”. Men hvor jeg før i tiden ikke mente det andet end i teorien, er det nu også sådan i praksis. For der er da ingen grund til at samle på kammeratskaber, som i virkeligheden burde været imellem to andre. Jeg mener; hvad gjorde jeg selv, når folk omkring mig ændrede sig til noget, jeg ikke brød mig om? Blev jeg så ved med at bruge en masse tid på dem, i forsøget på at lave dem om, så de stadig passede til mig?

I gamle dage ja. I dag … not so much.

Som jeg stod dér i ridehallen stod det klart for mig, at hvor jeg godt vidste, at jeg tidligere havde været én stor facade udadtil (og angst og ulykkelig og ensom indadtil), så var jeg ikke så bevidst om, at jeg også havde givet mig selv forskellige roller i forhold til folk. Og det gik op for mig, at hvis jeg endelig ville gebærde mig i forhold til på forhånd definerede roller, lige dér den dag på rideskolen, ville jeg sørme få travlt: Fotografens ven, smart, flirtende, formandens veninde, måske kommende businesspartner for nogle af de fremmødte, psykoterapeut, Mor, min mands kone – for ikke at tale om de to børn fra mit tidligere arbejde, som var dukket op – skulle jeg så også være pædagog og påtage mig voksenrollen i forhold til dem?

Det hjælper nogle gange at holde et spejl op foran sig selv, og det gjorde jeg her. Alle disse roller, som jeg spillede eller havde spillet i forhold til alle disse mennesker – var nogen af dem egentlig mig … eller var de allesammen? Det sidste er nok det mest rigtige. Trods alle de roller, jeg spillede, viste spejlet jo kun én og samme person. Og det slog mig, at hvis der i hele denne flok af mennesker, jeg kendte, sad bare én, der havde det samme behov for at folk forbliver dem, de er, altid – så ville de da først få et problem med mig. For jeg var jo mig … og det var jeg jo også dengang jeg første gang mødte min fotografven. Og da jeg var pædagog. Og før jeg blev Mor. Og nu.

Når man møder gamle situationer med sit nye jeg, bliver man mere bevidst omkring hvad der var engang. Hvor er det dog dejligt at blive ældre. Jeg er jo Ilse.

Hvem er du?