Julen nærmer sig unægteligt, og overalt er der fotos af glade mennesker, der hygger sig i julelysets skær byltet ind i sofaer og tæpper, omgivet af lækkert hjemmelavet guf eller store kopper af dampende økologisk kakao. Det er det, vi gerne vil. Det er det, vi lever højt på, når vi sidder d. 16. december om morgenen med rande under øjnene og tør hud og fladt hår, og stirrer ned i en kaffekop og forvisser os selv om, at NU skal vi bare igennem den sidste uge, de her fem sølle dage, og SÅ bliver alt godt.
For nogen gælder det bare ikke. For nogen starter helvede først om en uge – de har endnu en uge at løbe på. Jeg har derfor valgt at dedikere dette blogindlæg til de mennesker, for hvem julen ikke er fyldt af alle ovennævnte ting. Som IKKE har eller havde en bedstemor, der kan bage med dem selv (eller børnene), dem hvis “traditioner” handler om svigt, afsavn og ondt i hjertet.
Hanne Haugaard er en af dem. Stod det til hende, aflyste vi julen. Jeg har haft mange ubehagelige jule, der også har givet mig ar på sjælen, men ingen af dem kan sammenlignes med det helvede, Hanne har oplevet år efter år. Mine ar på sjælen er så småt væk, opblødt af gode menneskers kærlighed og min egen evne til at restituere. Hanne er på vej. Læs hendes fortælling her: